Regeringens udspil til finanslov: 700 millioner på at stoppe besparelser på uddannelse
Som statsminister Mette Frederiksen (S) også udtalte i sin åbningstale til Folketinget, er regeringen klar til at droppe omprioriteringsbidraget på samtlige uddannelser. Pris: 700 millioner kroner. Det fremgår af regeringens udspil til finanslov 2020, som fremlægges 2. oktober. © Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix
Regeringen foreslår i sit udspil til finanslov 2020 at sløjfe omprioriteringsbidraget. Det vil koste 700 millioner kroner. Derudover fokuserer regeringen på at afsætte penge til socialområdet, politiet og skattevæsenet.
Det skal være slut med besparelser på uddannelse. Regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen foreslår i sit første udspil til en ny finanslov ’Velfærd Først’ at sløjfe det omprioriteringsbidrag, der har betydet, at landets uddannelsesinstitutioner har skullet spare to procent hvert år siden 2016, hvor VLAK-regeringen indførte det meget omdiskuterede forslag. Det skriver Berlingske, som er i besiddelse af udspillet.
Finansminister Nikolaj Wammen fremlægger på vegne af regeringen udspillet til finanslov for 2020 kl. 12 onsdag.
At regeringen stod til at droppe uddannelsesbesparelserne stod allerede klart den 25. september, hvor Uddannelses- og forskningsministeriet udsendte en pressemeddelelse om det.
Og Mette Frederiksen fortalte det samme i sin første åbningstale som statsminister i Folketinget tirsdag 1. oktober. Nu udmønter ønsket sig så i regeringens finanslovsudspil.
5,4 milliarder kroner til velfærd og uddannelse
Regeringen ønsker at afsætte 5,4 milliarder kroner til velfærd og uddannelse i 2020. Det er inklusiv økonomiaftalerne med kommunerne på 2,2 milliarder kroner og med regionerne på 1,5 milliarder kroner.
Herunder afsætter regeringen altså 700 millioner kroner til at stoppe omprioriteringsbidraget på uddannelser. Og der afsættes midler til at ansætte 1.000 flere sygeplejersker.
Desuden vil en del af pengene – 1,3 milliarder kroner – blive brugt på socialområdet fordelt på perioden 2020-2023. Ifølge regeringens udspil kan politiet og anklagemyndigheden regne med at få 1,2 milliarder kroner i 2020.
Skattevæsenet får flere penge
Regeringen afsætter 1,5 milliarder kroner til genopretning af skattevæsenet. De skal gå til ét nyt skattecenter med 250 nye kontrolmedarbejdere, der blandt andet skal bekæmpe skattely og styrke indsatsen mod fejl, snyd og organiseret kriminalitet på skatteområdet.
Derudover er der afsat penge i en såkaldt forhandlingsreserve på 2,1 milliarder kroner i 2020, og her nævner regeringen, at pengene kan gå til velfærdsinitiativer som minimumsnormeringer samt til grøn omstilling.
Forhandlinger om reserve i vente
Den reserve kan der meget vel blive brug for, for SF har krævet, at der afsættes penge til minimumsnormeringer i børneinstitutionerne. På samme måde har Enhedslisten krævet en akut-milliard kroner til forbedring af psykiatrien, ligesom partiet ønsker at reducere prisen på billetter til kollektiv trafik med 30 procent og afsætte 400 millioner kroner til at forkorte behandlingstiden for syge på kontanthjælp.
Disse krav fra regeringens støttepartier er der ikke afsat penge til i udspillet, ligesom der ikke konkret er afsat penge til grøn omstilling.
Regeringen udmeldte dog i midten af september, at den vil afsætte yderligere én milliard kroner til grøn forskning, som skal findes i forskningsreserven.
Den nye milliard skal bruges til at udvikle ny viden og løsninger på vores massive klima- og miljøudfordringer, siger uddannelses- og forskningsministeren.
Sådan finansieres udspillet til finansloven 2020
Udgifterne på initiativerne i udspillet til finansloven på de 5,4 milliarder kroner forventer regeringen at hente ved eksempelvis droppe de lempelser på bo- og arveafgifter, som den forrige regering lagde op til at gennemføre.
Desuden ønsker regeringen at fastholde skat på fri telefon, at ligesom loftet på aktiesparekonto fastholdes. Så indføres der højere tobaksafgifter og arbejdsgiverperioden i sygedagpengeloven forlænges.
Regeringen ønsker desuden at reducere tilskuddene til de frie grundskoler, og så har regeringen bebudet, at planerne om at placere udviste kriminelle på øen Lindholm droppes – anlæggelsesudgifterne til det center lå i VLAK-regeringens forrige finanslov på 759 millioner kroner.