Den nye hverdag: "Min søn går i 7. klasse og pludselig ligner vores hverdag hinandens"

Jeg har omdannet mit spisebord til hjemmearbejdsplads, så jeg kan sidde ved vinduet og nyde udsigten og følge lidt med i livet uden for. Det kræver noget disciplin, for det skal ryddes væk på daglig basis, så det hele ikke bliver rodet sammen. Det er et forsøg på at holde arbejde og fritid adskilt.

På bordet har jeg min pc, min mobil, en masse papirer og en kop kaffe. I vindueskarmen pynter mine grønne planter og billeder af min søn.

Min arbejdsplads er normalt på Aalborg Universitet i Sydhavnen. Jeg er udviklingskonsulent og rådgiver forskere om samarbejde med offentlige myndigheder. Det man også kalder for myndighedsbetjening. Med en ministeriel baggrund er jeg en slags bindeled mellem offentlige institutioner og forskere, for eksempel på miljø- og undervisningsområdet.

Jeg har rigtig mange skypemøder med forskere og ledere, men med hjemmearbejdet har jeg også fået tid til noget skrivearbejde.

Ind imellem opgaverne kommer min søn og får noget lektiehjælp, og vi spiser også frokost sammen. Han går i 7. klasse, og det er jo noget helt andet end at være hjemme med børnehavebørn og skulle arbejde samtidig -  kan jeg kan forstå på nogle af mine kolleger, som har små børn. I 7. klasse har man masser af lektier, så han sidder på sit værelse og arbejder og skyper med vennerne, så pludselig ligner vores dagligdag hinandens.

Struktur på dagen er vigtigt for at det hele ikke skal flyde sammen. Så klokken cirka 8.30 sætter jeg mig foran min pc, og selv om jeg ikke skriver ned, hvad jeg skal lave i løbet af dagen, har jeg et klart billede af det.

Jeg lukker konsekvent ned igen kl. 16.30. Jeg pakker arbejdspladsen sammen, så det bliver til spisebord igen. Så går jeg i haven eller løber eller går en tur. For mig er det fysiske vigtigt for det mentale. Endnu mere nu, hvor jeg er socialt isoleret.

Det er en mental øvelse ikke at kunne mødes med andre voksne i hverdagen. Men i uge 2 efter hjemsendelsen, har jeg indstillet mig på, at det er sådan det er. Så må jeg holde kontakt ved at ringe og skrive til folk.

Jeg er lidt bekymret for min far. Han er sund og rask, men alene hans og hans kones alder gør mig bekymret i forhold til coronasmitten. De bor i Jylland, så ham ringer jeg også til. Og selv om han boede lige rundt om hjørnet, ville jeg jo alligevel ikke kunne besøge ham.

Nu påskeferien nærmer sig, overvejer jeg, om jeg kan tage over og besøge dem. Jeg ved ikke, om det er hensigtsmæssigt at gøre det, men jeg håber, det bliver muligt. Om det kan lade sig gøre, ved jeg ikke, for det er en alvorlig situation. Det gik rigtigt op for mig, den aften, hvor Mette Frederiksen tonede frem på skærmen og lukkede skoler og institutioner og sendte os hjem.

Flere ahaoplevelser ligger muligvis og venter længere ude, når vi finder ud af, hvad vi har lært af krisen. For det kan godt give stof til eftertanke, for eksempel om den måde, vi lever og rejser rundt i verden på. Det kan være, at krisen bringer noget positivt med sig og måske ændrer vores levemåde.