Spring menu over
Dansk Magisterforening

Kvote 2-ansøgere er mere afklarede og motiverede til studiestart

Af William Leerbeck Meyer
Del artikel:

Der er større afklaring om studievalg og højere motivation til at starte på studiet blandt kvote 2-ansøgere.

Når vinduet for ansøgninger til kvote 2 lukker den 15. marts kl. 12, vil det i høj grad være en gruppe afklarede og motiverede unge, der har søgt.

81 pct. af kvote 2-ansøgerne er nemlig i høj grad afklarede med, at de vil studere den uddannelse, de er blevet optaget på, og 62 pct. er meget motiverede for at starte. Det samme gælder kun hhv. 68 pct. og 46 pct. af studerende, der ikke har søgt ind via kvote 2. Det fremgår af et nyt notat fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

En af forklaringer på forskellen kan ifølge projektleder hos EVA Lars Dyrby Andersen være den tidlige ansøgningsfrist. Søger man ind på kvote 1, altså udelukkende med sine karakterer, er fristen først den 5. juli.

”Hvis man er meget motiveret og afklaret, er man mere villig til at gøre en ekstra indsats og søge ind på drømmeuddannelsen så tidligt som muligt. Så kan man søge kvote 2 allerede i marts og forhåbentlig optimere chancerne for at komme ind”, fortæller han i en pressemeddelelse fra EVA.

SDU vil optage alle på kvote 2

På Syddansk Universitet (SDU) er erfaringen også, at deres kvote 2-ansøgere har en højere motivation og er mere afklarede. For to år siden satte universitetet sig derfor et mål om, at alle studerende på sigt skal optages på kvote 2. Som led i den målsætning har SDU indført særlige optagelsesprøver til kvote 2, hvor de studerende skal ud på universitetet og udfylde en generel kognitiv test samt en fagspecifik test.

LÆS OGSÅ: Testbaseret optag vinder frem

”Vi anbefaler alle vores studerende til at søge ind på kvote 2, og vi kan allerede se på tallene, at det giver god mening. De studerende, vi har optaget på kvote 2, har 4 procentpoint bedre fremdrift”, fortæller Annette Lund, studiechef på SDU.

”Fremdrift” udregnes ud fra, hvor mange ECTS-point de studerende består hvert semester. Der er en god grund til, at kvote 2-studerende er bedre til den eftertragtede fremdrift, mener Annette Lund.

”Når de studerende kommer ud på universitetets studier til deres optagelsesprøve, sker der to ting. For det første møder de det faglige miljø og hele det mindset, der er dér. Dermed bliver de mere afklarede med, hvad det er for et sted, de søger hen, og hvad det kræver af dem. For det andet er de studerende nødt til at afklare med sig selv, om de brænder nok for studiet til at møde op i en weekend og udfylde tests. På den måde sikrer vi, at vores ansøgere er motiverede og ved, hvad de går ind til”, fortæller hun.

SDU begrunder blandt andet deres strategi med et ønske om at gøre op med karakterræset. Det er dog ikke udelukkende af altruistiske grunde, at universitetet gerne vil have flere kvote 2-ansøgere.

”Vi har en god business case, fordi vi får en bedre fremdrift”, forklarer Annette Lund.