Medicobranchen: Hver anden er ikke involveret i forandringer på arbejdspladsen
”Jeg tror generelt, at det er noget, der mangler i mange forandringsprocesser, at man bruger den nødvendige tid til at få folk med”, siger Anne Bøgh Fangel, specialist i organisationsudvikling
Hele 46 procent af Dansk Magisterforenings medlemmer i medico føler sig ikke involverede i forandringer. Det kan have konsekvenser for virksomhederne, siger ekspert.
Medarbejderne skal inddrages i beslutningerne. Det sker bare ikke i medicinalindustrien, ifølge en rundspørge, som er foretaget af Dansk Magisterforening. Det er nemlig kun lidt over halvdelen, 54 procent, som føler, at de bliver konsulteret i forbindelse med forandringer på arbejdspladsen.
Anne Bøgh Fangel, specialist og manager indenfor organisationsudvikling på Alexandra Instituttet, kan genkende tendensen i rundspørgen. Hun mener, at danske virksomheder bør være bedre til at inddrage de medarbejdere, forandringerne handler om.
”Jeg tror generelt, at det er noget, der mangler i mange forandringsprocesser, at man bruger den nødvendige tid til at få folk med”.
Hun mener, at inddragelse er vigtig for forandringsprocessen.
”Der er ingen tvivl om, at inddragelse er vejen frem. Det handler om at medarbejderen føler sig hørt og ikke nødvendigvis om, at de tager beslutningen”, siger hun og fortsætter:
”Hvis det er noget, medarbejderen har en aktiv part i, så er det vigtigt, at man er inddraget i forandringsprocessen, ellers er det ikke sikkert, at det forplanter sig i organisationen”.
”Jeg tror generelt, at det er noget, der mangler i mange forandringsprocesser, at man bruger den nødvendige tid til at få folk med”Anne Bøgh Fangel, specialist i organisationsudvikling
Ledelsesrådgiver Helle Bro mener, at det er noget, man skal tænke over som leder. En så høj procentdel kan godt være et faresignal. I sit job som direktør i et rådgivningsfirma rådgiver hun til daglig til danske og udenlandske virksomheder i forbindelse med forandringsprocesser.
”Hvis 46 procent ikke føler sig inddraget, så er det noget, man skal tage alvorligt. Hvis man ikke føler inddragelse eller meningsfuldhed med det, man laver, hvordan skal man så kunne levere kvalitetsfyldt arbejde?".
”Der er noget forventningsafstemning, som mangler i forhold til, hvor medarbejderne kan få noget indflydelse. Vi skal være opmærksomme på at fortælle og gøre klart, hvor den enkelte medarbejder kan sætte sit aftryk og være med til at påvirke noget. Det handler om at have modet til at sige, hvor indflydelsen kan gøre sig gældende – og også, hvor det ikke er muligt”, siger hun.
Forandringer har en større risiko for at mislykkedes, hvis medarbejderne ikke bliver inddraget, siger Helle Bro:
”Vi mindsker sandsynligheden for, at forandringer i virksomhederne lykkedes, hvis vi ikke involverer medarbejderne. Forandringsprocesser kræver jo, at man ved, hvad der skal forandres, og hvad der skal til for at lykkedes med forandringen. Hvis medarbejderne skal kunne tage ejerskab over den ønskede og kommende forandring, så skal de både inddrages og også forstå forandringen. Og endnu vigtigere skal medarbejderne også lyttes til, hvis det skal lykkedes at få processen fuldført”, siger Anne Bøgh Fangel.
Om undersøgelsen
4.870 medlemmer har svaret på DM’s arbejdsmiljøundersøgelse. 16 procent af medlemmerne i medicobranchen har svaret.