Spring menu over
Dansk Magisterforening

Kvinfo er den første modtager af Dansk Magisterforenings nye Ligestillingspris

© Steen Brogaard

Del artikel:

Onsdag uddeles Dansk Magisterforenings Ligestillingspris for første gang nogensinde. Prisen går i år til Kvinfo for deres særlige indsats for kønsligestillingen.

Onsdag eftermiddag uddeler Dansk Magisterforening sin nye Ligestillingspris i Kvinfos bibliotek ved Københavns kanal. Prisen, som er på 25.000 kroner, er til enkeltpersoner, virksomheder eller andre aktører, som har gjort en ekstraordinær indsats for kønsligestilling.  

Ligestillingsprisen 2019 går til det nationale videnscenter Kvinfo for deres vidensbaserede tilgang til ligestilling, køn og mangfoldighed, forklarer Dansk Magisterforenings formand, Camilla Gregersen.

”Vi vil i Dansk Magisterforening anerkende det vigtige og indflydelsesrige aftryk, Kvinfo har haft på ligestillingsdebatten de seneste år. Gennem Kvinfos vedholdende fokus på forskning og viden som afsæt for at kunne fremme ligestillingen, er Kvinfo lykkedes med at løfte ligestillingsdebatten til en samfundsmæssig problemstilling, der er svær at overse”, siger Camilla Gregersen.

Dansk Magisterforening har valgt at lancere denne nye pris for at markere vigtigheden af, at kvinder og mænd har lige vilkår på arbejdsmarkedet og på uddannelserne. 

Modtageren af prisen behøver ikke at være medlem af DM, så både enkeltpersoner, arbejdspladser, virksomheder, organisationer, grupper og netværk kan indstille til og modtage prisen. DM skriver, at det vigtigste er, at personen har gjort en ekstraordinær indsats for ligestillingen.

Vi er stolte af vores arbejde
Camilla Gregersen forklarer, at Kvinfo vinder prisen på grund af deres markante rolle for at fremme ligestilling. Kvinfo har blandt andet været en central fortaler for øremærket fædrebarsel, som nu bliver behandlet i EU. 

Direktør i Kvinfo, Henriette Laursen, siger, at det betyder ekstra meget, når en organisation som Dansk Magisterforening peger på Kvinfo til at modtage Ligestillingsprisen. 

”Det er en stor ære, at Dansk Magisterforening har valgt, at deres Ligestillingspris går til Kvinfo. Fagforeninger har historisk set været en af de vigtigste aktører til at handle på den tilgængelige viden og skabe rammen for den konkrete forandring. Derfor er vi ekstra glade for, at en organisation som Dansk Magisterforening peger på Kvinfo, når en ligestillingspris skal uddeles”, siger Henriette Laursen, direktør i Kvinfo.

Udover taler og snacks vil der til overrækkelsen være et oplæg med forfatteren bag bogen ’Argumenter imod kvinder’, Birgitte Possing.