Forskere er rystede over politiske angreb og Twitter-vrede

Har forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) indledt en flirt med med DF’s Morten Messerschmidt og Ungarns Victor Orban?

Det spørgsmål har meldt sig i samfundsvidenskabelige og humanistiske forskningsmiljøer, efter ministeren med det øverste politiske ansvar for de danske universiteter har udtrykt kritik af flere forskningsområder i et §20-svar til Morten Messerschmidt.

”Det er for mig at se bekymrende, når der viser sig et billede af en lidt for ensporet teoretisk tilgang inden for visse forskningsfelter. Ligesom det bekymrer mig, når der er beretninger om erklærede politiske mål med forskningen”, skriver Halsboe-Jørgensen som svar på blandt andet dette spørgsmål fra Messerschmidt:

”Hvordan vil ministeren forhindre at uvidenskabelige og holdningsbaserede universitetsstudier som hvidhedsstudier, postkoloniale teorier m.m. fortrænger almindelige lødige forskningsområder?”

Ane Halsboe-Jørgensen vil ikke til DM Akademikerbladet uddybe, hvad hun mener, og hun ønsker ikke at stille op til interview.

Messerschmidt: Drop støtte og statsanerkendelse

Morten Messerschmidt lægger til gengæld ikke fingrene imellem. Han ønsker kort og godt, at staten skal stoppe støtten til de pågældende forskningsområder, hvis ikke universiteterne selv griber ind. Det er ikke videnskab, mener han.

”Det er ren pseudoforskning. Man må selvfølgelig gerne have politiske outrerede synspunkter – på den måde er det et frit land – men så skal man ikke kunne kalde det forskning på statens vegne eller regning”, har han blandt andet sagt til Uniavisen.

Messerschmidts udtalelser minder om angreb på kønsforskning fra højreorienterede politikere i en række europæiske lande, beskrevet af blandt andet The Atlantic. I Ungarn ophørte statens støtte til og anerkendelse til kønsstudier i 2019. Året før sagde premierminister Victor Orbans stedfortræder Zsolt Semjen, at kønsstudier er ”en ideologi, ikke en videnskab”.

Det fremgår af Messerschmidts spørgsmål, at han reagerer på baggrund af blandt andet et blogindlæg i Jyllands-Posten og avisartiklen Hvidensproduktion i Weekendavisen, hvor journalist Søren K. Villemoes rapporterer fra en videnskabelig konference i foreningen The Nordic Migration Research. I blogindlægget betegner den konservative kommentator Rune Selsing forskningen ved fire danske forskningscentre som ”racistisk forskning”, ”holdninger, der skaber had” og venstreorienteret ”politisk ekstremisme”.

DM Akademikerbladet har talt med en række forskere ved de pågældende centre samt deres ledere, men ingen ønsker åbent at svare på kritikken fra Søren Villemoes og Rune Selsing.

Som en forsker ved et af centrene, der betinger sig anonymitet, siger:

”Jeg har ikke lyst til, at deres Twitter-vrede skal vendes mod mig. Så begynder de at læse mine artikler og hænge mig ud. Og så skal jeg kæmpe mod det de næste ti år. Det bliver en urimelig kamp. Deres kritik går på, at forskerne politiserer, men det er jo netop dem, der har en politisk agenda”, siger forskeren.

En anonym centerleder siger desuden, at ”det er min erfaring, at vi ikke får noget ud af det”.

Trusler mod forskere er normale

Andre forskere frygter opmærksomhed fra internet-trolde eller trusler. Det sidste rammer ikke mindst forskere, der beskæftiger sig med for eksempel kønsstudier eller indvandring, og som deltager i den offentlige debat, fremgår det i det seneste nummer af Forskerforum.

En kønsforsker ved et center, der angribes i Selsings blog, fortæller til DM Akademikerbladet, at hun har modtaget dødstrusler per e-mail og og sågar er blevet overfaldet efter at have formidlet sin forskning offentligt.

Af samme grund ønsker hun ikke at forholde sig til kritikken fra Morten Messerschmidt. Og det er langt fra første gang, hun afstår fra at deltage i en offentlig debat.

”Da Jes Dorph-Petersen blev afskediget, spurgte Aftenshowet, om jeg ville fortælle om metoo, fastansatte ældre mænd og unge praktikanter. Det afslog jeg, fordi jeg frygtede, at det ville bringe rigtig meget had med sig. Og man kan se, at journalisten, der passede sit job, da hun interviewede Jes Dorph efterfølgende fik rigtig meget had. Så du kan kalde det selvcensur af mit arbejde, fordi jeg frygter, hvad det vil medføre”, siger hun.

Rune Selsings blogindlæg har medført en byge af mails til forskere ved centrene og ledere ved de pågældende universiteter fra en borger, der kræver forskningen nedlagt.

Norsk forskning blev fejludlagt i Weekendavisen

Mens Rune Selsings blogindlæg ikke har konkret kritik af danske forskere, men blot linker til kursusbeskrivelser og Wikipedia-sider om termer som ”whiteness studies” og ”postcolonialism”, gennemgår Søren Villemoes en række oplæg fra workshops på konferencen.

Det nok mest iøjnefaldende af Villemoes eksempler er en workshop om norske Rahma Vetlesdatter Søviks ph.d.-projekt:

”I projektet foreslår Søvik et andet syn på genopdragelsesrejser, der 'potentielt kan åbne op for et eventyr, en følelse af sikkerhed og lighed samt nye muligheder for både børn og forældre'”, skriver Villemoes i sin reportage.

Villemoes medgiver i artiklen, at han ikke har overværet Søviks præsentation, men hans gengivelse af hendes abstract har alligevel givet så meget genlyd, at det er blevet omtalt i Deadline, mens forskningsministeren har kritiseret ph.d.-projektet i et interview med Kristeligt Dagblad

Og godt nok nævner Søvik i sit abstract, at de norske kommuner ifølge en regeringsbesilt forskningsrapport vurderer, at 400 børn opholder sig i udlandet mod deres vilje, men det fremgår også, at Søvik i modsætning hertil vil beskæftige sig med såkaldt ”transnational relocation”. Begrebet dækker over et bredt forskningsfelt, der inden for migrationsforskning handler om, hvordan migranter lever deres liv over grænser.

Søvik Rahma Vetlesdatter siger til DM Akademikerbladet, at hendes projekt ikke handler om genopdragelsesrejser.

”Slet ikke. Jeg skriver ikke om genopdragelsesrejser og bruger heller ikke konceptet. Så jeg forstår ikke, hvorfor journalisten har udskiftet et ord, jeg bruger, med en stærkt problematisk type af rejser, jeg ikke studerer”, siger hun.   

Ifølge Søvik taler hun i sin forskning med kvinder fra muslimske børnefamilier om deres oplevelser med at flytte fra og tilbage til Norge.

”Mange af dem rejser i øvrigt ikke til muslimske, men europæiske lande, for eksempel Storbritannien. Og jeg undersøger det meget bredt. Hvordan de oplever det at rejse, hvordan de oplever deres familieliv, hvordan deres tilhørsforhold er”, siger hun.

Det fremgår dog også af abstractet, at hun forventer at finde et ”gab” mellem forældrenes forståelse af deres egen situation og den både såvel politikere som fagpersoner ser på sagen.

Og ifølge Villemoes afslører det, at hendes egentlige ærinde er at udforske et alternativt syn på genopdragelsesrejser.

Rahma Vettlesdatter Søviks abstract. Tryk på foto for at hente i stor version.

”Hvis hendes interviews med mødrene, slet ikke præsenterer et alternativt syn på social kontrol og ufrivilligt udlandsophold, men bare er helt almindelige børnefamilier helt uden for mistanke, der rejser udenlands, hvorfor nævner hun så social kontrol og genopdragelsesrejser og taler om et ’gap’ mellem disse og mødrenes selvopfattelse?”, skriver Villemoes i en mail til DM Akademikerbladet og tilføjer:

”Det virker lidt underligt at nævne forhold som social kontrol og genopdragelsesrejser i ens abstract, hvis det, man undersøger, slet ikke handler om disse”.

Men til dette peger Søvik på, at workshoppen hed “Official discourses on Muslims and Islam and Its Effects on Integration Efforts”.

“Hvordan skulle jeg adressere dette uden at analysere, hvad de institutionelle diskurser handler om”, spørger hun.

”Fx oplever muslimske familier at blive mistænkeliggjort, når de tager på ferier eller flytter udenlands. Hele den debat, der er opstået om mit abstract, viser jo, at der ikke er et rum for at snakke om eller forske i muslimers relokation på andre præmisser end de allerede eksisterende. Og det forventes at akademikere studerer minoriteter udelukkende i et problematisk perspektiv”, siger hun.

Weekendavisen kritiske læsning af hendes abstract er et tydeligt eksempel på, at der er behov for nye måder at se på muslimers rejser på, mener Rahma Vetlesdatter Søvik. Hun er dog ikke overrasket over, at et forskningsprojekt om muslimske families rejser ender med at blive genstand for politisk kritik.

”Selvfølgelig ønsker politikere at politisere det, jeg laver. Og jeg må bare insistere på, at der er brug for en mangfoldighed af perspektiver i forskningen. Vi bliver pålagt at producere brugbar viden, og så må vi også være et spejl af det, der foregår i samfundet”, siger hun.

Forsker chokerede: Forskningsfriheden er truet

Andre forskere er rystede over, at et blogindlæg og en avisartikel kan få så stor gennemslagskraft, at en ansvarlig minister i sidste ende sætter spørgsmålstegn ved seriøsiteten af hele forskningsområder.

”Forskningsfriheden er jo truet. Der ligger en fyringstrussel i det, Messerschmidt siger, men indirekte også fra forskningsministeren. Det kan godt være, at hun siger, at vi har forsknings- og metodefrihed, og at hun ikke påberåber sig ret til at fyre os, men når hun så i næste sætning siger, at vi har et ansvar for at være relevante, så skal jeg da være dum, hvis jeg ikke tænker over, hvad jeg så skal forske i. Og det bliver ikke racisme”, siger en kønsforsker, der ønsker at være anonym.

”Ane Halsboe-Jørgensen forsvarer os, men samtidig køber hun præmissen om, at vi er ensporede. Så Selsing, Villemoes og Messerschmidts politisering af det, vi laver, er sådan set lykkedes. Det er skræmmende, at de kan gøre sig til dommere over, hvad der er god eller dårlig forskning, helt uden at have belæg og helt uden hensyn til forskningens elementære og metodiske kvalitetskriterier som peer review, kritik og transparens.”

En anden forsker, DM Akademikerbladet har talt med, undrer sig, når Ane Halsboe-Jørgensen i såvel sit svar til Messerschmidt som i Kristeligt Dagblad advarer forskerne mod at ”bedrive aktivisme”.

”Den samfundsengagerede forskning har jo ofte et blik rettet mod social forandring. Det kan handle om at stille spørgsmålstegn ved samfundets organisering eller at undersøge, hvad der regulerer menneskers adfærd og pege på, hvordan den kan påvirkes. Den slags spørgsmål optager især køns-, migrations-, og miljøforskere, men også sociologer, politologer, jurister og økonomer i mere bred forstand", siger vedkommende, der ligeledes ønsker at være anonym.  

”Det skurer i ørene, at det i sig selv skulle være problematisk. Jeg vil ikke kalde det aktivisme, men for mig er det at bidrage til social forandring en central del af det, jeg opfatter som forskningens rolle”, siger forskeren, der samtidig fortæller, at den konstante politisering er trættende".

”Det bliver dagsordenssættende i ens arbejdsliv på en måde, hvor man nogle gange helt undlader at indgå i debatten, for der er alt for mange vigtige nuancer, der aldrig udfoldes”.

Rektor og fagforening: Fingrene væk!

DM Akademikerbladet har spurgt rektor på RUC, Hanne Leth Andersen, hvad hun mener om Rune Selsings angreb på blandt andet et forskningscenter ved RUC og de efterfølgende reaktioner fra Messerschmidt og forskningsministeren.

”Overordnet synes jeg, det er positivt, at der i offentligheden er stigende interesse for, hvad vi foretager os på universiteterne. Det ser jeg som et sundhedstegn”, siger Hanne Leth Andersen.

Hun peger samtidig på, at kvalitetssikringen af forskningen hviler på fagfællebedømmelse, et alment og anerkendt system inden for alle forskningsområder overalt i verden.

”Vi skal ikke lave særlige regler for forskningsområder, som er politisk upopulære eller optaget af emner, der nemt får sindene i kog. Forskningsfriheden gælder for alle. Hverken politikere eller rektorer bør udøve sindelagskontrol på forskerne. Der skal være armslængde”, siger Hanne Leth Hansen.

Heller ikke DM-formand Camilla Gregersen er begejstret for politikernes ageren i den aktuelle sag.

”Politikerne skal ikke blande sig i beslutninger om hverken emner eller videnskabelig metode, som Messerschmidt lægger op til. Og det er helt over stregen at gå ind fra politisk side og sige, at der er hele forskningsområder, man ikke mener, skal have finansiering. Det er skadeligt for arbejdsmiljøet, og forskerne bliver dybt urolige for, hvad de overhovedet kan tillade sig at sige. Så på den måde kan man jo frygte at kritikerne får deres vilje”, siger hun.