Derfor ligner S-regeringens opgør med dyre konsulenter nu en død sild

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde store planer for at skifte kolde hænder ud med varme, da hun i valgkampen bebudede et loft for det offentliges brug af private konsulenter – og dermed ville flytte tre milliarder kroner til kernevældfærd.

Da hun efter sommerferien præsenterede regeringens pejlemærker for efterårets politiske arbejde, var konsulenterne en hovedprioritet sammen med klima, pension og velfærd. 

I regeringens finanslovsforslag er konsulentloftet imideltid ikke nævnt med ét ord. Og dermed er opgøret foreløbig parkeret i en arbejdsgruppe, der blev aftalt under økonomiforhandlingerne med Kommunernes Landsforening. Arbejdsgruppen skal se på ”veje til at nedbringe anvendelsen af eksterne konsulenter i stat, kommuner og regioner og løbende følge op på, om udviklingen går i den rigtige retning”. 

Og godt det samme, mener Per Nikolaj Bukh, professor i offentlig økonomistyring.

”Jeg tror at forslaget kan være født, ikke nødvendigvis hos en politiker, men hos en medarbejder med utrolig lidt indsigt i, hvordan tingene styres”, siger han.

I princippet kan man godt indføre et loft på statens område, tilføjer han, for her har man en ”ensartet konteringsplan”, og dermed er det muligt, i modsætning til det kommunale område, at fastslå forbruget af konsulentydelser. 

”Der er sådan set ikke noget juridisk forkert i, at man beslutter hvad som helst”, siger Per Nikolaj Bukh.

Langt sværere er det imideltid at fastslå, om forbruget er for højt, mener han. Det afslører et lækket regeringsnotat, som Altinget har set.

Notatet indeholder et udkast til de overordnede prioriteringer for finanslovsudspillet og mulige finansieringsforslag, herunder ”at indarbejde en reduktion af udgifter til konsulenter i staten”.

Men frem for at sætte et loft for konsulentudgifter foreslås det at nedbringe disse ved hjælp af en “generel rammereduktion”.

”Det er lidt komisk.  Man vurderer, at der er et besparelsespotentiale, men man kan ikke måle det.  Derfor må institutionerne selv bestemme, om de høster besparelsen, der hvor regeringen ønsker det eller et andet sted. Med andre ord laver man en generel besparelse, der reelt set er relateret til noget, der intet har med konsulenter at gøre”.

På Aalborg Universitet er forbruget af konsulenter de sidste ti år vokset fra 46,7 mio. kr. til 84,8 millioner kroner, men som andel af de samlede omkostninger er der tale om en beskeden vækst fra 2,42 procent til 2,85 procent.

Om et konsulentloft siger universitetets økonomidirektør Antonino Castrone:

”Alt kan lade sig gøre, men vi forvalter og forventes at forvalte på den bedst mulige måde, så det giver ikke mening at detailstyre på det her område”, siger han. 

Per Nikolaj Bukh er enig.

”Når man bevilliger penge, så bevilliger man ikke til blyanter eller konsulenter. Man bevilliger til formål. Administrationerne er så bemyndigede til at løse opgaverne og afholde udgifterne mest effektivt”, siger han.

Skulle regeringen alligevel beslutte sig for at gå efter konsulenterne, vil kommunerne udgøre et særskilt problem, påpeger Per Nikolaj Bukh. For her er der i dag ikke noget brugbart datagrundlag, og konsulentbegrebet, som ikke er fast defineret, dækker over alt fra advokatbistand eller byggetekniske opgaver til sundhedsfaglig eller pædagogisk ekspertise.

Per Nikolaj Bukh forudser, at et konsulentloft i realiteten vil virke som et ineffektivt, bureaukratisk benspænd.

”Forestil dig, at du i en børnehave vil bruge 57.000 kroner på en psykolog, der skal arbejde med pædagogiske udfordringer. Normalt vil du måske kontere 17.000 kroner som undervisning og 30.000 kroner som rådgivning. Men på grund af loftet kan du kun bruge 17.000 kroner. Ja, så må du jo forsøge at gøre det til en anden form for udgift, og så kommer konsulenten tilbage med en helt anden ydelse. Og det er ikke engang snyd. Det er administrativt besværligt, men fører ingen vegne”, siger han.