Professor: Privatisering og udflytning sender læreruddannelsen på afveje

Længslen efter de små lærerseminarier er en dyr, romantisk drøm.

For selv om big ikke altid er beautiful, så løser det ikke læreruddannelsens udfordringer, at man opretter en konkurrerende uddannelse i privat regi, at de store campusmiljøer bliver sat på skrump, eller at der etableres flere nye og mindre udbud af læreruddannelser spredt ud i hele landet.

Sådan siger professor emeritus på Aalborg Universitets Center for Uddannelsesforskning Palle Rasmussen, efter at debatten om læreruddannelsen igen er blusset op.

“Det er en reel diskussion, om institutionerne er blevet for store, men det afsporer debatten, at man ofte ender med at bashe professionshøjskolerne, bare fordi de er store”, siger Palle Rasmussen.

Politikerne svigter den kvalitetsdiskussion, som både undervisere og studerende med rette efterspørger, mener Aalborg-professoren.

“I stedet for at bruge krudt på at skaffe læreruddannelser til Vestjylland og Sydfyn burde de fokusere på at udstikke friere rammer for de eksisterende uddannelser samt styrke både dannelses- og linjefagene der, hvor vi i forvejen uddanner lærere”, siger Palle Rasmussen.

Stadig valide grunde til store campusser

I marts vedtog et flertal uden om regeringen at finansiere etableringen af en privat læreruddannelse for 70 studerende til 29 millioner kroner om året. 27. maj kom så regeringens store uddannelsesudspil, der bl.a. lægger op til, at 1.300 uddannelsespladser på professionshøjskolerne skal rykkes ud af de fire store byer, og at der skal etableres nye uddannelser flere steder i landet.

Men mange af de grunde, man havde til at samle de store velfærdsuddannelser og etablere seks centrale campusser i 2008, er stadig valide, påpeger professor Palle Rasmussen.

“Tanken var, at der skulle lægges mere styring ud til institutionerne, at der skulle skabes mere tværfaglighed, fx mellem lærer- og pædagoguddannelserne, og et bedre grundlag for forsknings- og udviklingsarbejde”, siger han

Professionshøjskolerne har også allerede mulighed for at udbyde uddannelse i andre byer, og de gør det faktisk.

“Ikke alt er lykkedes, men det skyldes primært, at politikerne har så svært ved at løsne tøjlerne”, forklarer professoren.

Bedste job, dårligste rammer

At der er kommet mere “brainpower” i det store faglige miljø på professionshøjskolen VIA i Aarhus, kan lektor på læreruddannelsen Torben Bjerre godt skrive under på.

“Både vi og de små læreruddannelser i Nørre Nissum, Silkeborg og Skive nyder godt af den synergieffekt, der er i VIA, fx på vores fælles pædagogiske dage. Den gode fortælling er, at vores samarbejde gavner de studerende”, siger Torben Bjerre. Til gengæld er underviserne ved at blive kvalt i det øgede bureaukrati, som fulgte med campuskonstruktionen.

“Akkrediteringer, surveys, kvalitetssikring. Det er ekstremt belastende og koster alt for mange ressourcer. De øgede politiske krav, som fulgte med tilblivelsen af professionshøjskolerne, har givet os verdens dårligste rammer for verdens bedste job, sammen med den modulisering, som kom med reformen i 2013”, siger Torben Bjerre.

Skår i læreridentiteten

Drømmen om at vende tilbage til seminarierne eller til institutioner alene med pædagogiske uddannelser får næring, når underviserne bliver syltet for meget ind i organisationsdiskussionerne på professionshøjskolerne. Det mener Anders Henning Simonsen, der er lektor på UC Syd.

“Det kan til tider føles, som om vi bare er et tandhjul i et stort system, og at bestyrelsen skal tage vare på for mange forskellige uddannelser. I de situationer ryger den dagsorden os af hænde, som handler om læreruddannelsens formål, om dannelse og om, hvordan vi får den fordybelse tilbage, som vi skal bruge for at kunne blive bedre”, siger Anders Henning Simonsen.

På læreruddannelsen i Haderslev uddanner en tredjedel færre undervisere det samme antal studerende som for 10 år siden, påpeger han.

“Der går skår i læreridentiteten, fordi vi har så travlt, at vi ikke får chancen for at tænke selv”, mener Anders Henning Simonsen.

Især kolleger, der har prøvet at arbejde på et seminarium eller et CVU, finder i en presset hverdag den tanke tiltrækkende, at læreruddannelsen skal være mindre og måske kan have gavn af at blive selvstændig igen, vurderer han.

“Men mange af os husker også, at det var svært at opretholde en stærk faglighed, og også dengang kæmpede vi for at tiltrække studerende”, påpeger Anders Henning Simonsen.

Opgør med central styring på vej?

Læreruddannelsesreformen, som efter planen skal gennemføres i 2022, sker uagtet placeringen af uddannelsespladser – i og uden for de store byer. Ifølge uddannelsesforsker på SDU Dion Rüsselbæk er der forsigtige tegn på, at reformen bliver et opgør med den “centralt styrede decentralisering”.

“Coronanedlukningen har forhåbentlig demonstreret for alle, at underviserne er stærke fagprofessionelle, der kører fint uden for meget indblanding. Og man kan mene mange ting om den private læreruddannelse, men vedtagelsen har i hvert fald tvunget professionshøjskolerne til at genlæse læreruddannelsens formålsparagraf og blive lidt skarpere i mælet, når de går i clinch med de politiske interessenter”, siger Dion Rüsselbæk.

Han håber, at den faglige ledelse får et comeback på læreruddannelsen.

“Hvis kvaliteten skal have et ægte løft, skal der lyttes til både studerende og undervisere. På de store professionshøjskoler taler rektorer og direktioner magtens sprog, og det skaber tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan stå for den omstilling, som er helt nødvendig for lærergerningen”, siger Dion Rüsselbæk.