CBS-forskere skal offentliggøre bijob
© Wikimedia Commons
I kølvandet på sagen om en professors forsvar af Danske Bank kræver CBS nu, at forskere ansat ved universitetet offentliggør deres bijob.
Det er ikke længere en privatsag, hvem forskere ved Copenhagen Business School arbejder for ved siden af deres beskæftigelse ved universitetet.
Det ligger fast, efter at ledelsen på CBS med medarbejdernes accept har besluttet, at forskerne fremover skal offentligøre alle bijob med en fortjeneste på mere end 5.000 kr. på deres CBS-hjemmeside.
”Vi synes, at transparens er et rigtigt godt princip for både forskernes og universitetets troværdighed, og med det her tiltag vil vi gerne sikre, at der ikke opstår hverken begrundet eller ubegrundet mistanke om, at vores forskere har interessekonflikter”, siger Søren Hvidkjær, forskningsdekan ved CBS.
Tiltaget, som ifølge Søren Hvidkjær kommer efter sagen om professor Steen Thomsens forsvar for Danske Bank, betyder, at forskerne blandt andet skal oplyse om:
- kontrakter med private virksomheder
- arbejde i bestyrelser
- egen virksomhed
- rådgivning
- medlemskab af private eller fondsejede kommissioner og komiteer.
Hidtil har forskerne kunnet nøjes med at oplyse om deres bijob til deres nærmeste foresatte.
Ifølge Ole Helmersen, fællestillidsrepræsentant for forskerne ved CBS, vedkommer det i princippet ikke universitetet, hvad forskerne laver i deres fritid, men alligevel bakker han om kravet, der har været omkring universitetets samarbejdsudvalg.
Ole Helmersen sammenligner det nye regelsæt med kravet om åbenhed omkring økonomisk støtte til politiske partier.
”Det er det samme her, at vi oplyser om økonomiske forbindelser, der kan påvirke ens virke eller give mistanke om det. Samtidig kommer CBS til at fremstå mere troværdig, og det er naturligvis i medarbejdernes interesse”.
I sagen om Steen Thomsen var der tale om en kronik, hvor CBS-professoren kritiserede mediernes behandling af Danske Bann. I kronikken nævnte Steen Thomsen ikke, at det forskningscenter han var leder af, havde modtaget en millionbevilling fra banken, og det har efterfølgende være diskuteret i Akademisk Råd på CBS, om forskere fx i forbindelse med deltagelse i offentlige debatter skal deklarere potentielle interessekonflikter.
Den nye politik retter sig ikke mod denne problemstilling, men Søren Hvidkjær peger på, at universitet allerede har retningslinjer for "god forskningskommunikation", hvor det blandt andet fremgår, at forskerne har ansvar for at skelne mellem rollen som ekspert og debattør.
”Så vi må også appellere til forskernes sunde fornuft. Der må ikke herske tvivl om, at man er uafhængig, når man træder offentligt frem, og det har jeg også fuld tillid til at, forskerne selv kan vurdere. Hvis vores forskere er i tvivl i et konkret tilfælde, hjælper vi naturligvis gerne”, siger han.
Der må ikke herske tvivl om, at man er uafhængig, når man træder offentligt fremSøren Hvidkjær, forskningsdekan