Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ledige magistre er ikke kræsne: Mange søger job som pædagogmedhjælper

Barnehånd der stabler klodser

Pædagogmedhjælper er nummer 10 på listen over job, som ledige magistre søger © Foto: La-Rel Easter on Unsplash

Af Pernille Siegumfeldt og Troels Kølln
Del artikel:

De bliver kritiseret for ikke at ville sidde i kassen i Netto. Men en oversigt fra Magistrenes A-kasse viser, at de ledige magistre både søger akademiske og ikke-akademiske stillinger.

De bliver kritiseret for ikke at ville sidde i kassen i Netto. Men en oversigt fra Magistrenes A-kasse viser, at de ledige magistre både søger akademiske og ikke-akademiske stillinger. Se listen over de 25 mest søgte job.

Ledige akademikere er langt fra kræsne, når de sender jobansøgninger ud.

En oversigt, som Magistrenes A-kasse har lavet på baggrund af medlemmernes egne indberetninger, viser, at jobsøgende magistre både søger akademiske stillinger, men også ledige job i kundeservice og som lærer.

Pædagogmedhjælper er således den 10. mest søgte stilling.

Tallene, der dækker perioden fra 1. januar 2018 til nu, viser, at de 25 mest søgte stillingstitler er:

  1. Kommunikationsmedarbejder
  2. Gymnasielærer             
  3. Lærer
  4. Kommunikationskonsulent
  5. Projektleder
  6. Konsulent
  7. Projektmedarbejder
  8. Akademisk medarbejder
  9. Underviser
  10. Pædagogmedhjælper
  11. Administrativ medarbejder
  12. Pædagog
  13. Udviklingskonsulent
  14. AC-medarbejder
  15. Koordinator
  16. Tekstforfatter
  17. Projektkoordinator
  18. Lærervikar
  19. Salgsassistent
  20. AC-fuldmægtig
  21. Receptionist
  22. Museumsinspektør
  23. Kundeservicemedarbejder
  24. Efterskolelærer
  25. Bibliotekar        

Ifølge A-kassens egne oplysninger er der en vis statistisk usikkerhed forbundet med tallene, fordi medlemmerne selv indtaster stillingsbetegnelserne.

For fine til Netto?

I weekenden blussede debatten om nyuddannede akademikere, der er ”for fine til Netto”, op igen. Berlingske skrev på den baggrund, at dagpengeperioden bør sættes ned til et år. 
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har afvist at stramme reglerne for dagpenge yderligere.

”Regeringens holdning er, at det vil være helt forkert at skære dagpengesatsen for nyuddannede, som flere borgerlige ønsker sig. I stedet brug for bedre jobmatch og at kigge på afslutningstidspunkt”, skriver han på Twitter.
Og Dansk Magisterforenings formand Camilla Gregersen mener heller ikke, at den manøvre vil hjælpe hverken de nyuddannede eller andre ledige i job.

”Helt ærligt, de nyuddannede brænder efter at bruge deres viden, faglighed og evner, og de fortjener ikke prygl eller hetz. De fortjener i stedet en hjælpende hånd til at komme ind på arbejdsmarkedet. Arbejdsløshed er rædsomt! Det er stressende, slidsomt og nedbrydende”, skriver Camilla Gregersen i en kommentar på Facebook.

Hun minder om, at akademikere både har indtaget det private og det offentlige arbejdsmarked med stor succes.

”Der er jo blevet uddannet mere end 100.000 akademikere i de seneste 20 år, og de har stort set alle fundet vej ind på arbejdsmarkedet, fordi de er dygtige og efterspurgte. Vi skal stadig hjælpe - og ikke prygle - de nyuddannede”, fastslår Camilla Gregersen.