Spring menu over
Dansk Magisterforening

Medarbejdere: Ringe tillid til Rane Willerslevs ledelse

Rane Willerslev Nationalmuseet

”Man kan godt diskutere, om han er lykkes med de intentioner, han kom med", siger TR Poul Grinder-Hansen om den seneste kritik af Rane Willerslev. © Claus Bech/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Ansatte på Nationalmuseets største afdeling afsiger hård dom over Rane Willerslev i undersøgelse af arbejdsmiljøet. ”Det er helt klart, at der er problemer”, siger tillidsrepræsentant.

Siden han i 2017 satte sig i direktørstolen på Nationalmuseet, har Rane Willerslev vakt opsigt med sin farverige personlighed og vilde planer om at forandre et ”røvkedeligt” museum.

I en trivselsundersøgelse fra sidste år, som Ekstra Bladet har fået fat i, fælder museets ansatte så deres dom over Willerslevs ledelse, og tilfredsheden er begrænset.

I hvert fald når det gælder de 189 ansatte i afdelingen for 'Forskning, Samling og Bevaring', der er museets største afdeling.

Beskedne 36 procent giver i undersøgelsen udtryk for, at de har tillid til Rane Willerslevs ledelse.  Og blot syv procent er ’helt enige’ i udsagnet 'Jeg har tillid til direktionens måde at lede Nationalmuseet på'.

Bedre bliver det ikke i de skriftlige kommentarer fra afdelingens medarbejdere, hvor der berettes om ”lukket topstyring”, ”mangel på anerkendelse fra direktionen” og ”udbredt modløshed og vrede over situationen”.

Til Ekstra Bladet forklarer Rane Willerslev i en skriftlig kommentar, at museet har været gennem store forandringer senere år. Han nedtoner samtidig kritikkens omfang. 

”De kritiske punkter er taget ud af en sammenhæng af en APV, der samlet ser fornuftig ud. Vi ligger på linje eller over, når man ser på sammenlignelige institutioner”, skriver han.

Det er helt klart, at der er problemer. Og det hænger i høj grad sammen med det basale museumsarbejde

Tillidsrepræsentant Poul Grinder-Hansen

DM-tillidsrepræsentant Poul Grinder-Hansen medgiver, at tallene overordnet kan udlægges som fornuftige.

”Hvis man ser bort fra udsagnene, er svarfordelingen ikke katastrofalt ringe, men det er helt klart, at der er problemer. Og det hænger i høj grad sammen med det basale museumsarbejde”, siger han.

Holdt sammen med de skriftlige kommentarer er der tale om et klart nødråb, mener han.  

”Medarbejderne har tydeligvis brugt APV’en til at påpege noget, de mener ledelsen skal have fokus på. Det kan man ikke ignorere. Der er helt klart ting, der skal rettes op på, og det er også mit indtryk, at ledelsen er gået i gang med de problemstillinger”, siger han.

Kritisk APV kræver betydelige forbedringer

Bent Meier Sørensen, professor i organisationsfilosofi ved CBS, er mere kritisk. For selvom Rane Willerslev i et efterfølgende interview med Politiken har sagt, at han vil fokusere på at forbedre relationen til medarbejderne, og at han ikke har været god nok, skal der ifølge Ben Meier Sørensen betydelige forbedringer til.  

”Man har forsøgt at ride sagen af ved at sige, at gennemsnittet er godt, men det er i længden ikke et godt svar, når utilfredsheden findes blandt folk, som har at gøre med museets kerneopgave”, siger han.

Også Poul Grinder-Hansen hæfter sig ved, at kritikken kommer fra de medarbejdere, der varetager basale museumsopgaver som indsamling og bevaring.

”Rane Willerslev har haft et meget klart strategisk fokus på formidling ud fra en præmis om, at det skulle rettes op på økonomien for at redde museet. Det har så selvfølgelig betydet, at der har været mindre fokus på de øvrige aktiviteter, og det peger nogle af udsagnene i trivselsmålingen også på”, siger han.

”Alle de ting, man gør for at drive et museum bag kulisserne, har stået i skyggen af både formidling og forskning”, tilføjer han.

Poul Grinder-Hansen fornemmer dog også, at Rane Willerslev har taget kritikken alvorligt, om end det er sket senere end nødvendigt.  

”Der er i ledelsen en erkendelse af, at vi skal have et fokus på de grundlæggende museale aktiviteter. Det kræver investeringer, som skal kædes sammen med visionerne for museets fremtid, publikum først, og det at nå ud i landet”.

De mange medarbejderkommentarer om ”topstyring” åbner samtidig for spørgsmålet om, hvorvidt Rane Willerslev er blevet den leder, han gerne ville være. Han har tidligere argumenteret for en ledelsesstil, der nedbryder hierarkier, frigører kreativitet og åbner for ”dialogiske processer“.

”Man kan godt diskutere, om han er lykkes med de intentioner, han kom med, om at skabe mere dynamik og en mere uhøjtidelig og direkte måde at agere på. Det er et vældig godt ideal, og jeg er ikke i tvivl om, at han også har intentionerne, men det er nok rigtigt, at det ikke helt er lykkedes”, siger Poul Grinder-Hansen.