Overblik: Sådan åbner universiteterne for udvalgte studerende
Der er fortsat langt til en hverdag med fysisk fremmøde for størstedelen af de studerende © Jakob Dall
Genåbningen for de studerende, der har behov for fysisk fremmøde, begyndte d. 18. maj. Magisterbladet har spurgt hvert enkelt universitet, hvordan de tackler det.
På nogle universiteter foregår alt online, på andre får op mod 800 elever lov til at møde fysisk op på universitetet.
Her får du overblikket over, hvordan de forskellige universiteter behandler genåbningen.
Copenhagen Business School
Copenhagen Business School har vurderet, at der ikke er studerende, som har kritiske behov for fysisk fremmøde. Det betyder, at alle former for undervisning, og eksaminer kommer til at foregå online resten af semestret, skriver CBS i en mail til Magisterbladet.
CBS åbner for fysisk fremmøde efter sommerferien ved næste semesters start i henhold til genåbningsplanens fase fire. I det kommende semester vil omtrent halvdelen af undervisningen på CBS foregå digitalt.
Københavns Universitet
Københavns Universitet har valgt at åbne op for enkelte studerende, som universitet vurderer, har brug for fysisk fremmøde. Det er op til det enkelte fakultet at vurdere, hvem der skal møde op, skriver Københavns Universitet i en mail til Magisterbladet.
Fysisk fremmøde er nødvendigt for fag som arkæologi, musik og idræt, lyder det.
Andre fakulteter har valgt at åbne op for sårbare studerende, der skriver enten bachelorprojekt eller speciale, og som har svært ved at færdiggøre til tiden.
Alle øvrige eksaminer vil blive afviklet online.
Syddansk Universitet
Syddansk Universitet har besluttet, at lidt over 800 studerende kan få lov til at møde op igen. Det er de enkelte fagområder, der har taget stilling til, hvem der har brug for fysisk fremmøde, skriver universitet i en mail til Magisterbladet.
Syddansk Universitet afholder fortsat langt størstedelen af eksaminer online, medmindre det er nødvendigt med fysisk fremmøde.
Syddansk Universitet arbejder på forskellige retningslinjer for ophold på universitetet, som er drøftet med både studerende, arbejdsmiljøorganisationer og ansatte.
IT-Universitetet
IT-Universitet har givet adgang til en lille kvote af studerende, som har behov for fysisk fremmøde på universitetet. Kvoten er forbeholdt dem, som skal have adgang til laboratorierne i forbindelse med deres uddannelse. Det skriver de i en mail til Magisterbladet.
Det har ikke været muligt for ITU at give adgang til flere på grund af restriktioner i forhold til forøget smitterisiko.
Det kan eksempelvis være, hvis de studerende skal bruge laboratorierne til et speciale eller et eksamensprojekt.
Universitetet afholder alle eksaminer online. Den beslutning blev taget før den lille genåbning d. 18. maj.
Aalborg Universitet
Aalborg Universitet har givet adgang til lidt mere end 800 studerende. Det skriver universitetet i en mail til Magisterbladet. Al anden undervisning foregår digitalt.
Det fleste af de studerende, der må møde op fysisk, hører til det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet og Det Tekniske Fakultet.
Det er endnu uvist, hvor mange fra de enkelte fakulteter, der møder op, da fakulteterne har mulighed for at låne studiepladser af hinanden.
Universitetet afholder alle skriftlige eksaminer online, mens mundtlige eksaminer, bachelor-, kandidat og masterprojekter skal gennemføres med fysisk fremmøde.
Aarhus Universitet
På Aarhus Universitet har hvert fakultet gennemgået, hvem der har behov for at møde fysisk op til eksamen. Det skriver de i en mail til Magisterbladet - og for de langt de fleste studerende betyder det, at de først må dukke op efter sommerferien.
Der er tale om enkelte studerende, der får lov til at afvikle undervisning og eksamen ved fysisk fremmøde.
Alle skriftlige eksaminer vil blive afholdt online. Enkelte mundtlige eksaminer vil blive afholdt ved fysisk fremmøde.
Hvis der er studerende, der ønsker at fastholde den digitale eksamen, fordi de enten er i risikogruppe eller føler sig utrygge ved at være på universitetet, så er det en mulighed.
Dansk Teknisk Universitet
På Dansk Teknisk Universitet har de valgt, at ca. 1500 studerende kan møde op på campus. De studerende er fordelt med enten forsvar, afsluttende projekter samt mundtlige eksaminer.
Der er dog stadig mange mundtlige eksaminer, der kommer til at foregå online. Alle skriftlige eksaminer kommer fortsat at foregå online.
Det afgøres løbende i forhold til forsvar og for afsluttende projekter samt forsvar, hvorvidt det skal afholdes ved fysisk fremmøde eller online. Der vil blive taget stilling til de enkeltes behov, skriver DTU i en mail.
Roskilde Universitet
På Roskilde Universitet har man valgt at åbne op for, at projekt- og specialeeksaminer kan afholdes ved fysisk fremmøde. Det fremgår af RUCs guide om håndteringen af genåbningen efter coronakrise til de studerende.
Derudover vil der være enkelte eksaminer, som bliver afholdt på campus. Langt størstedelen af eksaminer vil dog stadig blive afholdt digitalt.
Der vil derudover være undervisning for enkelte datalogistuderende på universitetet.
Det vil ikke være muligt for hverken bachelor- eller specialestuderende at have familie med fejring af afhandling.