Dansk Magisterforening

A-Kasser: Hæv dagpenge til 25.000 under coronakrisen

Verner Sand Kirk

Det vil være både rimeligt og samfundsøkonomisk klogt at hæve dagpengene i tre måneder, mener Verner Sand Kirk, direktør for Danske A-kasser © Foto: Danske A-kasser

Del artikel:

Dagpengene bør hæves med 25 procent de næste tre måneder, fordi coronakrisen vil betyde massefyringer. De er kun rimeligt, når også erhvervslivet sikres finansiel støtte, mener a-kasserne og får opbakning på Christiansborg af regeringens støttepartier.

Ledige skal i tre måneder sikres en langt bedre dagpengesats, end den er nu. Det mener 3F’s forbundsformand, Per Christensen, som mener, at politikerne på Christiansborg bør hæve dagpengene til 25.000 kr. om måneden, så et stigende antal arbejdsløse kan klare sig bedre gennem coronakrisen. 

Han stiller forslaget, efter regeringen i sidste uge sammen med først arbejdsmarkedets parter og derefter Folketinget blev enige om en markant hjælpepakke, der skal holde hånden under dansk økonomi og hjælpe danske lønmodtagere, studerende og virksomheder gennem en svær tid.

”Jeg under virkelig virksomhederne den nødvendige krisehjælp, men jeg vil gerne påpege, at der også er andre i samfundet, der bliver ramt. Når man står i en situation, hvor man for at bruge finansministerens ord laver krigskirurgi og ikke skønhedskirurgi, bør man også kigge på, hvorvidt man kan kompensere ledige, så de kommer nogenlunde skadesfri igennem denne krise”, siger 3F-forbundsformand Per Christensen.

Forslaget lyder desuden, at det ekstra corona-tillæg til dagpengene skal gælde for alle dagpengemodtagere og vare i tre måneder på linje med mange af de andre initiativer i hjælpepakkerne.

Danske A-kasser: Forslaget er helt rimeligt

Det lyder rimeligt at hæve dagpengene med 25 procent i tre måneder, mener direktør for Danske A-kasser, Verner Sand Kirk.

”Nu, hvor den store pung er fremme for at støtte det danske arbejdsmarked i tre måneder, vil det da være rimeligt, at man også sikrer folk mod en meget kraftig indtægtsnedgang med de massefyringer, der sker på grund af krisen ved ligeledes at hæve dagpengesatsen i tre måneder”, siger Verner Sand Kirk til Magisterbladet.

Coronakrisen har allerede haft indflydelse på det danske arbejdsmarked. Fra den 17. marts til og med mandag den 23. marts har 21.829 danskere meldt sig nyledige, viser seneste opgørelse fra Jobindsats under Beskæftigelsesministeriet, som dagligt overvåger situationen på arbejdsmarkedet.

Derfor ville det være samfundsøkonomisk fornuftigt at hæve dagpengene, mener Verner Sand Kirk.

”Det er samfundsøkonomisk slet ikke så tosset at understøtte det danske forbrug under krisen ved at give lidt mere til dem, som ikke har så meget i forvejen, fordi de er blevet fyret - i stedet for udelukkende at sikre indtægt til dem, som forbliver i deres job under krisen, med lønrefusion fra staten”, siger han.

Frygter, at tillægget gøres permanent

Mens a-kasserne kan se masser af ræson i at hæve dagpengene under coronakrisen, frygter den liberale tænketank Cepos, at a-kasserne med forslaget forsøger at snige en permanent forøgelse af satsen ind ad bagdøren.

”Jeg er bange for, at man ikke får sat den ydelse ned igen. Fagbevægelsen har gennem et par år ført en kraftig kampagne for at få øget dagpengene, fordi de ikke mener, at kompensationsgraden er stor nok. Jeg frygter, at hvis man gennemfører forslaget, så bliver det ualmindelig svært for Peter Hummelgaard (beskæftigelsesminister, red.) at rulle det tilbage", siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos, til 3F.

Heller ikke Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, er glad for det forslag.

”Hvis man som politiker vil gøre sit til, at vi får en langvarig recession, så skal man bare lytte til 3F. Forslaget vil betyde større arbejdsløshed og øgede offentlige udgifter i en krisetid. Det er ikke ansvarligt” skriver han på Twitter

Indkalder til forhandlinger om forslag

Mens hverken Cepos eller Liberal Alliance er glade for at hæve dagpengesatsen under coronakrisen, så bakker Enhedslisten op om forslaget. Ifølge finansordfører Rune Lund har partiet indkaldt finansminister Nicolai Wammen (S) til forhandlinger om forslaget i denne uge.

”Tusindvis har mistet deres job. Hver eneste dag under coronakrisen bliver arbejdsløshedskøen længere og længere, og de mennesker har ikke en jordisk chance for at finde et arbejde", siger Rune Lund til Ritzau.

”Det er simpelthen urimeligt, at den tryghed og hjælp, de kan få i form af dagpenge, for manges vedkommende er for lidt til at køre videre med et budget til en almindelig familie i særlig lang tid”, siger han.

Også hos SF er der opbakning.

”At give højere dagpenge i en kortere periode ligger fuldstændig i tråd med SF's politik. Om det så lige skal være SF's model eller 3F's model, kan vi finde ud af. Jeg er stærk tilhænger af, at vi kan fjerne frygten for fyresedlen ved at give en højere sats i en kortere periode”, siger beskæftigelsesordfører i SF Karsten Hønge til A4.