Spring menu over
Dansk Magisterforening

Specialestuderende: ”Corona har faktisk været lidt af en gave”

Tre specialestuderende taler om at skrive speciale under coronakrisen

© Fotos: Privat. Collage: Magisterbladet.

Del artikel:

En årgang af studerende sendes i 2020 ud på arbejdsmarkedet på det værst tænkelige tidspunkt. Men ikke alle er bekymrede. Magisterbladet har talt med tre af dem.

Flere tusinde studerende sidder lige nu og pukler med specialet. 23.000 blev færdige sidste år, og et lignende antal forventes i år at dimittere fra universiteterne. Men er den ekstraordinære situation en fordel eller en ulempe for dem? Og hvad med arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret?

Magisterbladet har spurgt tre specialestuderende om deres overvejelser.

 

Luna afbrød feltarbejde i Sierra Leone efter tre dage

Luna Valgaard, specialestuderende
© Foto: Privat

Luna Valgaard Jørgensen er kandidatstuderende på Kultur & sprogmødestudier og Internationale Udviklingsstudier på RUC.

"Mit speciale handler om spilbaseret seksualundervisning i Sierra Leone. Min veninde, som jeg skriver med, og jeg rejste derned på feltarbejde, tre dage før regeringen lukkede Danmark. Vi isolerede os på et hotel af frygt for at bringe smitte ind i landet og rejste tilbage, så hurtigt vi kunne. Så det har haft enorm betydning. Men vi forsøger at udnytte situationen til at ændre metode for indsamling af empiri, og det er ret spændende".

Har I fået mere travlt?

"Før virusudbruddet valgte vi at udskyde afleveringen, fordi vi begge havde fået tilbudt job i nogle måneder. Jeg skulle arbejde 30 timer om ugen. Så det har faktisk været en gave for os. Vi har haft enormt travlt, men nu har vi fået en periode med ro til fordybelse, fordi vi ikke kan møde op på vores arbejdsplads".

Er du usikker på jobsituationen bagefter?

"Jeg skal aflevere i august, men bagefter har jeg fået mulighed for at tage til Marokko et halvt år for at lære arabisk via Erasmus+. Så jeg er ikke bekymret, men det er min specialemakker".

Hvad er chancerne for, at du finder det job, du gerne vil have?

"Jeg har lavet meget udviklingsarbejde, og det er jeg tiltrukket af. På den anden side er jeg ikke særlig glad for projektansættelser, usikkerheden og afhængigheden af fondsmidler. Jeg underviser i yoga og vil også gerne arbejde med inklusion, så måske noget der går i den retning. Men det er svært at spå om, hvilken betydning corona-krisen får".

"Der har været mange penge i inklusionsarbejde, men det er ikke sikkert, at det ender med at blive prioriteret lige så højt på sigt. Lige nu tænker jeg bare, at de er godt, at jeg kan spille på en bred vifte af kompetencer. Men det her kommer til at blive vildere end finanskrisen, så vi må se, hvad der sker".

"Vi risikerer at havne nederst på prioritetslisten"

Sarah Monrad er specialestuderende
© Foto: Privat

Sarah Monrad skriver speciale i Human Ressource Management på Syddansk Universitet.

"Coronakrisen kommer til at påvirke samfundet og selvfølgelig også de nyuddannede, der skal ud og søge job. Jeg tror ikke, det blive så nemt som før. De virksomheder, der skal ansætte os, er jo i gang med en stor omstilling. Der risikerer vi at havne nederst på prioritetslisten. Altså, hvorfor ansætte nogen fra scratch, frem for dem man lige har måttet fyre?"

Hvordan går det med specialeskrivningen?

"Der er nok en forestilling om, at nu kan vi endelig fordybe os. Men selvom vi har tid til at skrive, så er vi også ret påvirkede. Ekstra tid hjælper for eksempel overhovedet ikke i forhold til dataindsamlingen".

"Og når nu udsigten til job lige på den anden side af sommerferien næppe er stor, synes jeg, man burde kunne udskyde afleveringen og arbejde videre på specialet i sommerperioden. Det ville give os tid til at uddanne os bedre i en ret usikker periode, hvor sandsynligheden for at få job er meget lille”.

Hvilket job går du efter?

"Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med projektledelse af events. Men som det er nu, er det en af de brancher, der er hårdest ramt, ja den er helt lukket ned. Så min første jobprioritet må jeg sætte i bero, indtil der kommer arrangementer igen".

"Det er ærlig talt ikke noget, jeg tænker meget over"

Ronja Forchhammer er specialestuderende
© Foto: Privat

Ronja Forchhammer er kandidatstuderende ved Geoscience ved Aarhus Universitet

"Jeg har været så heldig, at jeg nåede at bruge laboratoriet, før det lukkede ned. Noget af mit materiale blev endda sat til at køre i en maskine på Fysik bare to dage før nedlukningen. Så jeg har ikke været ramt, som det er tilfældet for andre studerende, jeg kender".

"Så nu sidder jeg i vores soveværelse og skriver, mens min kæreste har sin hjemmearbejdsplads i køkkenet. Han er også geolog, og det er mit indtryk, at der fortsat er flow på det jobmarked, jeg skal ud på. Det vil sige typisk i kommunernes tekniske forvaltninger eller i rådgivende ingeniørfirmaer".

"Så det er ærlig talt ikke noget jeg tænker meget over. Og hvis jeg skal gå et ekstra halvt år på dagpenge, må jeg tage nogle kurser. Så tingene er nu engang som de er, og så må jeg gøre mit bedste for at indordne mig”.

Du kunne ikke have lyst til at bruge lidt mere tid på specialeskrivningen?

"Nej, fordi udfordringen i at omstille sig mentalt til en ny deadline vil være hårdere end at aflevere til tiden".

"Det kan godt være, at folk taler om, at det kan blive en langvarig krise, men jeg gider ikke bruge mental energi på det, jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg kan fortsat søge jobs, og så tager jeg det, som det kommer”.