Distanceledelse: Her er chefernes gode råd
Hvordan lykkes chefen bedst på distancen? Det kan du blive klogere på i Anne-Mette Wehmüllers håndbog"Fra skærm til skærm".
Der er mange faldgruber, når chefer skal lede på distancen. En ny håndbog samler anbefalinger fra seks DM-ledere, der har ledet fra skærm til skærm under corona. Få linket her
For mange ledere er det stadig en forholdsvis ny disciplin at lede medarbejdere fra skærm til skærm. Og så er gode råd efterspurgte.
Derfor har sekretariatschef i Dansk Kunstråd, Anne-Mette Wehmüller, samlet en række anbefalinger i håndbogen ”Fra skærm til skærm”, der kan downloades gratis som pdf.
”Selv efter et år med hjemsendte medarbejdere på stribe styrer lederne toget samtidig med, at de lægger skinner. Derfor har jeg samlet de vigtigste anbefalinger fra en række chefkolleger i DM til, hvordan de lykkes bedst på distancen”, forklarer Anne-Mette Wehmüller, der sidder i bestyrelsen i DM's ledersektion.
Hun har selv stor erfaring med distanceledelse som leder af en paraplyorganisation, der koordinerer strategi og opgaver på vegne af 25 forskellige NGO'er i kunstverdenen.
Distanceledelse kræver større nærvær
Selv om bogen bygger på interviews med seks ledere fra så vidt forskellige brancher som kultur- og universitetsverdenen og energi- og sundhedssektoren, så går ledernes udfordringer igen overalt, siger forfatteren.
”Hjemsendte medarbejdere står i vidt forskellige livssituationer, og det kræver mere én til én-ledelse at sikre både trivslen og motivationen hos den enkelte”, forklarer Anne-Mette Wehmüller.
Ledelse på distancen er mange ting, påpeger hun.
”Men det gælder for alle chefer, at de skal være opmærksomme på, at kommunikation er noget andet i det virtuelle rum, at frekvensen af kommunikation skal øges, og at lederen skal finde en balance, så forsøget på at motivere ikke kammer over i micro-management”, siger Anne-Mette Wehmüller.
Møder over Zoom stiller større krav til chefen
Management, der involverer afrapporteringer og deadlines, er noget nemmere at håndtere online end fx processtyring og udviklingsopgaver, forklarer Dansk Kunstråds sekretariatschef.
"Distanceledelse skal være langt mere håndholdt. Virtuelle processer skal styres og kræver en højere grad af koordination. Du kan ikke som chef tage for givet, at tingene kører, bare fordi der er indkaldt til et møde på zoom”, siger Anne-Mette Wehmüller.
På de fleste arbejdspladser vil medarbejderne gerne ses, også i mindre grupper, hvis det passer til opgaverne.
”Især nu, hvor vi er langt henne, er det vigtigt at overveje, hvordan man anvender teknologi, og hvornår det eventuelt kan undgås", siger håndbogsforfatteren.
Zoom-udmattelsen er total hos mange hjemsendte, mener hun.
"Og onlinemøderne er et godt eksempel på, at noget, der måske fungerede godt under første nedlukning, skal justeres hen ad vejen”, siger Anne-Mette Wehmüller.
Håndbogen ”Fra skærm til skærm” er på 45 sider. Den kan downloades gratis her (pdf).