Studerende tager til Hawaii, nu da Australien er lukket
Arkivfoto. En gruppe danske studerende tager til Hawaii dette forår, fordi de ikke kan komme på udlandsophold i Australien, som de ellers havde håbet. © Foto: Drew Farwell/Unsplash
På trods af covid-19 rejser danske studerende stadig til udlandet for at studere. Men deres prioriteter har ændret sig, fortæller organisationen EDU, der hjælper studerende med at arrangere udlandsophold.
Normalt plejer de danske lufthavne lige nu at være fyldte med grådkvalte forældre og spændte unge på vej på deres livs eventyr i New York, Milano eller Oslo.
Tusindvis af danske unge vil gerne bruge et semester i udlandet som en del af deres universitetsuddannelse. Men i år er tingene selvfølgelig anderledes, fortæller Michael Jerking, der er ansvarlig for marketing og partnerskaber i virksomheden EDU, der i 20 år har hjulpet studerende med at finde studieophold i udlandet.
”Der har været forskellige tendenser, siden Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts. Nogle studerende sagde meget tidligt, at de ikke ville afsted i efteråret. Andre var allerede begyndt med ansøgningsprocessen, men stoppede så. Og nogle sagde, at de ikke var i risikogruppen, og at den udenlandske destination måske havde klaret sig endnu bedre end Danmark. og de derfor gerne ville rejse", siger Michael Jerking.
Den samme situation står EDU nu over for igen, da corona-mutationer og stigende smittetal tvinger lande verden over til at lukke ned.
”Med de fortsatte lukkede grænser og/eller skrappe restriktioner mange steder i verden, er der desværre meget få studerende, der er kommer afsted her i forårssemestret. Vi er på under 10 procent af normalen, ligesom vi var i efteråret sidste år", siger han.
New York er jo for eksempel ikke lige så spændende, når den er nedlukketMichael Jerking
Studerer fra en lejlighed på den anden side af jorden
Flere universiteter har valgt, at al undervisning foregår online ,og mange af de normale aktiviteter på campus er lukket ned. Det betyder, at nogle af de studerende rejser til deres værtsland for at finde en lejlighed og blive undervist fra den, siger Michael Jerking.
”Der er nogle universiteter, som har lukket deres kollegier, så de fleste danske studerende vælger at finde noget privat at bo i. Det kan være en lejlighed, hvor de kan bo sammen med nogle andre studerende. Mange steder er undervisningen også online”.
Når undervisningen alligevel foregår bag en skærm, og gaderne er tomme, er det andre ting end normalt, som trækker ved destinationerne.
”Vi havde en gruppe studerende på Hawaii i efteråret, og der kommer endnu et hold her til foråret. Hawaii har været en efterspurgt destination, da de har klaret sig godt gennem pandemien, og naturen er fantastisk, selvom bylivet er lukket ned. New York er jo for eksempel ikke så spændende, når den er nedlukket”.
Halv pris på Hawaii
Hawaii Pacific University i hovedstaden Honolulu på Hawaii valgte i efteråret at halvere prisen på deres studieafgift for at lokke flere studerende til, selvom de stadig har undervisning ansigt-til-ansigt.
”Der er flere universiteter, som har sænket prisen på onlineundervisning i forhold til, hvad den normalt er. Men driftsudgifterne er der stadig, så det er ikke store rabatter. For en dansk studerende, som har undervisning på et højt niveau herhjemme, så er det at tage ud for at studere online ikke helt så attraktivt. Så skal destinationen være noget særligt”, siger Michael Jerking.
De fleste universiteter først forventer betaling af studieafgift lige inden studiestart. Studerende skal altså ikke være bange for, at de ikke kan få deres penge tilbage, hvis de beslutter sig for ikke at rejse, siger han.
Men bør man overhovedet rejse ud, når en pandemi hærger?
"Man skal tænke på, at dem som rejser nu, jo først kommer hjem til sommer. Der er vaccineprogrammet forhåbentlig ved at være i mål, og Danmark står i en helt anden situation end nu. De studerende skal selvfølgelig også overholde de forskellige værtslandes restriktioner og være forsigtige", siger Michael Jerking.
Udlandsophold vs. udvekslingsophold
Udlandsophold: Er selvarrangeret og kræver betaling, men der er til gengæld ikke begrænset med pladser for danske studerende, da man kun skal leve op til værtsuniversitetets krav.
Ved et udlandsophold kan du mange steder søge optagelse helt ind til afrejse.
Det er muligt at tage dine taxameterpenge med til udlandet for at betale for undervisningen. Det kræver, at din uddannelse godkender merit for opholdet. Det er derfor en god idé at tale med studienævnet om, hvilke kurser du skal tage for at få merit.
Udveksling: De danske universiteter har en række aftaler med universiteter over hele verden. Et vist antal pladser er tilgængelige for danske studerende, som de udveksler med studerende fra værtslandet.
Der er typisk en meget tidlig ansøgningsfrist, og det kan kræve et højt snit, da pladserne er eftertragtede. Det er forskelligt, hvor mange pladser og samarbejdspartnere de forskellige studier har. Tjek derfor dit universitets aftaler.
Stadig lukkede lande
Hvis du drømmer om at komme langt væk fra Danmark på et udlandsophold i løbet af 2021, skal du være opmærksom på, at ikke alle lande er åbne i øjeblikket.
”Australien og New Zealand har stadig lukkede grænser, og det er normalt populære destinationer. Derfor har vi være i dialog med de studerende, som gerne ville dertil, og sagt, at de i februar vil få besked om, hvorvidt det bliver muligt at komme afsted i efteråret”.
Også England er typisk en populær destination. Også dette semester har der været flere ansøgere, men da landet gik i hård nedlukning på grund af en ny virusmutation i december, besluttede en del studerende alligevel ikke at tage af sted.
Men du skal ikke give op, hvis du går og drømmer om at komme afsted denne sommer eller efterår, siger Michael Jerking.
”Vi starter ansøgningsprocessen op som normalt og orienterer os om situationen både herhjemme og ude i verden. Hvis det land, man gerne vil til, beslutter sig for at lukke grænserne, så taler vi med de studerende om, hvad der er af andre muligheder”.