Spring menu over
Dansk Magisterforening

Kollegierne står med kæmpe corona-opgave

Kollegianere

Fællessang i stedet for beer-pong på 4. Maj-kollegiet: "Sjovt nok føles fællesskabet endnu stærkere nu, selv om vi ikke mødes fysisk”, siger Mai Langkilde (forrest th.) © Foto: Rasmus Olsen

Del artikel:

Cirka fem procent af beboerne på de københavnske kollegier er testet positive eller har symptomer på coronavirus, lyder en forstanders vurdering. Den ekstraordinære situation har både boostet fællesskabet og hygiejnen, men også givet kæmpe logistiske udfordringer.

På landets kollegier, hvor beboerne bor tæt og ofte deler både bad og køkken, har man indført en række ekstraordinære foranstaltninger for at håndtere coronakrisen.

Hovedparten af kollegierne har studerende, der enten er testet positive eller har symptomer på Covid-19. Det kom frem tirsdag på en videokonference med deltagelse af eforer - altså kollegiernes forstandere - i hovedstadsområdet.

Ifølge John Edelsgaard Andersen, der er efor på 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg, drejer det sig om cirka fem procent af beboerne på Københavns kollegier og syv-otte procent på 4. Maj Kollegiet.

”Vi tager det selvfølgelig dybt alvorligt i og med, at de unge bor så tæt og dermed også hurtigere kan sprede smitten. Vi har sat ekstra ind på rengøringen, droppet alle madklubber og sikret os, at særlige brusekabiner og toiletter i særlige tidsrum er til rådighed for beboere med symptomer”, fortæller John Edelsgaard Andersen.

Det har været forholdsvis enkelt at forbyde gæster, kærestebesøg og komsammener med beer-pong. Til gengæld kommer der løbende nye problematikker til, som kollegierne skal håndtere.

”Vi har bl.a. en studerende, der lige er kommet hjem fra udlandsophold i USA og skal i karantæne. Hvis han ikke finder et andet sted at bo, skal vi finde en måde at sikre, at han får mad i karantæneperioden og ikke kommer i kontakt med andre”, siger eforen på Frederiksberg.

Fællesskabet føles stærkere

Mai Langkilde er beboer på 4. Maj Kollegiet og næstformand i alumnerådet. Hun har haft en del mere at se til, siden coronakrisen tog fart, for med så mange studerende under samme tag har det været vigtigt, at forholdsreglerne blev fulgt i takt med, at de blev indført.

”Vi har steppet op på både afspritningen, køkkenhygiejnen og den generelle rengøring”, forklarer Mai Langkilde.

Tre beboere på 4. Maj Kollegiet har haft symptomer og én er stadig i karantæne på kollegiet.

”Vi laver mad og anretter i portioner på engangsservice uden for hans dør. Bagefter skal han smide resterne i en sort affaldssæk, for vi kan ikke løbe an på at vaske op i hånden. Det er drøjt at være spærret inde på et mindre værelse i så lang tid, men heldigvis er han i bedring”, fortæller Mai Langkilde.

Den største udfordring har været at følge med i alle de informationer og pressebriefinger, der hele tiden kommer, og sikre, at informationerne går videre til alle beboere.

”Først talte vi om, at hvis nu….men så blev det meget hurtigt alvor. Jeg synes, folk har taget det seriøst ret hurtigt. Og heldigvis har vi været rigtig gode til at give en hånd, også i forhold til at hjælpe de beboere, der har udvist symptomer. Sjovt nok føles fællesskabet endnu stærkere nu, selv om vi ikke mødes fysisk”, siger Mai Langkilde.

Den traditionelle fastelavnsfest er aflyst på kollegiet, og årets største fest – på befrielsesdagen den 4. maj – hænger i en tynd tråd. Til gengæld blev der tændt op med levende lys i kollegiets have en aften, og beboerne blev inviteret til fællessang.

”Der blev spillet sømandsviser på guitar og harmonika og vi sang fra balkoner og vinduer i behørig afstand fra hinanden. Det var faktisk ret stemningsfuldt og sjovt og et lille lys i mørket i en meget alvorlig tid”, siger Mai Langkilde.