Spring menu over
Dansk Magisterforening

Museum om sommerferie: Endelig kom gæsterne

Den Gamle By sommerferie gæster

Gæsterne mødte talstærkt op i juli hos både Museum Jorn og Den Gamle By. Foto: Den Gamle By. © Foto: Den Gamle By

Del artikel:

Den Gamle By og Museum Jorn frygtede svigtende besøgstal før skolernes sommerferie. Nu melder de tilbage, at det er gået bedre end forventet.

Besøgstallet endte godt, men startede skidt i juli på Museum Jorn i Silkeborg.

”Sommeren har fungeret som en rutsjebane, fra den ene yderlighed til den anden”, siger museumsdirektør Jacob Thage om besøgstallene i skolernes sommerferie.

I juni var han nervøs for sommerens besøgstal, da gæsterne siden genåbningen 21. april var udeblevet fra museets nye store udstilling 'Miró og Jorn'. 

”Der var ikke tegn i sol og måne på, at det ville ændre sig. Men en uge inde i juli begyndte folk at komme tilbage”, forklarer Jacob Thage.

I juli havde Museum Jorn 9500 besøgende. Hvilket er højt sammenlignet med i 2019, hvor 6500 gæster kom forbi.

"Det er et rigtig pænt tal for os", forklarer museumsdirektøren.

Der var ikke tegn i sol og måne på, at det ville ændre sig. Men en uge inde i juli begyndte folk at komme tilbage

Jacob Thage, museumsdirektør for Museum Jorn i Silkeborg

Også hos Den Gamle By i Aarhus kom gæsterne tilbage efter første uge af juli. Her steg besøgstallet i takt med at flere blev vaccineret, fortæller museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.

”Det korte af det lange er, at skolesommerferien var ringere, end vi havde håbet på, og ringere, end vi havde budgetteret med, men ikke helt så ringe, som vi i mørke stunder havde frygtet”.

Da DM Akademikerbladet talte med Thomas Bloch Ravn i juni, udtrykte han bekymring for den usikre sommer, museet gik i møde.                              

”Besøgstallet skulle gerne blive markant højere for, at det hele kan hænge sammen. Lige nu er der ikke noget, der boomer. Men det er vigtigt for os, at vi opretholder vores høje standarder, og derfor prioriterer vi, som vi gør”, sagde han dengang.

Dog kom besøgstallet op på 80-90 procent af normale før covid-19, alligevel er Den Gamle By fortsat presset økonomisk, forklarer Thomas Bloch Ravn. I starten af sommerferien var besøgstallet nede på halvdelen af, hvad det plejer for samme periode.

Nye kulturvaner?

Siden maj 2021 har Kulturbarometeret målt på danskernes kulturforbrug, efter kulturlivet er åbnet op igen . I starten af august blev den fjerde måling offentliggjort. Den viser, at danskernes lyst til at bruge kulturtilbud er faldet siden sidste måling i juni. Også selvom flere af danskerne er blevet vaccinerede i mellemtiden.

Hos Museum Jorn er de forsat nervøse for, om folk vil blive ved med at bruge kulturinstitutionerne efter sommeren og genåbning af kulturlivet efter covid-19.

”Rigtig mange har vænnet sig til at bruge den nære kultur. Taget kunsten med hjem. Danskerne er blevet lidt som eremitkrebs. Det bliver en udfordring at få dem ud af huset”, siger han og tror, at museet kommer til at have udfordringer med det på længere sigt. 

Det er dog ikke en udvikling, Thomas Bloch Ravn kan genkende.

”Noget af det positive er, at danskerne stadig har en stor lyst til at besøge Den Gamle By. Det er min klare opfattelse”, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.

Han er dog nervøs for besøgstallene i august og september. Her plejer det at være de udenlandske turister, der er flest af hos Den Gamle By.

”Vi mangler gruppeturene. Krydstogterne. Busturene. Dem er jeg bange for, at vi kommer til at mangle i år”, siger Thomas Bloch Ravn.