Q&A: Sådan vil nyvalgt forkvinde kæmpe for de studerende
Ronja Rose Ravnskov har siddet som forkvinde i DM Studerende i halvandet år. Nu tager hun et år til. © Foto: Tobias Ring
Ronja Rose Ravnskov er netop blevet genvalgt som forkvinde for DM Studerende og får dermed endnu et år på posten. Vi har talt med hende om, hvad der skal kæmpes for, og hvad hun vil gøre anderledes fremover.
Hvordan har du det med at blive genvalgt som forperson?
”Det er jeg selvfølgelig stolt over. Det er en stor post at stå som forkvinde og repræsentere 17.000 studerende. Det er et hverv, jeg tager meget alvorligt".
Hvorfor valgte du at genopstille som forperson?
”Jeg har valgt at genopstille, fordi vi ser mange spændende strømninger på det uddannelsespolitiske. Vi kan se, at mange af de kampe, vi har kæmpet de sidste år, nu begynder at bære frugt. Vi har eksempelvis fået øget fokus på trivsel blandt de studerende og fået fjernet uddannelsesloftet. Det er jeg utrolig glad for. Nu skal vi se, hvordan vi kan bruge det nye politiske flertal til gavn for de studerende, vi repræsenterer".
Hvad vil I kæmpe for i kommende periode?
”I kommende periode har vi nogle punkter i bestyrelsen, vil vi gerne kæmpe for, blandt andet et forbedret studieliv for de studerende med nedsat evne og handicap. De har langt dårligere vilkår for at komme igennem uddannelsessystemet, som det ser ud lige nu. Vi vil derudover kæmpe for at få geninvesteringer i uddannelser. De mange års besparelser på universiteterne skal geninvesteres, og det er et af de absolut vigtigste punkter for os".
Hvorfor tror du, at du er blevet genvalgt?
”Jeg håber, at de synes, at jeg gør det godt. Jeg håber også, at de kan se, at vi i løbet af de sidste år har haft politisk indflydelse. Vi har i år for første gang i lang tid haft et kampvalg til vores bestyrelse, hvilket er et tegn på, at vi har formået at mobilisere folk til at organisere sig.
Vi har også inden for det sidste år oplevet, at der er større interesse blandt de studerende for de arrangementer, vi udbyder. Jeg tror medlemmerne fortsat ønsker, at vi skal være en fagforening, der kan tilbyde studerende kurser og arrangementer, der er relevante for dem".
Hvad vil bestyrelsen gøre anderledes i forhold til sidste periode?
”Vi har drøftet i bestyrelsen, at vi vil satse på større arrangementer, hvor vi kan organisere bredt. Vi vil gerne holde fast i nogle af de store årlige arrangementer som 1. maj og Folkemødet. Fokusere på at lægge vores kræfter i det i stedet for at fortsætte med mange små arrangementer, som ikke er så effektive. Det er et af vores mål, at studerende mødes på tværs af studier, og det kan de til store arrangementer", siger Ronja Rose Ravnskov.
Her er den nye bestyrelse
Ronja Ravnskov
Forkvinde, studerende Københavns Universitet
Thomas Bæk Kristensen
Næstformand, studerende Københavns Universitet
Anna Petrea Thomsen
Studerende, Aarhus Universitet, DPU
Benjamin Emil Foyn Iversen Lausten
Studerende, Roskilde Universitet
Maria Graversgaard Jørgensen
Studerende, Københavns Universitet
My Martinussen
Studerende, Aarhus universitet, DPU
Olivia Frier
Studerende, Københavns Universitet (udveksling i Birmingham)
Søren Stubkjær Pedersen*
Louise Mattesen Provstgaard*
Sidsel Tønder Koudahl*
Tom H. Weinreich*
Cecilie Fuglestved Boje*
Sofie Louise Rønholt Carlø*
Freydis Magnea Magnusdottir*
* Ny i bestyrelsen