Socialdemokratisk redaktør: Truslen mod fri forskning er virkelig

Snaps kan fremmane djævlen i selv den mest fredelige skabning, og derfor skal man ikke lægge noget i, at Niels Jespersen, redaktør på netavisen Pio, har truet med at sætte ild til Roskilde Universitet i podcasten Udestuen.

Det siger han selv efterfølgende i et interview med DM Akademikerbladet.

”Jeg kommer til at brænde RUC ned til grunden og salte jorden, før jeg kommer til at acceptere den tilstand, vi har nu”, lød det ellers fra Jespersen i udsendelsen, hvor snapsedrikkende gæster udfordrede hinanden på, hvad man skal stille op med identitetspolitikkens angivelige indtog i dansk forskning. 

Niels Jespersen er særligt optaget af integrationsforskning. For godt nok er Pios redaktør tilhænger af forskningsfrihed og ”lever fint med, at store dele af forskningen er noget skrammel og total ubrugeligt”, forklarer han i udsendelsen. Men tilstanden, han altså ikke vil acceptere, kan ridses op sådan her:

I Danmark ved vi ikke særlig meget om, hvordan integration virker, og det bærer universiteterne og skattefinansierede forskere et meget stort ansvar for. De er mere optagede af at undersøge, hvordan majoritetssamfundet udøver strukturel racisme imod minoriteter, end at løse den største trussel mod velfærdsstatens eksistens, som den lavere beskæftigelsesfrekvens og høje kriminalitetsfrekvens blandt indvandrere og efterkommere udgør.

”Jeg er parat til at gå fuldstændig bananas, hvis der ikke bliver rettet op, og derfor tror jeg, det er vigtigt at tale truslen op, sådan at universiteterne selv retter ind”, siger han også i podcasten.

Hvad mener den socialdemokratiske redaktør egentlig med sin trussel?

Niels Jespersens påstand om, at integrationsforskningen er ubrugelig og ikke kommer med svar på konkrete problemer, er blevet korrigeret af flere fageksperter.

"Der er omfattende forskning og viden, der viser, hvad vi kan gøre for f.eks. at få flere flygtninge i job", har stifteren af Danmarks Videnscenter for Integration, Rasmus Brygger, for eksempel skrevet.

DM Akademikerbladet har givet Niels Jespersen mulighed for at forklare, hvad han egentlig mener. Hvad er det for en trussel, og hvad skal der ske?

Niels Jespersen er redaktør for netavisen Pio med erklærede socialdemokratiske værdier. Og når synspunkterne luftes nogenlunde samtidig med, at partiets forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen taler om en ”ensporet teoretisk tilgang inden for visse forskningsfelter”, og hun også har indskærpet på et møde med universiteterne, at ”politisering og aktivisme ikke må snige sig ind i forskningen”, så spidser man ører.

”Selvfølgelig er det en kæmpe overdrivelse. Jeg vil ikke brænde noget ned. Det var en reference til Cato den Ældre i en samtale med en RUC'er”, forsikrer Niels Jespersen i ædru tilstand. Og det er heller ikke "store dele" af forskningen.

”Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er alle, der forsker i integration, islam og migration, jeg taler om. Heller ikke de fleste og måske heller ikke mange. Men nok til, at det gør en forskel i miljøerne”, siger Nielsen Jespersen.

Han nævner konkret to forskningsområder. Det ene er forskning i terror, hvilket han indså som analytiker i Forsvaret fra 2011 til 2017, hvor han ”havde svært ved at finde civil forskning om terrorisme” med fokus på ”hvem terrorister er, deres motivation, deres modus”. 

”Men der var rigtig mange, der forskede i, hvordan man talte om terrorister”, siger Jespersen, der efterfølgende begyndte at interessere sig for integrationspolitik. Her fik han samme indtryk:

”Der er rigtig mange, der er gode til at problematisere, men også i en grad, så der er en tendens til, at man nærmest afskaffer de begreber, der refererer til fænomenerne, såsom parallelsamfund, og det risikerer at gøre dele af forskningsverdenen til beskyttede værksteder for analyser, der er så dårlige, at de ikke kan trives ude i den frie meningsudveksling”, siger Niels Jespersen.

En hurtig søgning på ordet 'parallelsamfund' i tidsskriftsartikler indekseret af bibliotek.dk giver 25 resultater - heraf er 17 af artiklerne fra 2018-2020. En søgning på Google Scholar, der indekserer tidsskriftsartikler og videnskabelige bøger, giver 241 resultater i perioden 2015-2020. Søgningen er hverken systematisk eller dækkende - og leder kun efter det danske ord, som ikke nødvendigvis er det begreb, der bruges i forskningen - men giver dog en indikation af, at ordet bruges i dansksproget forskning.

Et iltfattigt forskningsmiljø

I løbet af den halve time, interviewet varer, nævner Niels Jespersen kun et enkelt forskningsresultat, der i hans optik falder inden for kategorien ”dårlig forskning”, nemlig den stærkt omdiskuterede RUC-rapport om social kontrol, Magt og (m)ulighed.

”Jeg kommer nemt galt afsted, når jeg går ind i metodediskussioner, for det er jeg generelt hverken erfaren eller dygtig nok til. Men selv jeg kan da se, at de spørgsmål, Magt og (m)ulighed svarer på, er nogle andre, end hvad man gør ved social kontrol, som var opgaven. Og selv hvis man accepterer den præmis, er deres metode rimelig ubrugelig, når de spørger islamister eller konservative muslimer om, hvad de synes, og i øvrigt får dem til at finde det næste sæt respondenter”, siger han.

Niels Jespersen peger på flere forskere, som han mener deler hans generelle kritik. Det gælder fx juraprofessor Thomas Gammeltoft Hansen, Tina Magaard og Yvonne Mørch, og ikke mindst Mehmet Ümit Necef, der i to bøger har kastet et kritisk blik på indvandrerforskningen.

Samtidig mener Niels Jespersen, at forskerne i de ”beskyttede værksteder” yderst sjældent er villige til at stille op til debat.

”Jeg ved godt, at jeg kan være provokerende, og det er også ok, at man ikke vil snakke med mig. Men da Magt og (m)ulighed kom, prøvede Ail Aminali i podcasten Alis Integrationsland uden held at få 12 personer til at stille sig op og forsvare den. Så det er meget svært at få en diskussion med de her folk”, siger Niels Jespersen.

Holdt sammen med den ”miskrediteringsmekanisme”, han har oplevet i private sammenhænge, når han nævner sin kritik, giver det ifølge Niels Jespersen indtryk af et iltfattigt forskningsmiljø med et ”ekstremt godt blik for majoritetssamfundets racisme, men også med blinde vinkler”.

Trænger til at udfordre sig selv

”Jeg synes fx post-kolonialismen er et godt eksempel, hvor man ser Danmark igennem US-amerikanske erindringshistoriske briller. Tag kritikken af ghettopakken. Den analyseres ud fra amerikanske erfaringer, hvor man prøvede at isolere de sorte. Men i Danmark er det det modsatte, man gør. Her prøver man faktisk at få muslimerne ud af parallelsamfundene”, siger Niels Jespersen, der dog også kalder det ”legitimt og lovligt at mene, at ghettopakken er udtryk for strukturel racisme”.

”Men måske skal man også udfordre sig selv lige så hårdt, som man udfordrer de andre. Måske skal man også kigge på sig selv og sige, at der er intentioner, som ikke er racistiske, at vi som borgere skal bo sammen, at der skal være et fællesskab mellem danskere med muslimsk baggrund og os andre. Man skal ikke propagandere for synspunktet, men man skal tage det alvorligt, og det oplever jeg ikke”, siger han.

Niels Jespersen erkender sine faglige begrænsninger, når det gælder de teoretiske og metodiske diskussioner. Det lader han forskerne om, siger han. Men Jespersen opfordrer forskerne til at komme med løsninger på samfundsproblemer fremfor blot at kritisere samfundet for strukturel racisme.

”Det er jo ikke ude på RUC eller på Politiken, man kommer til give et job til unge indvandrere, der hverken kan læse eller skrive. Det er arbejderklassen og underklassen, der skal bære omkostningerne ved den fejlslagne integration, og Socialdemokratiet har en forpligtelse over for sine vælgere, som betaler en stor del af deres løn i skat, herunder til forskning. Det vil jeg gerne forsvare overfor en hvilken som helst på mindsteløn, fordi de penge skal være med til at løse samfundsproblemer. Men det kræver så, at man løser de samfundsproblemer”.

Efterlyser lederskab – ellers må der omprioriteres

Men hvad er det konkret, man skal true universiteterne med? De har jo klart meldt ud, at de allerede har velfungerende kontrolmekanismer, der sikrer forskningens lødighed.

”Jeg kræver ikke, at alle skal være socialdemokrater, bare at man tager de samfundsproblemer, der eksisterer, alvorligt. Jeg er faktisk ikke afvisende over for begreber som hvidhed og strukturel racisme, men der skal også være en pluralisme og faglig divergens. Det findes der inden for historiefaget, som jeg selv har læst, men det er ikke mit indtryk, at den trives i samme grad i nogle af de her miljøer”.

Men hvis universitetsledelserne lytter til dig, hvad skal de da gøre? Forskerne er jo beskyttede af forskningsfriheden.

”Jeg anerkender, det er svært, men jeg vil sige, at man skal udvise lederskab. Og der vil jeg godt pege en finger på højrefløjen, der i lang tid har villet drive universiteterne som forretninger. Måske har man fået et lederlag, der kan være dygtige administratorer, men jo ikke er nogen, der sætter en faglig retning. De er mere en slags facilitatorer. Men som leder må man gå ud og sige: Vi skal have et miljø, hvor man går hårdt og kærligt til hinanden. De dårlige ideer må simpelthen omkomme”.

Niels Jespersen har leget med tanken om at åbne et center for integrationsforskning, som han spøgefuldt kalder et "positivistisk institut".

”Og nej, jeg er ikke positivist. Men kunne jo undersøge Københavns Kommunes integrationsindsats. Hvad virker, og hvad virker ikke?  Hvis du igennem 20 år har lavet et kursus om, at indvandrerkvinder på Nørrebro skal lære at køre på cykel, uden at flere af dem kører på cykel, så skal vi måske finde på noget andet”, siger han.

Retter universiteterne ikke selv ind, skal man politisk omprioritere ressourcerne, mener Niels Jespersen.

”Op mod en tredjedel af drenge med mellemøstlig baggrund i København forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter. Det er ikke acceptabelt for mig, og jeg er villig til at gøre drastiske ting for at rette op på det. Som minimum skal forskerverdenen kunne retfærdiggøre, at vi får mere ud af at forske i de her ting, end vi får ved at ansætte flere pædagoger til at lave sprogstimulering af børn med indvandrerbaggrund”.