Spring menu over
Dansk Magisterforening

"Kollektivet kommer virkelig til sin ret, når man skal holde sig hjemme"

“Vi bor fem mennesker i et kollektiv i en lejlighed på Nørrebro. Det er dejligt, fordi vi altid kan tale om, hvordan vores dag har været – især i disse tider, hvor flere har det svært”.

Ronja Mannov er under coronakrisen blevet bekræftet i, at hun trives bedst med en opdelt arbejdsdag

Del artikel:

Det er godt at bo i kollektiv, når man er isoleret under coronaudbruddet. Ronja Mannov Olesen, der har en kandidatgrad i kønsstudier fra Lund Universitet, er glad for ikke at være alene - og har lært, hvordan hun får en arbejdsdag til at hænge sammen.

Vi bor fem mennesker i et kollektiv i en lejlighed på Nørrebro. Det er dejligt, fordi vi altid kan tale om, hvordan vores dag har været - især i disse tider, hvor flere har det svært. Jeg kan dele tankerne med dem, jeg bor med, så jeg ikke har det dårligt, hvis jeg har haft en uproduktiv dag. Det er virkelig i sådan en situation som denne, hvor kollektivet som konstellation kommer til sin ret.

Jeg arbejder for en organisation, der hedder Ungdomsbyen, som laver kursustilbud til skoleklasser. Her underviser jeg og forbereder kurser. Jeg plejer at have en omskiftelig hverdag, hvor jeg arbejder en del hjemme. Når jeg ikke arbejder hjemme, sidder jeg i et kontorfællesskab, men det er lukket under coronakrisen.

Under coronakrisen er jeg blevet bekræftet i, at jeg er nået rigtig langt i forhold til at finde ud af, hvordan og hvornår jeg arbejder bedst. ‪Det er noget, jeg har tænkt meget over, siden jeg blev færdiguddannet for fem år siden. Jeg har aldrig har haft en fuldtidsstilling, men derimod et kludetæppe af forskellige former for betalt og frivilligt arbejde.

Jeg arbejder bedst ved at arbejde nogle timer om formiddagen, hvorefter jeg holder en lang pause og derefter arbejder til tidligt på aftenen. Jeg ville beskrive en perfekt arbejdsdag som værende fra 9-12 og 15-18. Det ville give mig tid til at koble af og blive klar i hovedet, inden jeg skulle arbejde igen.

Jeg strukturerer min arbejdsdag på den måde, at jeg siger til mig selv, at jeg inden for et bestemt tidsrum skal have færdiggjort et vist antal opgaver. Jeg plejer at udforme en liste til mig selv, hvor der står, hvad jeg skal have nået den pågældende dag. Det gør jeg for at få et overblik over, hvilke opgaver jeg har, og for at rose mig selv for, at jeg har overholdt min tidsplan.

Jeg kan anbefale at investere i et program, som blokerer forskellige internetsider fra din computer i et bestemt tidsrum. Jeg bruger selv Freedom, og det har hjulpet mig med at blive mere produktiv.

Jeg synes hele tanken om en arbejdsdag, der begynder klokken 08.00 og slutter kl. 16.00 er noget pjat. Når man laver kreativt arbejde eller vidensarbejde, kan man ikke bestemme, hvornår man er inspireret. Man kan selvfølgelig sørge for at skabe nogle gode betingelser for at blive inspireret, men det er ikke noget, man kan fremtvinge.

Jeg har nu valgt at tage i sommerhus for at gøre min ph.d.-ansøgning færdig. Jeg regner med at få mere arbejdsro i sommerhuset, end jeg ville gøre i lejligheden. Når man bor i et kollektiv i en lejlighed, så kan man nemt komme til at foretage overspringshandlinger, og det tager naturligvis fokus væk fra ansøgningen.

Den nye hverdag

Mange arbejder hjemme, andre har travlt i sundhedssektoren, selvstændige mister opgaver, og atter andre mister deres faste arbejde.

Hvordan får vi hjemmearbejdet til at fungere uden at rive hovederne af hinanden, når hele familien er hjemme? Hvordan tackler vi aleneheden? Hvordan klarer vi bekymringerne for familiemedlemmer, økonomien og den fremtid, som kommer efter krisen?

Magisterbladet taler hver dag med en akademiker om, hvordan coronakrisen har ændret hverdagen.