Minister: Politikere skal pege på bedst egnede forskningsprojekter

Der lød et lettelsen suk i den danske forskningsverden, der regeringen præsenterede et finanslovsforslag, hvor det samlede forskningsbudget i 2021 lander på samme niveau som i år.

Lettelsen kan nu blive afløst af uro. For ifølge forskningsminister Ane Halsbo-Jørgensen (S) vil regeringen nu også i højere grad end tidligere tage politisk styring med de offentlige forskningsmidler.

”Sidste år lagde vi med finansloven op til mere grøn forskning. Nu lægger jeg op til, at vi går skridtet videre og også inden for den grønne ramme prioriterer, altså tager nogle valg og dermed også nogle fravalg. Vi skal i højere grad turde identificere udfordringer og koble forskningspenge på. Det handler om politisk at sætte nogle retninger”, udtaler hun i en artikel i Information.

I Information lægger ministeren ifølge kritikere op til et opgør med det armslængdeprincip, der hidtil har været definerende for politisk øremærkede forskningsmidler.

Godt nok sætter politikerne allerede i dag adresse på forskningsmidler, når de for eksempel via den såkaldte forskningsreserve udpeger, hvilke temaer og emner der skal undersøges inden for bestemte videnskabelige hovedområder.

Men Ane Halsbo-Jørgensen vil altså gå skridtet videre.

”Jeg mener, det er klogt, at blandt alle de bud på forskningsprojekter, der findes, så laver vi en vurdering af, hvad for nogle der samtidigt bidrager til at løse de vigtigste af vores samfundsudfordringer. Så det ikke bliver tilfældigt, men faktisk en politisk bevidst truffet beslutning, at i den her retning, der skal vi sætte ekstra forskningskraft bag”, siger hun.

En meget uheldig glidebane

Men dermed går Ane Halsboe-Jørgensen ind og påtager sig den rolle, som fagkundskaben hidtil har haft, advarer Camilla Gregersen, formand for DM.

”Når ministeren nu siger til Information, at hun vil gå ind og styre detaljeret, hvilke projekter der skal have midler, og at hun nærmest selv vil stå for problemformuleringerne, så lyder det som en meget uheldig glidebane mod mere politisk kontrol med forskningen”, siger Camilla Gregersen, der ellers bakker om ministerens ønske om at styrke forskningens rolle i den grønne omstilling.

”Det er legitimt, at man fra politisk hold gerne vil definere temaer for forskningen. Men forskningsfrihed handler om mere end metode. Det er også at kunne sige, at der er noget andet, der er mere relevant at inddrage og undersøge. Ellers bliver politikerne forskningsledere. Og med al respekt for politikerne, så tror jeg faktisk, at forskerne er bedre til det”, siger hun.

Også Peter Sandøe, professor ved bioetik ved Københavns Universitet og næstformand for universitetets udvalg for god videnskabelig praksis, finder ministerens nye udmelding bekymrende.

”Det giver en stor fare for, at man ender med at få dårlig forskning. Det klassiske eksempel er skovdøden, hvor man i Danmark ville have undersøgt, om træerne døde af sur regn. Det var ikke tilfældet, men de forskere, der sagde, at de nok ikke døde af sur regn, fik ikke forskningspenge, fordi man allerede politisk havde skabt en forbindelse. Så det kan være meget uheldigt at spænde forskningen på politiske forventninger”, siger han.

Politik styrer allerede forskning

Når Ane Halsbo-Jørgensen til Information forsikrer, at den øgede politiske prioritering kan realiseres men at ”forskningsfriheden står fuldstændig urørt”, er der ifølge Peter Sandøe tale om en modsigelse.

Politisk styring af forskningen er langt fra et nyt fænomen, understreger han.

”I det øjeblik man vil have lave en bestemt type forskning, så er der, afhængigt af den konkrete problemformulering, rigtig meget som vil være politisk bestemt.  Det er selvfølgelig godt at give forskerne metodefrihed, men her ligger djævelen i detaljen”, siger han og bruger et eksempel med forskere betalt af fødevareindustrien.

For når man her har undersøgt helbredseffekter af forskellige produkter, så har de rette problemformuleringer ifølge Peter Sandø bidraget til at sikre de ønskede konklusioner.

”Det klassiske eksempel er, da man bad forskere om at undersøge effekten af kalk i mejeriprodukter, og at forskerne derfor fandt positive effekter. Havde man derimod bedt forskerne om at undersøge effekten af mælkefedt, ville resultatet være blevet et andet. Så på den måde kan problemformuleringen sætte en retning, så påstanden om frihed skal afprøves i praksis, hvor man vil se, der reelt er en mulighed for at se sagen fra forskellige faglige synsvinkler”.

Uddannelses- og Forskningsministeriet bekræfter, at ministeren ønsker at tage mere styring med forskningen, herunder vurdere, hvilke forskningsprojekter, der er bedst egnede. Der er dog ikke tale om at ministeren selv vil afgøre, hvilke ansøgere der skal have støtte. Den kompetence vil fortsat ligge i forskningsrådene.