Oliver efter 'Øen': Jeg skulle have brugt min faglighed

I torsdags løb sidste afsnit af DR-programmet 'Øen' over skærmen. I en måned skulle 14 danskere leve på en øde ø med hinanden uden hjælpemidler. Vi har talt med en af deltagerne, den 29-årige Oliver Nani.

På redaktionen studsede vi over, at du blev kaldt 'kunstner og akademiker' i din titel til programmet. Hvorfor egentlig det?

Det er et udtryk for utrolig dårlig kommunikation. Men det var et spørgsmål om, at der ikke var plads til mere på skærmen. En på Facebook skrev at ’kunstner og akademiker’, lyder som en der har fuld plade i dagpenge-bingo. Det passer altså bare ikke på mig, men jeg medgiver, at det er for fluffy og generelt.

Da jeg skulle fortælle DR, hvad jeg lavede, var jeg kandidatstuderende på pædagogisk psykologi. Udover det er jeg pædagogisk konsulent, og jeg holder foredrag om Uganda og snart 'Øen'. Jeg har også et band med min datter, og så laver jeg en scenekunst.

Hvad ville du hellere have haft som titel?

Jeg ville gerne have gjort det mere konkret. Jeg ville nok gerne have kaldt det pædagogisk konsulent. Det havde også været fint med kandidatstuderende. Og så musiker eller måske kunstner. Det er virkelig the story of my life at skulle prøve at begrænse mig.

Kunne du bruge din akademiske baggrund på øen?

Det er enormt svært at sige. Hvornår slutter mennesket, og hvornår starter akademikeren?

En ting, jeg har tænkt meget over efterfølgende, er, at vi derude mistede alle vores identitetsmarkører. Tøj. Bøger. For mig musikinstrumenter. Relationer. Alt det, der er med til at fortælle og skabe, hvem man er. Når man pludselig står uden noget af det, så stiller man sig selv spørgsmålet, ”Hvem er jeg?”.

Jeg kunne godt have hvilet mere i nogle af mine betragtninger på øen, fordi jeg jo kan fundere det i min faglighed og understøtte det af teori. 

Jeg ville gerne i højere grad havde givet plads til den del af mig. Men det er svært at holde fast i sig selv, når man står i en så fremmed situation og mangler sine identitetsmarkører.

Det ville nok have givet mig en større følelse af ballast, robusthed og mere balance, hvis jeg i højere grad havde været bevidst om min faglighed på øen. Hvis jeg for eksempel havde taget min pædagogisk-psykologiske hat på og tænkt nogle flere perspektiver ind i situationerne. Men det gjorde jeg ikke så meget derude. Der var jeg mest bare Oliver.

Hvorfor meldte du dig til programmet?

Det er et godt spørgsmål. Jeg meldte mig, fordi jeg godt kan lide naturen, nye udfordringer og oplevelser, der sætter livet i perspektiv. Når man er ude for noget så vildt, som øen er, så lyser det tilbage på ens normale liv.

Og så var det at være med i 'Øen' en enestående mulighed for at opleve den helt store natur- og eventyrpakke, hvor andre har planlagt det hele. Vi havde et sikkerhedsteam, som sørgede for os. Det ville man jo ikke kunne gøre selv. På den måde var det et kontrolleret kaos.

Hvad tog du med hjem fra 'Øen'?

To kokosskåle, som min datter og jeg hver morgen bruger til vores havregryn.

Jeg skrev en sang på øen, som jeg indspillede forleden dag. Det var en god måde at binde en sløjfe på hele eventyret. Turen har vækket den mest utrolige fornemmelse af taknemmelighed, som jeg håber at kunne beholde. Men jeg ved godt, at den kun er til låns herhjemme. Den bor på øen.

Mere filosofisk, så rejste jeg også ud for at lære mig selv at kende. Man møder jo sig selv i mødet med verden og nye udfordringer. Udfordringerne kan være unikke i situationen, men de er overførbare til hverdagen, når man kommer hjem. Jeg lærte, hvilke roller i en gruppe der er naturlige for mig. Hvad sker der når jeg bliver presset? Og hvorfor er jeg sådan i en gruppe? I forhold til den slags er historierne og oplevelserne fra 'Øen' uudtømmelige udviklingsgaver.