Museumsdirektør: Drop lønkompensationen, og dæk indtægtstabet
Gangene er tomme på Museum Trello, en del af Vardemuseerne, og det koster millioner på bundlinjen © Foto: Vardemuseerne
Vardemuseerne står til at miste 7-8 millioner i entréindtægter, hvis nedlukningen fortsætter frem til juni. Politikerne bør dække indtægtstabet snarere end at yde lønkompensation, lyder en opfordring fra museets direktør forud for dagens forhandlinger i Kulturministeriet.
Claus Kjeld Jensen er direktør på Vardemuseerne, der beskæftiger 100 medarbejdere. Og selv om løn til de ansatte er den største udgiftspost på kulturinstitutionens budget, så har museumsdirektøren en bøn til de politikere, der i dag skal i Kulturministeriet for at forhandle om en hjælpepakke til kunstnere og kulturinstitutioner:
”Vi ønsker os at få vores indtægtstab dækket. Museernes økonomier er strikket meget forskelligt sammen. Nogle får kommunale tilskud og har gratis entre, andre er afhængige af entreindtægter. Men for alle gælder, at det er let at gøre det tab op, de har lidt som følge af nedlukningen,” forklarer Claus Kjeld Jensen.
Han håber, at hjælpepakken til museerne vil ligne den, der blevet forhandlet hjem på medieområdet, hvor 80 proent af indtægtstabet bliver dækket.
”Vores beregninger viser, at vi mister entreindtægter for op til 7-8 millioner kroner, hvis nedlukningen fortsætter frem til juni. Især gør det ondt, at vi ikke kan holde åbent i påsken. Vi sparer ikke op af de tilskud, vi får til drift, og derfor har vi ikke en likviditet, som kan hjælpe os igennem en tørkeperiode”, påpeger museumsdirektøren.
Varde Museerne er ikke den eneste kulturinstitution, der håber på, at en hjælpepakke var forhandlet på plads hurtigt.
En rundspørge, som organisationen Danske Museer har foretaget, viser, at 10 procent af medlemsinstitutionerne har varslet fyringer eller overvejer at gøre det. Det tal stiger for hver dag, siger direktør for Danske Museer, Niels Jensen.
”Det er utroligt meget usikkerhed lige nu. Vi havde håbet på et resultat inden 1. april. Uanset hvad den kommende tid bringer, vil de fleste museer blive nødt til at ændre planer, både hvad angår udstillinger, forskningsindsatser og så videre. Derfor har vi brug for afklaring hurtigst muligt, så institutionerne ved, hvad de har at gøre med efter corona-krisen”, siger Niels Jensen.