Spring menu over
Dansk Magisterforening

Museumsbutikker holder åbent trods nedlukning

Museumsbutik M/S

Flere lokale har kontaktet M/S Museet for Søfart, da de gerne vil købe julegaver i museumsbutikken, selvom museet er lukket. © Foto: Siw Aldershvile Nielsen, M/S Museet for Søfart

Kultur
Del artikel:

Selvom kulturinstitutionerne er tvunget til at holde lukket resten af året i 69 af landets kommuner, har nogle museer valgt at holde deres butik åben i håbet om at redde årets sidste indtjening.

Museumsdirektør Ulla Tofte var klar til at slukke lyset og låse døren til M/S Museet for Søfart, da store dele af landet igen blev lukket ned i starten af december.

Men så begyndte de lokale at strømme til.

”Da det rygtedes, at vi skulle lukke ned, blev vi overrendt af folk som ville købe ting i museet. De sagde, at de gerne ville støtte os ved at købe julegaver i butikken”, fortæller museumsdirektør på M/S Museet for Søfart Ulla Tofte.

Interessen for at handle i butikken var så stor, at Ulla Tofte i det øjeblik traf en beslutning.

”Nu holder vi butikken åben til og med den 18. december. Vi er meget glade for, at folk vil støtte os, og derfor vil vi gerne give dem muligheden for at købe deres julegaver i vores kuraterede museumsbutik”.

Hos Vikingeskibsmuseet i Roskilde sælger de blandt andet kopismykker fra oldtid til middelalder og nyt nordisk design. Foto: Vikingeskibsmuseet.

Alt tæller  

Også på Vikingeskibsmuseet i Roskilde har man valgt at holde butikken åben, selvom resten af museet er lukket, fortæller museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen.

”Sandheden er den, at vi har brug for den indtjening og omsætning, vi kan få, efter et rigtig svært år, hvor vi i forvejen har mistet en stor del af vores indtægtsgrundlag”, forklarer Tinna Damgård-Sørensen og fortsætter:

”Når vi nu skal lukke vores museum for resten af året, så har vi valgt at holde vores butik åben til og med den 20. december, da vi plejer at have en god omsætning i butikken op til jul”.

Også i Roskilde har de lokale vist interesse for at støtte op om museet i de svære tider.

”Vi kan se, at der kommer folk og køber enten julepynt eller julegaver. Nogle kommer også og lægger flere penge lige nu for at bakke op om os. Derfor har jeg en forventning om, at vi kan opnå en pæn omsætning i december, men jeg har ikke set de konkrete tal endnu”, siger Tinna Damgård-Sørensen.  

Nomineret til bedste butik

M/S Museet for Søfarts butik blev i januar nomineret til  ‘Bedste Butik’ ved prisuddelingen The LCD Awards 2020.

Den danske museumsbutik var oppe mod butikkerne på Picasso-museet i Paris og Qatars nationalmuseum i Doha. 

Bag den prestigefyldte pris stod netværket Leading Culture Destinations, der hvert år uddeler priser i en række internationale kategorier som ‘Bedste Udstilling’, ‘Bedste Restaurant’, ‘Bedste Digitale Oplevelse’ og ‘Årets Nye Museum’. 

Butikken i Qatars nationalmuseum i Doha vandt prisen. 

Mere end bare en butik

Man kunne tro, at der bare er bolcher, postkort og souvenirs i museumsbutikkerne i Roskilde og i Helsingør, men det er langt fra tilfældet. Museumsbutikken har i dag fået en vigtig funktion.

”Butikken er en forlængelse af vores udstilling. Vi har et tæt enormt tæt samarbejde mellem butikken og museet, hvor vi nøje udvælger, hvilke varer der har rødder i museets DNA, og som passer til vores aktuelle udstillinger. For eksempel har vi relanceret en 50 år gammel striktrøje i samarbejde med den traditionsrige strikvirksomhed S.N.S. Herning”, siger Ulla Tofte.

Nogle af genstandene i butikken er netop designet til at forlænge museumsoplevelsen, fortæller hun.

”En museumsbutik kan noget, som et museum ikke kan. Museumsgenstandene må man jo typisk ikke røre ved, men så fortsætter vi udstillingerne i butikken, hvor du kan røre ved tingene, dufte til tingene og købe dem. Det tilføjer en ekstra oplevelsesdimension til besøget”.

På Vikingeskibsmuseet er det også vigtigt, at butikken såvel som museumscaféen passer ind i museets ånd.

”Vi har en meget bevidst holdning til vores butik, da den er en del af selve museumsoplevelsen. Vi går blandt andet meget op i, at nogle af produkterne kommer fra materialer, som også blev brugt i vikingetiden. I vores café kommer råvarerne også fra vikingetiden og er så omsat til moderne mad”, siger Tinna Damgård-Sørensen.

Ifølge både Tinna Damgård-Sørensen og Ulla Tofte har museumsbutikken i dag en vigtigere og større rolle end hidtil.

”I dag er det en del af forventningen ved at gå på museum, at man får en totaloplevelse. Vi er ikke længere kun videns- og dannelsesinstitutioner. Vi er en del af den rekreative branche, der appellerer til den fritid, folk har”, siger Tinna Damgård-Sørensen.