Spring menu over
Dansk Magisterforening

DM og de grønne studerende: Det er uforskammet at sende klimaregningen til nyuddannede

foto: Eurokinissi/Ritzau Scanpix

De unge kommer til at betale for klimakrisen, uanset hvad, fordi vi i forvejen skubber en stor klimaregning foran os", siger DM's formand Camilla Gregersen. Billedet her er fra Grækenland, der pt kæmper med hundredevis af brande som følge af tørke. © Foto: Eurokinissi/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Det er fuldstændigt uholdbart, at Venstre vil finansiere den grønne omstilling med dagpengebesparelser. Det mener både DM og Den Grønne Studenterbevægelse.

”Det er fint, når Venstre nu vil finde penge til den grønne omstilling. Men det er mest af alt bare en symbolsk juleleg at finde finansiering til den grønne omstilling på dagpengebesparelser, hvis man ikke samtidig sender en regning til landbruget og andre store forurenere”.

Sådan siger talsperson i Den Grønne Studenterbevægelse Christian Fromberg.

Reaktionen kommer, efter Venstre i Berlingske har foreslået, at en besparelse på dagpengene til de nyuddannede skal betale for den grønne omstilling.

Principielt har Christian Fromberg ingen problemer med, at også unge veluddannede bliver bedt om ofre nogle privilegier.

”Men det er en skinmanøvre, når Venstre lancerer sit forslag, som om de 1,7 milliarder i dagpengebesparelse for alvor batter noget i den helt fundamentale omlægning, vi står over for”, siger Christian Fromberg.

Det er jo heller ikke de unge nyuddannede med lave indkomster, der har udledt mest CO2

Camilla Gregersen, formand i DM

Fuldstændigt uholdbart at forringe lediges vilkår

DM's formand, Camilla Gregersen, kalder det for ’nærmest uforskammet’, at Venstre vil sende regningen for den grønne omstilling videre til de unge nyuddannede.

”Vi skubber i forvejen en stor klimaregning foran os på grund af de historisk høje CO2-udledninger, og derfor kommer de unge til at betale, uanset hvad. Det er jo heller ikke de unge nyuddannede med lave indkomster, der har udledt mest CO2, så forslaget er også dybt uretfærdigt”, siger Camilla Gregersen.

I det hele taget mener DM’s formand, at ideen om at svække dagpengesystemet og forringe vilkårene for dimittenderne er fuldstændig uholdbar.

”Hvis man forringer satserne, risikerer man at svække tilstrømningen til systemet, og det vil ramme alle på det fleksible danske arbejdsmarked”, siger Camilla Gregersen.

Hun kan heller ikke genkende de argumenter, som både Venstre og Cepos har fremført om, at de høje dimittendsatser afholder ledige akademikere fra at søge lavtlønnede job.

”De ledige nyuddannede, vi møder i DM, knokler for at komme i arbejde, og de er ikke kræsne”.

Mange studerende har desuden haft studiejob og oplever derfor heller ikke en stor indkomstfremgang, når de går fra SU til dagpenge, forklarer hun.

”Dertil kommer, at deres boligforhold og lignende bliver dyrere, når de ikke kan bo i kollegier og studieboliger længere. De unge har i forvejen et stærkt drive og incitament til at komme i arbejde”, siger Camilla Gregersen.

Klimaskatter og afgifter til de største forurenere

Foruden at være en af godt 200 aktivister i Den Grønne Studenterbevægelses 12-14 lokalafdelinger, læser Christian Fromberg til daglig på KU’s tværfaglige studie i klimaforandringer.

Venstres forslag vil være uden reel effekt, siger han.

”En fundamental omlægning vil ifølge Klimarådet koste omkring 16 milliarder om året. Det kræver, at vi indfører klimaskatter og afgifter, så de store forurenere kommer til at betale mest”, siger talspersonen i Den Grønne Studenterbevægelse.

Han opfordrer Venstre til at droppe de symbolske spareforslag og gå efter fundamentale løsninger i stedet.

”Det er for mig ret mærkeligt, at Venstre overhovedet kigger på dagpengeområdet i den her sammenhæng”, siger Christian Fromberg.