Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nyt grundforskningscenter skal undersøge, hvad diskrimination egentlig er

Aulaen AU

© Roar Lava Paaske

Del artikel:

Hvad er diskrimination? Og hvordan forhindrer vi det i samfundet? Det skal et nyt grundforskningscenter gøre os alle sammen klogere på.

Et nyt grundforskningscenter i diskrimination er åbnet på Aarhus Universitets fakultet for Business and Social Sciences.

Målet med centerets forskning er at kombinere perspektiver fra etik og filosofi med social og politisk psykologi. En tværdisciplinær tilgang, der ikke er set før i det felt, fortæller den nye centerleder Kasper Lippert-Rasmussen, der er professor i statskundskab og selv har forsket i netop emnet i mere end 10 år.

”I filosofi ser man ofte diskriminering som rodfæstet i en nedvurdering af andres moralske status og forkert af den grund. I socialpsykologi ser man det sådan, at man handler på implicit bias og de psykologiske mekanismer deri. Måske er der nogle sammenhænge, der kunne udforskes på tværs af de forskellige fag?”, siger Kasper Lippert-Rasmussen.

The Center for the Experimental-Philosophical Study of Discrimination, lyder titlen på det nye grundforskningscenter, der er finansieret med en seksårig bevilling på 62 millioner kroner fra Danmarks Grundforskningsfond.

Hvad er diskrimination?

Gennem studier med registerdata og eksperimenter med befolkningen er det forskernes hensigt at besvare tre hovedspørgsmål:

  • Hvad er diskrimination?
  • Hvorfor diskriminerer vi?
  • Hvad kan vi gøre for at forhindre diskrimination?

Målet med centerets forskning er altså ikke at kvantificere eller nedkoge diskrimination til en letforståelig størrelse, men derimod at blive grundlæggende klogere på fænomenet, fortæller Kasper Lippert-Rasmussen.

”Centeret er blandt andet til for at identificere, hvad diskrimination egentlig er for noget, men det er også en forudsætning for at konstruere et validt aggregeret mål for mængden af diskrimination. Det handler også om at identificere de psykologiske kausalmekanismer og den sociale kontekst, hvori disse psykologiske mekanismer aktiveres”, siger han.

Håbet er, fortæller Kasper Lippert-Rasmussen, at centerets forskning vil få den brede befolkning til at reflektere over, hvad diskrimination er og måske selv komme med bud på, hvordan vi kan mindske det i samfundet.