Spring menu over
Dansk Magisterforening

Amazon: Overvågning, trusler og fyringer

Amazon overvågning faglig organisering

Amazons lager i bydelen Staten Island i New York, et af de steder hvor en medarbejder er blevet fyret efter at have protesteret over arbejdsforholdene under coronaepidemien © Babeto Mathews/AP/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Ansattes forsøg på faglig organisering i Amazon bliver mødt med hård modstand, viser ny Amnesty-rapport.

Ansatte på Amazons lagre og logistikafdelinger har haft særdeles travlt under corona-epidemien og topchef Jeff Bezos er blevet meget rigere. Ifølge en analyse fra Institute for Policy Studies (IPS) er Besos’ formue vokset med 70,7 mia. dollars siden midten af marts, altså rundt regnet 445 mia. kr. på godt otte måneder, mens omkring 20.000 af firmaets ansatte i USA skønnes at være blevet smittet med cornavirus.

Amazon-ejerens utrolige rigdom er dog ikke noget de ansatte har megen glæde af. Tværtimod gennemgår en ny og meget omtalt Amnesty rapport, hvordan firmaet tilsyneladende systematisk modarbejder de ansattes forsøg på at skabe bedre løn- og arbejdsvilkår.

I USA er ansatte blevet overvåget på sociale medier, mens medarbejdere i Storbritannien er blevet truet med retsforfølgelse.

De mest opsigtsvækkende eksempler i rapporten er allerede kendte:

-I september viste interne Amazon-dokumenter ifølge Vice, at virksomheden i al hemmelighed havde overvåget og analyseret chaufførers private Facebook-grupper - blandt andet for at finde ud af, om de havde planer om at strejke eller demonstrere.

-Amazon har også ifølge Vice i jobannoncer efterlyst dataanalytikere, der skulle opspore risici som ”organiseringstrusler mod virksomheden”.

-Et lækket internt dokument viste I oktober ifølge Recode, at Amazon planlægger at investere i et nyt overvågningssystem kaldet geoSPatial Operating Console mhp. at overvåge trusler fra fagforeninger.

-I april viste interne dokumenter angiveligt ifølge Business Insider, hvordan Amazon-ejede Whole Foods brugte et interaktiv ”varmekort” til at overvåge ansatte som var organiserede mhp. identificere risici for faglig organisering.

-I en række tilfælde har Amazon i Storbritannien truet repræsentanter for fagforeningen GBM med retsforfølgelse for ”ulovlig indtrængen”, når de har forsøgt at komme ind på Amazons bygninger for at rekruttere medlemmer.

-I USA er Amazon under beskyldning for have fyret flere medarbejder, der har rejst bekymringer om arbejdsforhold under epidemien. Det gælder blandt andet designerne Emily Cunningham og Maren Costa.

Amazon suspenderede sine produktivitetsmål for ansatte i marts 2020 på grund af COVID-19. Men i oktober meldte Amazon ud til sine ansatte i blandt andet USA og Storbritannien, at de blev genindført.

Ifølge Amnesty har ansatte i Storbritannien modtaget en sms, der meddelte, at ”fra 21. oktober vil vi igen måle og levere feedback på produktivitetspræstationer for at sikre, at vi er klar til at levere til vores kunder i de kommende uger”.

36 fagforeninger i den europæiske sammenslutning UNI Global har i et åbent brev til EU-kommissionen opfordret til, at EU indleder en undersøgelse af Amazons mulige overvågning af ansatte og fagforeninger.  

Amazon siger, at firmaet respekterer medarbejderes ret til at organisere sig i fagforeninger. I tech-gigantens årsrapporter for 2018 og 2019 betegnes fagforeningernes eksistens dog som en ”risikofaktor”.

Amazon har for nylig etableret et 15.000 kvadratmeter stort lager i den svenske by Eskilstuna. Det er dog ikke Amazon selv, men den tyskejede virksomhed Kuehne Nagel, der skal stå for driften af lageret. Kuehne Nagel Sverige har overenskomster med de svenske fagforeninger.