Flyttede arbejdet fra New York til Nykøbing Sjælland: "Jeg har lært, at det er ok ikke at være på toppen hele tiden"

Det er trods alt bedre at bo sammen med mine forældre i Danmark end at sidde alene i en lejlighed i Brooklyn i et nedlukket New York. Derfor valgte jeg for to uger siden at tage hjem til Danmark og arbejde herfra. Det er allerede seks uger siden, jeg sammen med mine kolleger, blev sendt hjem fra FN’s humanitære koordinationskontor, hvor min overordnede opgave er at styrke ligestilling mellem kønnene i humanitære katastrofer ved at støtte kollegerne i felten med for eksempel viden og informationer.

Mine opgaver er ikke så forskellige fra før coronakrisen. Nu er det meste bare COVID-19-relateret. Meget af mit arbejde handler om at forberede baggrundsnotater og analyser, hvor vi prøver at sikre, at vores viden bygger på analyser og rapporter, som forholder sig til sårbarhed og forskelle mellem mænd og kvinde, drenge og piger, unge og gamle, seksuel observans, handicap mv. Det kan være talepapirer til folk, der skal til møder, eller analyser, som belyser, hvad de forskellige udfordringer betyder ud fra et kønsmæssigt perspektiv.

Hvis man for eksempel bor i en tætbefolket flygtningelejr, forstærker spredning af COVID-19 de problemer, som også eksisterede inden. Nu er der så bare færre ressourcer til at hjælpe dem, da de organisationer, som hjalp inden krisen, ikke må komme der mere. Det betyder for eksempel manglende adgang til hjælp for, hvordan får man information, hvis man ikke kan læse eller bare ikke har adgang til den.

Der findes ingen humanitære katastrofer, som ikke rammer ulige, og da vi i forvejen arbejder med katastrofer, kan man sige, at det med coronakrisen bliver katastrofe med katastrofe på.

Resten af teamet arbejder i New York

Jeg er en del af et team, hvor alle de andre har valgt at blive i New York for at være tæt på deres familie. Det betyder, at jeg har vendt lidt op og ned på døgnet og sidder og arbejder eftermiddag og aften, så jeg kan være til stede under New York business hours. Så min aftensmad er kollegernes frokostpause.

Jeg kom ikke hjem, fordi jeg følte mig mere udsat i New York, og jeg har en fin sygeforsikring. Jeg havde bare ikke lyst til at sidde alene i min lejlighed længere, og jeg er glad for, at jeg tog hjem, da vi lige har fået at vide, at vi skal fortsætte med at arbejde hjemme i hvert fald hele maj måned.

Jeg prøver at få noget ud af dagene ved for eksempel at løbe. Men det er hårdt for alle. Vores koncentration og temperament bliver jo påvirket, så for mig handler det om at prøve at acceptere, at jeg ikke kan forvente det samme af mig selv og yde på samme niveau som før.

Vi har alle behov for pauser, så jeg ringer til en kollega flere gange om dagen over Teams og snakker og drikker kaffe med kamera på og lader som om, det ikke er mærkeligt.

Mine dage er også fyldt med ret mange møder, både ad hoc og planlagte, men det er bare another day at the office. Jeg er i en international sammenhæng, så jeg er vant til at have møder over Teams og Zoom med folk i Geneve eller Syrien eller hvor som helst i hele verden.

Krisen har lært mig, at det er ok ikke at være på toppen hele tiden og at acceptere, at ingen kan forventes at levere på samme niveau som før. Krisen har en psykisk påvirkning på os alle sammen, og jeg mærker det på øget træthed og mindre koncentration. Det kan skyldes, at jeg mangler sociale input og spontanitet i hverdagen. Alt det, man får ved siden af arbejdet, og som giver stimuli og energi til arbejdslivet. Det at mødes på en bar og gå i teatret for eksempel.

Selvfølgelig er det mere besværligt at arbejde hjemme. Der er forsinkelser, og det er mere bøvlet, at man skal ringe til kollegerne i stedet for bare at stikke hovedet ind på deres kontor. Men jeg føler mig alligevel heldig, for jeg har mulighed for fortsat at få indhold og rytme i min hverdag, fordi mit arbejde ikke er så påvirket af krisen. Det, jeg leverer, har betydning nu, som det altid har.

Fremtidsperspektiverne er lidt lange, og jeg glæder mig lige nu til at komme ud igen og omgås folk. Men samtidig synes jeg, det har været positivt at mærke, hvor meget tættere vi er kommet på hinanden i mit team. Vi viser i langt højere grad omsorg og bekymring for hinanden nu, end jeg er vant til i et kollegaskab, og det har jeg en forventning om vil overleve.

Denne artikel er alene udtryk for Sille Bern Jensens egne holdninger