88 ph.d.er fortæller: Vi kæmper med ensomhed, stress og mindreværd

“Det er virkelig hård læsning, men det er dejligt, at så mange har villet dele deres historie med os”.

Sådan siger Marianne Høi Liisberg, der er ph.d.-stipendiat på AU, om den undersøgelse, hun har foretaget sammen med Thilde Juul-Wiese og Elizabeth Bruns, der er på barsel, om ph.d.ernes oplevelser på fakultetet Arts under coronapandemien.

Det fortæller de i Forskerforum i en artikel, der er gengivet her.

De har i marts og april i år indsamlet 88 beretninger blandt de cirka 320 ph.d.-studerende på fakultetet i samarbejde med ph.d.-skolen og ph.d.-udvalget på Arts.

Thilde Juul-Wiese fortæller, at det har været vigtigt for dem med et frit format, hvor folk kunne skrive, så meget de orkede. De mange lange tekster, som de har modtaget, viser, at der har været et uopfyldt behov for at få mulighed for at sætte ord på, hvordan det har været at være tidsbegrænset ansat under nedlukningen.

Fælles for mange er, at de er ramt af ensomhed, stress, depression, angst og følelsen af utilstrækkelighed. Mange frygter også for konsekvenserne for deres akademiske karriere, fordi de har måttet lave et amputeret ph.d.-projekt, da de eksempelvis ikke har kunnet indsamle data.

“Det er et grundvilkår, at et ph.d.-projekt er en ensom proces, men når din arbejdsplads er lukket, og du sidder alene i din sofa på Amager, kan du altså godt føle dig meget ensom. Uden kolleger at spejle sig i vokser de negative tanker sig hurtigt enormt store, og det hele kommer til at virke meget uoverskueligt”, siger Thilde Juul-Wiese og fortsætter:

“De fastansatte VIP’er vil kunne genkende sig selv i mange af vidnesbyrdene, men det er en særlig stressende situation at være i en tidsbegrænset ansættelse under corona, fordi det er vores fremtidige karriere, der er på spil”.

Hun tilføjer, at hun selv kendte sin vejleder fra tidligere og har kunnet snakke med hende om, hvordan hun havde det mentalt, men mange skriver i deres vidnesbyrd, at de ikke nåede at møde deres vejleder ansigt til ansigt inden nedlukningen og kun har haft sporadisk kontakt virtuelt. Mange udtrykker forståelse for, at vejlederne også selv har været presset til bristepunktet, da de stod og skulle omlægge til virtuel undervisning med kort varsel.

Meldingen i besvarelserne er, at det har været forskelligt for hvert enkelt ph.d.-program, om der har været sociale tiltag som morgenmøder og fredagsbar online.

Kollegerne har manglet

Marianne Høi Liisberg tilføjer, at det ofte er den kollegiale sparring, som folk har manglet. Bare det at kunne tage ind på kontoret og snakke med andre om deres projekt og de udfordringer, de står med, eller lige kunne pitche en ide for en kollega.

“Det er ikke fedt at have hjemmearbejde, hvis du bor småt og har problemer med kæresten. Folk har været ret frustrerede, og de, der har haft børn hjemme over vinteren, har haft det virkelig hårdt”, siger Marianne Høi Liisberg og tilføjer, at den vigtigste lære af krisen for hende i virkeligheden er, at det er umuligt at adskille arbejdslivet fra privatlivet.

Meget få skriver, at det har været positivt at arbejde hjemme. Det er ikke rart med ro for alle, og det har været et stort ønske at kunne møde ind på arbejde, så vi er glade for, at ph.d.erne blev prioriteret i forbindelse med genåbningen”, siger Marianne Høi Liisberg og fortsætter:

“Mange har siddet med tanker om, hvorvidt de gør det godt nok, og om de er gode nok. Den slags tanker kan vokse sig kæmpestore, når du ikke har dit normale netværk. Du har selv skullet være opsøgende, da der ikke har været den normale indkøring af nye ansatte på grund af pandemien, men mange har ikke haft overskud til at være proaktive, og så er de endt i et hul”.

Hun understreger, at det ikke kun er de enlige ph.d.er, der har haft problemer, men deres kolleger med kæreste, ægtefælle og specielt dem med børn fortæller om andre udfordringer end ensomhed.

Forlængelser fylder mentalt

Thilde Juul-Wiese fortæller, at det også går igen i mange vidnesbyrd, at usikkerheden omkring muligheden for at få forlænget sin kontrakt som følge af coronaforsinkelser fylder meget hos mange.

De har været i tvivl om, hvorvidt de kunne søge, fordi situationen har ændret sig konstant, samtidig med at kriterierne for at opnå dispensation har været uklare. Det har afholdt dem fra overhovedet at prøve at få en forlængelse. Folk har også oplevet det som ubehageligt at have en følelse af at skulle konkurrere med deres kolleger om en forlængelse, fordi de vidste, at der ikke var afsat penge nok til, at alle kunne blive tilgodeset.

“Mange skriver, at det er en bureaukratisk proces at søge, og derfor har de ikke kunnet overskue det. Hvis du søger om fire ugers forlængelse, og det tager to uger at skrive ansøgningen, så gambler du med din arbejdstid, og det er netop tid, som vi ikke har”, siger Thilde Juul-Wiese.

Marianne Høi Liisberg, der er medlem af ph.d.-udvalget, supplerer, at de løbende diskuterer situationen i udvalget og får status på antallet af ansøgninger.

Frygter, at karrieren er røget

Ifølge Thilde Juul-Wiese er mange også bekymrede for kvaliteten af deres afhandling, fordi den har stor betydning for muligheden for at få en postdocstilling efterfølgende og dermed få gang i deres akademiske karriere.

Mange har ikke kunnet indsamle data og har været tvunget til at ændre deres projekt, og de har heller ikke kunnet leve op til reglen om miljøskifte i ph.d.-bekendtgørelsens § 7, stk. 3, hvor det kræves, at den ph.d.-studerende skal deltage i aktive forskermiljøer primært på udenlandske forskningsinstitutioner for at opbygge et internationalt netværk. Andre uddannelseselementer som ph.d.-kurser, institutarbejde og undervisning af de studerende er også blevet forringet, fordi det enten er foregået online eller ikke har kunnet gennemføres.

“Vi ved, hvor vigtigt det er for vores fremtidige karriere, så mange frygter ikke at blive færdige til tiden, og at produktet ender med at blive dårligt. Vi er bange for at komme ud og blive anset for ikke at være på det faglige niveau, som vi burde være”, siger Thilde Juul-Wiese.

De 88 vidnesbyrd er overdraget uredigeret, men anonymiseret til ph.d.-skolen på Arts, som Marianne Høi Liisberg og Thilde Juul-Wiese roser for at have taget ph.d.ernes vidnesbyrd meget alvorligt