Sådan reagerer DM: Alle arrangementer og fysiske samtaler aflyses
For at undgå spredning af coronavirus har DM besluttet at aflyse eller udskyde alle arrangementer, møder, kurser eller undervisning, der kræver fysisk kontakt til medlemmerne.
Artiklen opdateres løbende.
"Vi er vant til at søge fællesskabet ved at være tæt, nu skal vi stå sammen ved at holde afstand. Nu er der brug for samfundssind", sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun onsdag aften præsenterede en række tiltag, der skal bremse spredningen af coronavirusset.
Institutioner, skoler og videregående uddannelsesinstitutioner bliver alle lukket i 14 dage - i første omgang. Og alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, skal blive hjemme, lød det fra statsministeren, som kraftigt opfordrede private virksomheder til at lade deres ansatte arbejde hjemmefra så vidt muligt.
I Dansk Magisterforening bliver der også taget skridt for at bremse spredningen mest muligt.
"Vi har i DM besluttet at aflyse eller udskyde alle arrangementer, møder, kurser eller undervisning, der kræver fysisk kontakt til medlemmerne. Det betyder, at der snarest kommer mail ud til alle, der har tilmeldt sig via arrangementssystemet, ligesom beslutningen vil blive meldt ud på hjemmesiden", skrev ledelsen i Dansk Magisterforenings sekretariat før pressemødet
Beslutningen gælder foreløbigt alle arrangementer og møder i marts måned. Tjek dm.dk/kalender for seneste status.
Desuden skal alle rådgivnings- og karrieresamtaler afholdes virtuelt, mens klubmøder og arbejdspladsmøder skal aflyses.
"Hvis en samtale kræver, at man fysisk er i samme rum, skal den aflyses eller udskydes. Den enkelte rådgiver tager snarest kontakt til de medlemmer, der er lavet aftaler med og aftaler, om det kan gennemføres virtuelt", skriver DM.
DM: I skal bare ringe
"DM opretholder sit normale serviceniveau over for medlemmerne, og det betyder, at medlemmer endelig skal ringe eller skrive med spørgsmål eller ønske om rådgivning. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke længere tilbyder fysiske møder, men at det vil være muligt at tale med rådgivere i telefonen eller via Skype. Har medlemmerne spørgsmål til corona, vil jeg opfordre til, at man i første omgang tjekker vores hjemmeside, hvor der er svar på en lang række spørgsmål, men man er selvfølgelig altid velkommen til at ringe", siger forhandlingschef Louise Kanstrup
Fysiske møder begrænses
Derudover skal fysiske møder for DM's sekretariat begrænses så meget som muligt.
"Vi opfordrer til, at man i de enkelte afdelinger nøje overvejer mødernes vigtighed i relation til risikoen for smittefare. De enkelte chefer har ansvar for at sikre dialogen om de enkelte møder med henblik på at sikre, at muligheden for smittespredning bliver mindst mulig", skriver DM's ledelse.
Retningslinjerne blev besluttet før regeringens pressemøde. Først på dagen torsdag vil DM tage stilling til, om der på baggrund af statsministerens udmelding skal gøres yderligere for at begrænse smitte med coronavirus.
Mere om Covid-19
Magisterbladet dækker løbende corona-udbruddets konsekvenser for det akademiske arbejdsmarked. Læs alle vores artikler her.
Dansk Magisterforening har bl.a. reageret ved at aflyse alle arrangementer og fysiske møder. Læs DM’s seneste reaktioner og gode råd på dm.dk.
Seneste nyt og anbefalinger fra myndighederne kan du læse på politi.dk/corona.