Spring menu over
Dansk Magisterforening

Vicky skal arbejde delvist hjemme indtil sommerferien: Jeg skal lære at holde pauser

Vicky Garland Lorentzen, kommunikationskonsulent og TR i Banedanmark

"Det er blevet nemmere for alle at mødes virtuelt, og det er ikke så akavet mere, at mødes på telefon, Skype og Zoom. Det gør det lettere at arbejde hjemme", siger Vicky Garland Lorentzen, kommunikationskonsulent i Banedanmark. © Privatfoto

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

Vicky Garland Lorentzen er kommunikationskonsulent i Banedanmark og glæder sig over, at lederne har fået øjnene op for, at hjemmearbejde er en effektiv måde at arbejde på. Hun håber at kunne arbejde lidt mere hjemme, når coronakrisen er ovre.

Jeg arbejder med intern kommunikation i Banedanmarks signalprogram. Vi er ved at udskifte signaler, og alle S-togs- og regionaltogsstrækninger får nye digitale signaler på hele den danske strækning. Mine opgaver er at støtte op om ledelseskommunikation og supportfunktioner. Det kan for eksempel handle om at sørge for, at vi har de rigtige platforme at kommunikere på til medarbejderne.

Inden coronakrisen var mine arbejdsdage fyldt med møder. Mange af dem var små uformelle møder, som opstod, når jeg mødte kolleger på gangen. Jeg er også tillidsrepræsentant for 100 akademikere i Banedanmark, og noget af det vigtige i den sammenhæng er bare at sige hej, kigge folk i øjnene og se, om de har det ok, når jeg møder dem.

Nu arbejder jeg hjemmefra og har stadig mange telefonmøder og skypemøder. Men jeg har alligevel fået noget mere fordybningstid, hvor jeg kan få skrevet nogle mails, som har ligget og ventet. Og så alligevel: Jeg havde faktisk regnet med, at jeg ville få masser af tid til fordybelse. Men nogle af de opgaver, som er nemmere at få overstået, når man er fysisk til stede, tager længere tid nu, hvor jeg ikke bare lige kan samle en gruppe kolleger ved et højbord og drøfte en opgave. Så nogle planlægningsopgaver tager mere tid, fordi jeg holder kaffemøder med en eller få ad gangen.

Der er lagt op til, at vi kan komme på kontoret to dage om ugen, og det passer mig rigtig godt.

Til gengæld får jeg så samtidig spurgt dem, hvordan det går, og får dermed min tillidsrepræsentantkrog hægtet på. For ellers er det svært at holde kontakten med kollegerne som tillidsrepræsentant.

Den sociale kontakt er vigtig

Jeg er umiddelbart meget glad for at arbejde hjemme. I starten havde jeg en ide om, at det hele ville blive vendt på hovedet, så vi ville få helt nye måder at arbejde på. Men jeg har fundet ud af, at vi ofte vender tilbage til den måde, vi plejer at gøre det på. Måske fordi det fungerer.

Men der er også kommet en del nye ’plejer’ ind i mit arbejdsliv. For eksempel holder vi i mit team daglige møder i en halv time. Også selv om der ikke er nogen agenda. Så siger vi lige hej til hinanden, og for nogle betyder den daglige kontakt meget.

En tæt kollega og jeg har holdt fast i at ses fysisk en gang om ugen. Jeg henter hende i bil og kører ud til en strand, så vi samtidig kan passe på hinanden. Hun er alene og bor i en lille kælderlejlighed på Nørrebro og havde brug for at komme ud. Og selv om jeg bor i hus tæt på en skov med mand og to børn, har jeg også brug vores ture. Nu, hvor børnene er kommet afsted igen, får jeg også en kort snak med forældrene i skolen og børnehaven, når jeg henter, og det betyder også rigtig meget. Så jeg har fået bekræftet, at den sociale kontakt med andre er vigtig.

Vicky Garland Lorentzen

Er uddannet i Corporate Communication på University of Edinburgh og er kommunikationskonsulent i Banedanmark, Signalprogrammet. Sammen med en kollega er hun tillidsrepræsentant for de 100 akademiske kolleger i Banedanmark.

Mine børn er fem og syv år, og det betyder alverden, at de er kommet afsted igen. Jeg har fået mere tid til at arbejde og sætter mig ved pc’en kl 7.30 og arbejder, indtil børnene skal hentes. Det var udfordrende at have børnene hjemme. Min mand er fra Skotland, så derfor var det kun mig, der kunne lave hjemmeundervisning med min søn, som går i 0., samtidig med, at jeg skulle arbejde og skabe en god hverdag og holde lidt fri med børnene. Det var svært, men samtidig vildt hyggeligt at prøve.

Dejligt at ledelsen er lydhør

Jeg har som tillidsrepræsentant fået en del henvendelser fra kolleger, og mange har kunnet klares med en snak i telefonen, og det tror jeg, jeg vil tage med mig. Vi har også kolleger i for eksempel Fredericia og Horsens, og jeg er kommet tættere på dem, der er langt væk, da vi nu alle er på lige fod.

De korte snakke har blandt andet handlet om, at en del kolleger har haft en opfattelse af, at de skulle stå meget til rådighed og være ekstra fleksible, fordi det er så let lige at tjekke mail, også om aftenen. Grænserne mellem arbejde og fritid er blevet mere flydende for nogle. Det har vi taget op i samarbejdsudvalget og har løst det hurtigere, end vi plejer.

Min nærmeste direkte manager har allerede sagt på et morgenmøde, at det er vigtigt, at vi holder fri og er opmærksomme på work-life-balancen. Vi skal ikke stå til rådighed hele tiden og behøver ikke svare mails om aftenen. Det er dejligt at se, at det dribler ned igennem lagene så hurtigt efter, at vi har talt om det.

Pauserne er vigtige

Der er nu lagt op til, at vi kan komme på kontoret to dage om ugen, og det vil passe mig godt. Jeg synes, det er rigtig givende at arbejde hjemme, og lederne har fået øjnene op for, at det er en effektiv måde at arbejde på. Det er jo blevet nemmere for alle at mødes virtuelt, og det er ikke så akavet mere at mødes på telefon, Skype og Zoom. Indtil videre har jeg en aftale med min ledelse om én hjemmearbejdsdag om ugen, og kunne godt tænke mig flere.

Jeg skal bare blive bedre til at holde pauser, når jeg arbejder hjemme. Jeg sidder normalt i storrumskontor og får helt automatisk pauser, og det kan jeg mærke, at jeg mangler, når jeg sidder alene, efter at børnene er kommet afsted. Jeg har svært ved at rive mig løs, og vi kommer ikke tilbage på kontoret på fuld tid på denne side af sommerferien, så jeg skal lære det. Jeg har 10 sekunder på arbejde og springer lige fra morgenkaffen og hen til pc’en og derfra igen lige ind i forældrerollen.

Nu prøver jeg ind imellem at sidde og meditere, gå en tur eller drikke kaffe med min mand, som er sendt hjem og har projekter i vores have. Jeg prøver også at skifte plads og sætter mig et mere behageligt sted, for eksempel foran brændeovnen, når jeg har telefonmøder med kolleger.