Ny kulturradio: Museer skal levere inspiration og indhold
Promovideoen for den nye DAB-radiokanal Loud © Screenshot fra Youtube
Radiokanalen Loud vandt udbuddet om at sende på ny DAB-kanal foran Radio24syv. Det bliver en kulturradiokanal til unge mellem 16-32. Museer kommer til at producere indhold og inspirere det redaktionelle indhold.
Den nye radiokanal Loud bliver enden for Radio24syv.
Det står klart, efter kanalen vandt et udbuddet om at sende på en ny DAB-kanal, der får 70 millioner kroner om året. Kanalen forventes at sende fra 1. april 2020 og finansieres gennem medieforliget og af public service-puljen.
Radiokanalen Loud er en samling af ni lokale radiostationer samt flere kulturinstitutioner, der kommer til at fungere som mediepartnere. Store kulturorganisationer og -institutioner som Roskilde Festival, Nationalmuseet og VEGA er alle en del af projektet.
Derfor kommer blandt andet museer til at spille en stor rolle i formidlingen, sagde direktør for Radio Loud, Ann Lykke Davidsen, til DM Natur & Kultur tidligere på ugen.
”Grunden til, at vi overhovedet går til museerne, er, at de står med samme udfordring, nemlig at finde ud af hvordan vi skaber et sted, hvor unge vil komme og blive beriget, få indsigter og danne sig et billede af vores demokratiske samfund. Så vi tænker: Nu må vi stå sammen og prøve”, siger hun.
Ufortalte historier fra museet
Radiokanalens ansøgning lister en række eksempler på de kulturprogrammer, man vil sende:
- Historien i Nutid (mandage 18.05-19). Programmet vil løbende interagere med lyttere, og det tager udgangspunkt i den nutidige ungdom. Ud fra kommunikationen med lytterne gennem radioen og de sociale medier vil det til sidst blive til en stor samlet udstilling på Nationalmuseet.
- U-KULTUR (alle hverdage kl. 19.05-20.00). Sætter fokus på, hvordan kultur og musik er knyttet til hinanden. Lytterne skal være gæster i programmet og være med til at bestemme indholdet
- Kulturprogrammet (alle hverdage kl. 15-18). "Et Kulturmagasin der kommer rundt i hjørnerne af vores kulturtilbud og kulturpolitik ... Har en lytter hørt om det, set det, oplevet det - så er det vædr at have med."
Nationalmuseets kommunikationschef og projektansvarlige i Loud-projektet, Jakob Frische, ser frem til samarbejdet. Han ser muligheder i, at Nationalmuseet kan komme ud til nye målgrupper, som de ikke har været i stand til at fange før.
”Vi har mange historier, vi har ikke mulighed for at udkomme med på museet, og derfor er det en ny måde at formidle de historier på”, siger han.
Jacob Frische forklarer, at Nationalmuseet skal stå for et ugentligt program og fem årlige temaudsendelser på radiokanalen.
Problematisk partnerskab
Tor Arnbjørn, tidligere radiochef i DR, er skeptisk overfor de såkaldte mediepartnerskaber. ”Jeg har meget svært ved at se, hvordan det ikke ender med at blive ren promotion for de pågældende partnere,” siger han til Dagbladet Information.
Også Politiken forholder sig kritisk partnerskaberne.
”Hvordan kan man i ramme alvor tale om armslængde mellem Kulturministeriet og Nationalmuseet, der er vævet ind i den nye radio som fast og formaliseret samarbejdspartner?
Nationalmuseet er ifølge ministeriet 'Danmarks statslige, kulturhistoriske hovedmuseum og en institution under Kulturministeriet". Direktøren for Nationalmuseet udpeges af kulturministeren. Det er altså to sider af samme mønt”, lyder det i en leder fra Politiken.
Jakob Frische fra Nationalmuseet mener ikke, samarbejdet vil gå udover den redaktionelle frihed. Men de eksterne partnere kommer til at fylde noget af sendefladen, og de kommer derfor til at være med i overvejelserne af tematikker, som radioen kan beskæftige sig med, så den viden, der findes i kulturinstitutionerne, kommer ud til flere, forklarer han.
”Der bliver oprettet et råd, som kan diskutere, hvad radioen skal sætte fokus på og give inspiration til det redaktionelle indhold. Men det er vigtigt at klargøre, at Loud stadig kan behandle os kritisk og uafhængigt som en stor kulturinstitution", siger han.