Spring menu over
Dansk Magisterforening

Se de seneste tal for magistre: Normalt er ledigheden lav i april. Sådan er det ikke i år

Kvinde ved desk - jobsøgning

"Der er stadig job derude, og man skal også stadig søge uopfordret”, siger Marianne Rossander, vicedirektør i MA. © Andrew Neel/Unsplash

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

Ledigheden blandt medlemmer af Magistrenes A-kasse markant højere end ved samme tid sidste år - og den kan sagtens blive endnu højere. Det kan blive et problem for de kommende dimittender.

Der er ikke meget, der er, som det plejer at være. Heller ikke ledigheden for de højtuddannede.

Selv om april plejer at være den måned, hvor ledigheden er lavest, er den i år højere end i august-september sidste år, som er de måneder, der sædvanligvis har den højeste ledighed, fordi mange her afslutter deres uddannelser.

Magistrenes A-kasse (MA) har lige offentliggjort ledighedstallene for april i år, hvor ledigheden er på 7,85 procent eller 5.089 personer, når man omregner til fuldtidsledige. Det er en stigning på 1,75 procentpoint i forhold til april sidste år.

”Det er rigtigt, at april plejer at være en af de forårsmåneder, hvor ledigheden er lavest, så det er bestemt ikke rart, at vores medlemmer bliver ramt nu”, siger Marianne Rossander, vicedirektør i MA.

”Samtidig må vi også trække vejret, for vi kender årsagen, og det er ikke specifikt vores, der er ramt. Ledigheden rammer alle brancher nu, og det ville desværre ikke overraske mig, hvis den stiger yderligere”, siger hun.

Vi står foran den periode, hvor dimittenderne kommer ud. Derfor kan ledigheden blive endnu højere.

Marianne Rossander, vicedirektør i MA

”Traditionelt set står vi foran den periode, hvor dimittenderne kommer ud, og derfor kan ledigheden blive endnu højere til august-september”, siger hun, og fortæller, at de nye ledighedstal ikke kun skyldes dem, der er blevet opsagt på grund af coronakrisen.

”På grund af krisen er afgangen fra ledighed til job samtidig mindre, end den plejer. Så den fulde stigning udgøres ikke kun af nye ledige, men også af gamle, som ikke er kommet i job”, siger Marianne Rossander.

Sådan fordeler ledigheden sig på fagområder

Kilde: MA  
Fagområde Ledige i procent (april 2020)
Humaniora 9,2
Naturvidenskab 3,4
Samfundsvidenskab 10,5
Pædagogik 10,1
IT 9,6
Sundhedsvidenskab 9,1
Business 5,3

Jo før man henvender sig des bedre

Marianne Rossander siger, at de vil gøre alt for at hjælpe medlemmerne, men at de desværre ikke kan trylle job frem.

”Men vi gør alt, det vi kan for at hjælpe medlemmerne med jobsøgningsstrategier og så videre. Både dem, der blev ledige før krisen, og dem, der er blevet det nu. Og jo før man henvender sig til os, des bedre”, siger hun.

”Vores erfaringer viser, at jo tidligere man kommer i gang med sin kompetenceafklaring og sine ansøgninger, jo bedre jobmuligheder har man. For arbejdsgiverne vidner det om gåpåmod og selvtillid, at man skynder sig at se fremad, og der er stadig job at søge, og man skal også stadig søge uopfordret”, siger hun.

Som alle andre har MA lukket for fysiske henvendelser, men har konverteret en del tilbud til onlineaktiviteter. Og der vil komme endnu flere, ligesom man kan booke individuel sparring over telefonen. For krisen er jo ikke overstået i næste uge, som Marianne Rossander siger.

Små og mellemstore virksomheder er en mulighed

Vicedirektøren fortæller, at et af de steder, karriereafdelingen i MA gør en ekstra indsats, er over for små og mellemstore virksomheder.

”Vi ved, at mange af dem har fået del i hjælpepakkerne fra regeringen, og derfor kunne nogle af dem sandsynligvis lige nu have gavn af vores højtuddannede medlemmers kreative og analytiske evner”, siger Marianne Rossander.

”Vi kunne selvfølgelig overveje at tage kontakt til virksomhederne, men vi har meget selvhjulpne medlemmer, og det er faktisk mere givtigt, at de selv skaber kontakt og får relationer til virksomhederne. Men vi bistår meget gerne med, hvordan de kan gøre det”, siger hun.

Derudover har MA et samarbejde med Akademikerkampagnen, som også har online kursusforløb, hvor man får værktøjer og fif til at komme indenfor hos en lille virksomhed, som ikke i forvejen kender noget til akademisk arbejdskraft, og hvad de kan byde ind med.

MA har ikke planer om at gøre noget særskilt anderledes for de nyuddannede, men de har naturligvis adgang til alle de tilbud, som a-kassen har.

”Men vi har bidraget til Akademikernes bud på, hvad man politisk kan gøre for at undgå at stå med en såkaldt corona-årgang af ledige dimittender. Vi understøtter hele den plan, som Akademikerne har afleveret til blandt andre beskæftigelsesministeren, og vi går meget gerne i dialog. Men det står ikke højest på ministerens dagsorden, så vi kan komme til at stå med en stor årgang, som bliver fanget i kølvandet på coronakrisen”, siger hun.

Et af forslagene er, at indføre et tællerstop for dagpengene, så dimittender får tre måneder ekstra, som ikke tæller med i den almindelige dagpengeperiode, så de har lidt længere tid at søge job i.