Vil du læse mere om kulturlivet?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om kulturlivet
Akademikerbladet
Moesgaard Museum. Dårligt vejr og halv pris på billetter fik gæsterne til at strømme til museer mange steder i landet i sommer. Ikke mindst danskere, der ikke kunne rejse ud af landet. © Bo Amstrup
Museerne mistede sidste år 37 pct. af sine gæster, viser undersøgelse. Men det er faktisk langt færre end frygtet.
2020 var takket være corona-epidemi og nedlukning et hårdt år for de danske museer.
Men en ny undersøgelse Organisationen af Danske Museer, ODM, viser, at museerne samlet set kom bedre ud af krisen end forventet.
Museerne havde i 2020 5,6 mio. gæster mod 8,9 mio. i 2019. Det er en tilbagegang i publikum på 37 procent.
68 ud af 137 museer i ODM har deltaget i undersøgelsen.
”Som helhed er museumssektoren faktisk kommet igennem 2020 med skindet på næsen. Vi ved fra en anden undersøgelse, at cirka hvert syvende museum virkelig er udfordret. Men der er ingen tvivl om, at vi blev reddet af sommerpakken og lønkompensation”, siger Flemming Just, der er formand for ODM og direktør på Sydvestjyske Museer.
Sommerpakken gav 50 procent rabat på entrébilletter, hvilket især provinsmuseerne nød godt af.
”Der var færre norske, svenske og tyske gæster end normalt, men det blev vejet op af mange danskere, for eksempel på vestkysten og Bornholm”, siger han
Faktisk blev museer som Koldinghus, Kattegatcentret i Grenå og Tirpitz i Blåvand bestormet af gæster, og flere steder var der besøgsrekorder. 85 procent af museerne havde flere sommergæster i 2020 end året før.
I hovedstaden var det lige omvendt, ikke mindst på grund af regeringens krav om, at turister skulle have seks overnatninger i landet for at kunne krydse grænsen.
”De københavnske museer som Glyptoteket og Kongernes Samling er destination for internationale turister, og de holdt sig væk. Samme problem havde Den Gamle By og Odense Bys Museer. Der var en voldsom tilbagegang”, siger Flemming Just.
Men mange andre steder var sommerpakken altså en gevinst, og derfor ønsker Flemming Just et lignende tiltag, når samfundet igen lukker op.
Han ærgrer sig samtidig over, at regeringen spiller ud med korte tidshorisonter, når det gælder nedlukningens længde.
”Problemet er jo, at vi arbejder med en 14-dages nedlukning. Men når statsministeren siger, det vil vare vinteren over, tror jeg, at det er februar og marts, og at vi tidligst kan åbne den 1. april. Men lige nu kan vi jo ikke planlægge og sætte noget i gang”, siger Flemming Just.
En undersøgelse foretaget af Akademikerbladet har vist, at museerne kun i få tilfælde har været nødt til at afskedige medarbejdere. Men Flemming Just peger på, at undersøgelsen ikke tegner det fulde billede.
”Vi har jo sat et hegn rundt om museumsinspektørerne, fordi de er helt afgørende for vores arbejde som vidensinstitutioner. Men dem vi normalt ansætter som projekt- og løstansatte, dem er det gået ud over”.