Tæt kontakt mellem dyr og mennesker skaber grobund for sygdom

Et tysk studie viser, at man kan se forandringer i knoglerne hos et menneske, som levede i Tyskland i den spæde start af bondestenalderen, det vil sige i 4000 – 1700 f.Kr. Forandringerne skyldes tuberkulose.

”Det fortæller os, at der allerede i den spæde start af bondestenalderen opstår sygdom fra dyrene”, siger Jeanette Varberg, arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet.

Hun har sammen med Poul Duedahl, historieprofessor på Aalborg Universitet, skrevet bogen ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”. Bogen fortæller historien fra de første epidemier blandt de tidligste stenalderbønder, til hele verdens befolkning blev ramt af COVID-19.

Bogen udkom 10. oktober, og de to forfattere forudsiger nærmest, at den nuværende katastrofe med minksmitte ville eller kunne opstå.

”Vi skriver meget tydeligt, at den ensretning vi har i omgangen med husdyr tilbage fra bondestenalderen, skaber grobund for såkaldte zoonoser, som er sygdomme, der smitter mellem dyr og mennesker”, siger Jeanette Varberg.

”Man kan sige, at det vi dokumenterer gennem historien er, at den tætte kontakt mellem dyr og mennesker skaber grobund for sygdom, og at landbrug er den røde tråd, som løber igennem det hele”, siger hun.

Lige mange husdyr i Nordjylland som indbyggere i Wuhan

Jeanette Varberg fortæller, at når så mange epidemier skyldes smitte fra dyr til mennesker, er vi nødt til at tænke meget over, hvordan vi er i verden, og hvor tæt på os vi holder vores nyttedyr, blandt andet mink.

Hun vil ikke kommentere den politiske beslutning om at slå alle mink ned i Danmark, men siger, at med den historiske viden, vi har, kunne mink blive et kæmpeproblem.

”Der er et reservoir for coronavirus i mink i Danmark, og det vælger man nu at slå ned for ikke at udbrede smitten endnu mere. Ud fra den historiske viden vi har, er det ganske fornuftigt for at undgå reservoir-effekten, hvor smitten kan løbe videre i mink og smitte flere og flere”, siger hun.

Men andre husdyr kan også få zoonoser. Det er fx grise og andefugle, så det er farligt at have så mange dyr tæt på os.

For at sætte det i relief, fortæller hun, at selv om Nordjylland er et tyndt befolket område, fylder høns, svin og mink lige så meget i antal som indbyggere i Wuhan, den kinesiske by, som startede corona-epidemien.

”Hvis man ser på Danmarks Statistik over antallet af husdyr fordelt på regioner, kan man se, at der bor millioner af grise, fjerkræ og mink i de tyndt befolkede egne i Danmark”, siger hun.

Den spanske syge opstod i en svinebestand i USA

Det ser heldigvis ikke ud til, at coronavirus kan smitte mellem grise, fugle og mennesker. Men de kan få andre sygdomme som influenza, der kan smitte os. Derfor trak Jeanette Varberg også vejret en ekstra gang, da der for få dage kom frem, at der var fundet en vandrefalk på Lolland, som var smittet med den alvorlige fugleinfluenza, type H5N5.

Hun fortæller, at den spanske syge i virkeligheden sandsynligvis opstod som en influenza i en svinebestand i Midtvesten i USA og blev spredt med soldater som kæmpede i skyttegrave i 1. verdenskrig. At den kom til at hedde den spanske syge skyldes, at der var pressecensur under første verdenskrig, og at den spanske presse var den første til at skrive om den.

Hvad kan vi så lære af tidligere epidemier?

”At vi ikke er sluppet af med dem, og at de er et onde, vi må leve med”, siger Jeanette Varberg og fortsætter:

”Vi kan også lære, at epidemier er en effekt af den måde, vi håndterer naturen på. Biodiversiteten er faldet kraftigt, og det er de dyr, vi kan lide at spise, som vi holder som flokdyr, og det giver gode betingelser for, at sygdom spreder sig”.

Fortiden kan hjælpe os til at forstå nutiden

Vi har holdt sygdomme stangen med læger, teknologi og vacciner, og har dermed kunnet glemme og fortrænge, at epidemier kan opstå.

Men hvordan skal vi leve, for at undgå epidemier, og kan vi overhovedet undgå dem, hvis man tager de historiske briller på?

”Nej, det tror jeg ikke. Men vi kan være bevidste om at minimere risikoen. Det er 100 år siden, vi sidst har haft en epidemi, så historisk set, var der tidligere en pr. generation, og det har vi fået bremset”, siger hun, og mener, det er vigtigt at evaluere og se mønstre.

”Og så kan vi beslutte, om vi vil holde husdyr og få vores kost på en mere bæredygtig måde”, siger Jeanette Varberg.

Hun mener også, det er en god ide at lade være med at fælde mere regnskov og sørge for at få en større biodiversitet i Danmark.

”Vi har ikke ret meget vild natur, som kan virke som et værn mod, at alt bliver for ensartet, som giver større risiko for, at der opstår sygdom. Og så skal vi ikke regne med at vi i landbruget kan slå alt ned med antibiotika. Der kan opstå resistens, og så er vi virkelig på den”, siger hun.

Historien er mængden af vores erfaringer

Jeanette Varberg mener, at når vi får en vaccine, og man først får blæst i sejrstrompeten, vil vi få travlt med at komme tilbage til vores gamle liv. Vores generation vil huske corona, men om to-tre generationer vil den være glemt. Med mindre at fagpersoner husker for os.

”Historie er vigtigt. Det er mængden af vores allesammens erfaring”, siger hun.

”Noget af det vigtige i  vores bog er, at den viser, at der er bruge for vores akademiske fagligheder, og i særdeleshed under kriser”, siger Jeanette Varberg.

”Når Poul, som er historieprofessor og jeg som arkæolog skriver denne her bog sammen, tager vi det dybe kig tilbage og kan videregive nogle vigtige erkendelser. Det er i høj grad relevant i en krisesituation”, siger hun.