Ny uddannelse: Arbejdsløse akademikere kan blive pædagoger

Idéen er oplagt. På den ene side er der desperat mangel på uddannede pædagoger i landets daginstitutioner, og på den anden side er der ledige akademikere, som forgæves forsøger at finde et job. Hvorfor ikke kombinere de to?

Tanken opstod på Københavns Professionshøjskole, der nu har søgt om lov til at oprette en toårig pædagogmerituddannelse for akademikere. Og lige siden nyheden kom ud, er professionshøjskolen blevet kimet ned af håbefulde kandidater, fortæller dekan Annegrete Juul.

”De er for eksempel uddannet cand.psych. eller cand.pæd. og er mennesker, der har fundet ud af, at de i stedet for at være videnmedarbejdere bag en computerskærm hellere vil ud og gøre en forskel for børn og unge”, siger hun.

”Uddannelsen vil kunne tiltrække dem, der ellers ikke har haft mulighed for at arbejde i den her sektor, fordi deres uddannelse er for langt væk, men som gerne vil børnene og faget. For det er den altoverskyggende præmis. Man skal ville børnene og faget”.

Der er en vis fare ved at få akademikere ind i faget

Det virker umiddelbart fornuftigt, at akademikere kan uddanne sig videre til pædagog, når vi på den ene side mangler pædagoger i dagtilbuddene og på den anden side har en række akademikere, som har svært ved at finde arbejde og gerne vil gå nye veje, mener Dion Rüsselbæk Hansen, der er lektor i pædagogik og uddannelsesforskning på SDU.

Det store, uafklarede spørgsmål er imidlertid, hvad de akademiske pædagoger skal bruges til, når de er færdige på uddannelsen.

”I den bedste af alle verdener kan en biolog eller litteraturvidenskaber, der bliver uddannet til pædagog, virkelig berige de faglige miljøer med nye og anderledes perspektiver. Man kan forestille sig, at litteraturen bliver brugt mere aktivt og æstetisk, og at børnene kommer ud i naturen på en helt anden måde end før”, siger Dion Rüsselbæk Hansen.

”Omvendt er der også en vis fare ved at få akademikere ind i dagtilbuddene. Mange akademikere er i dag skolet meget metodisk i projektledelse og undersøgelsesdesign og kan levere den ene undersøgelse efter den anden. Men det er ikke det, der er brug for i institutionerne. Her handler det om nærværet med børnene og den pædagogiske praksis”, siger han.

Der er ikke nødvendigvis en modsætning mellem den pædagogiske praksis og den akademiske analyse. De kan godt spille sammen, hvis det bliver gjort rigtigt.

”I bedste fald kan sådanne analyser berige praksis og skabe blik for noget, man måske tidligere var blind for, for eksempel uhensigtsmæssige mønstre, strukturer og praksisser. Men det afgørende er, at kernefokus er på børnene og den dertil knyttede pædagogik og ikke på alle mulige former for regneark, dokumentationstekster om værdigrundlag og dataproduktion, der ser godt ud for omverdenen”, siger Dion Rüsselbæk Hansen.

Dekan: De bliver pædagoger som alle andre

Dekan Annegrete Juul er ikke bekymret for, at der vil ske en uheldig akademisering af den pædagogiske praksis i daginstitutionerne.

Er det en anden slags pædagog, der kommer ud af den her merituddannelse?

”Nej, de bliver hverken mere eller mindre pædagoger end dem, der er på grunduddannelsen. Det er en afgørende præmis for at lave ordningen. Vi vil ikke være med til at skabe et A- og B-hold i pædagogfaget”.

Og kan en akademiker med en bachelor i engelsk blive lige så god en pædagog på to år som dem, der tager grunduddannelsen på fire år?

”Vi tror på, at det kan lade sig gøre, fordi de kommer med en bachelor i bagagen og derfor ved, hvad det vil sige at være på en videregående uddannelse. Man har gode studiekompetencer, kan læse en tekst, skrive en opgave, og derfor kan man klare både at oparbejde praktisk erfaring og samtidig læse fuldtid. Men det er klart: Det her bliver ikke for børn, så at sige, for det er intensivt forløb, og der er meget at indhente”, siger Annegrete Juul.

Bundlinjen er, at der er hårdt brug for den nye uddannelse, mener dekanen. Søgningen til pædagoguddannelsen, landets største studie, er faldet igennem en årrække, og derfor er der også færre dimittender. Ungdomsårgangene bliver mindre, mens antallet af børn stiger, og et flertal i Folketinget ønsker en højere andel af pædagoger per barn i institutionerne.

”Der er en potentiel bombe under velfærdssamfundet, at der er hårdt brug for flere pædagoger, men lige nu uddanner vi færre. Det er det problem, som den her model er et supplement til at løse”, siger Annegrete Juul.

Målet med uddannelsen er altså at skaffe nye pædagogiske kræfter til faget, ikke mere bureaukrati.

”Den eksisterende merituddannelse er målrettet pædagogmedhjælpere, der vil uddannes til pædagoger, så der trækker man på dem, der allerede er i branchen. Med det her forsøger vi at trække nye grupper til, så man samlet set får flere pædagogiske hænder i institutionerne”, siger Annegrete Juul.

Hvad er succeskriterierne for at gøre uddannelsen permanent?

”Først og fremmest at vi kan fastholde kvaliteten hos dimittenderne. At de bliver lige så gode som dem på den ordinære pædagoguddannelse. Og så kræver det, at vi kan få en vis volumen. Vi har ikke sat tal på endnu, men der skal være en efterspørgsel blandt akademikerne. Vi kan ikke køre den med meget små hold. Og så håber jeg, at vi med modellen kan medvirke til at flytte folk fra ledighed til beskæftigelse i en branche, hvor der i den grad er brug for dem”, siger Annegrete Juul.

Hierarkiet på arbejdspladsen

Hvis ordningen skal blive en succes, kræver det stor opmærksomhed fra ledelsen på de enkelte institutioner. Ellers kan det skabe store problemer, mener lektor Dion Rüsselbæk Hansen.

Udfordringen ved at blande fagligheder er nemlig, at der kan opstå et hierarki på arbejdspladsen, hvor dem med de længste uddannelser får magten til at sætte retningen på bekostning af dem, der bruger mest tid med børnene.

”Vi har desværre set, at der kan opstå et hierarki på institutionerne, hvor det ikke er dem, der har det daglige samspil med børnene, som får den store ros, men derimod dem, der kan dokumentere og leve op til de formelle krav, der bliver sat oppefra. Det er en dynamik, som den pædagogiske ledelse skal være meget opmærksomme på at undgå”, siger Dion Rüsselbæk Hansen.

Samme magtforhold spejler sig også på det institutionelle plan, hvor det er en mere akademisk og økonomisk tilgang til børnepasning, der har vundet over den pædagogiske praksis, mener han. Et stort tab for pædagogikken, der fungerer ud fra helt andre logikker.

”Vi har oplevet en økonomisk logik, hvor den pædagogiske praksis bliver målt, vejet og opdelt i datasæt, som man så kan lave analyser på bag et skrivebord. Og det lider mange institutioner under i dag, fordi der er så meget i de menneskelige relationer, der ikke lader sig måle i et regneark, og alligevel er det regnearket, institutionerne bliver vurderet ud fra”.