Spring menu over
Dansk Magisterforening

KU-studerende kan aflevere speciale senere

Del artikel:

På KU kan de studerende udskyde deadline for speciale. Det kan de ikke på Aarhus Universitet. Her henholder man sig til, at Styrelsen for Forskning og Uddannelse har skrevet, at covid-19-pandemien ”ikke i sig selv er at betragte som et usædvanligt forhold”.

Det er blevet markant sværere at skrive speciale under coronakrisen. De studerende skal bruge laboratorier, lave feltarbejde, indsamle empiri og bruge skriftlige kilder i biblioteker, hvilket ikke længere er muligt.

Derfor har Københavns Universitet valgt at give uddannelserne mulighed for at udskyde fristen for at aflevere specialer med en måned.

I praksis er det universitetets studienævn, der skal træffe afgørelsen, og ifølge Magisterbladets oplysninger har i hvert fald alle uddannelser under Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og Det Humanistiske Fakultet valgt at forlænge fristen.

Ifølge Jens Erik Mogensen, prodekan for uddannelse ved Det Humanistiske Fakultet, betyder det, at specialestuderende ved de knap 50 humanistiske uddannelser nu kan aflevere deres speciale senest 30. juni frem for i slutningen af maj uden at skulle søge om dispensation.

”På de andre fakulteter kan det dreje sig om adgang til laboratorier, men hos os er det et problem, at de studerende ikke har adgang til ikke-digitaliserede materialer og relevant empiri på grund af nedlukningen. Det kan i princippet gælde alle vores uddannelser, så derfor har studienævnene handlet hurtigt og truffet den samme beslutning for samtlige uddannelser”, siger han.

”Hvis de skal bruge mere tid derudover, skal de søge om individuel dispensation. Men det er altså en standardløsning, der gælder alle, der oprindeligt havde frist 31. maj, og som også tager hensyn til, at vi ikke ønsker at overbebyrde det administrative system med enkeltansøgninger”.

Ifølge Jens Erik Mogensen er der også taget hensyn til vejlederne, der har fået forlænget fristen for bedømmelse til 31. august, altså efter sommerferien. Det betyder, at de studerende også dimitterer en måned senere. Jens Erik Mogensen understreger, at den nye retningslinje er frivillig.

AU: Situationen er ikke usædvanlig

Mens der ifølge Jens Erik Mogensen er tale om ”særlige omstændigheder”, skrev Niels Overgaard Lehmann, prodekan for uddannelse på Arts på Aarhus Universitet, i en mail til de specialestuderende den 2. april, at covid-19-pandemien ifølge Styrelsen for Forskning og Uddannelse ”ikke i sig selv er at betragte som et usædvanligt forhold”.

Derfor skal hver enkelt studerende søge om udsættelse af afleveringsfristen i de enkelte studienævn.

I en lukket facebookgruppe for studerende har flere fortalt, at det giver problemer.

Marie T. Clausen (Magisterbladet har fået tilladelse til at bringe hendes navn), der er specialestuderende ved DPU, skriver eksempelvis 16. april, at studerende, der skriver speciale sammen, ikke kan søge om kollektiv udsættelse.

”Vi er en gruppe, hvor det kun er mig, der har ret til dispensation grundet børn hjemme, og derfor vil vi umiddelbart skulle splitte op, hvis jeg vil søge dispensation, hvilket vi ikke ser som en mulighed”.

De udsendte retningslinjer fra prodekan Niels Overgaard Lehmann synes at bekræfte Marie T. Clausens formodning. I mailen til de studerende, der har overskriften ”specialeskrivning under Coronapandemien”, skriver han:

”Hvis et medlem af gruppen er omfattet af usædvanlige forhold, der forhindrer vedkommende i at arbejde på specialet, er I nødt til at splitte gruppen op, da det kun er den enkelte, men ikke hele gruppen, der kan få dispensation. I skal derfor aflevere hver jeres speciale”.

Studerende: Der burde være samme regler for alle

En studerende giver i et svar udtryk for, at AU har en økonomisk interesse i at undgå forlængelse, fordi en del af universitets statslige tilskud gives på baggrund af beståede eksamener og gennemførelsestid.

”Uddannelsestaxameteret viser sig fra sin værste side”, skriver vedkommende.

Vicki Clausen, der også skriver speciale på DPU, mener, der burde gælde ens regler for alle studerende på tværs af universiteter.

”Det kan godt være, at beslutningskompetencen ligger i det enkelte studienævn, men så burde i det mindste AU’s ledelse udsende nogle rammer, der opfordrer studienævnene til at vedtage en generel dispensation. Som det er nu, er der tale om forskelsbehandling på tværs af universiteter”.

Vicki Clausen ønsker selv at få udsat sit speciale.

”Jeg skulle indsamle empiri ved at følge undervisningen i en folkeskole, og min specialevejleder er positiv ifht. at jeg søger udsættelse. Men jeg har allerede mistet tre-fire uger på at redesigne min metode, og fordi jeg er på mit tredje eksamensforsøg og derfor har en uopsættelig deadline 2. juli, vil alene ansøgningen og sagsbehandlingen være et problem”.  

Magisterbladet arbejder på at få en kommentar fra Niels Overgaard Lehmann.