Dansk Magisterforening

Sådan ser den finansielle kultur-kabale ud efter valget

© Foto: Werner Karrasch/Vikingeskibsmuseet.

Af Lasse Højsgaard, DM Natur & Kultur
Del artikel:

Valgkampsløfter har så godt som sikret, at omprioriteringsbidraget for kulturen forsvinder fra næste år. Men det skaber et nyt, uafklaret spørgsmål: hvad med den blå finanslovs kulturpakke, som er finansieret af besparelserne? SF vil ikke garantere, at alle beholder deres bevillinger.

I løbet af den forløbne valgkamp var der pludselig godt nyt til det danske kulturliv. Venstre fremlagde det såkaldte ’velfærdsløfte’, som indebærer et stop for omprioriteringsbidraget på undervisnings- og kulturområdet allerede fra næste år.

Efterfølgende kunne Venstres kulturordfører Bertel Haarder over for DM Natur & Kultur slå fast, at det i realiteten betyder flere midler til kulturbudgettet. Størstedelen af de planlagte besparelser er nemlig allerede spenderet i form af den ’kulturpakke’ med målrettede bevillinger for i alt 775 millioner kroner over fire år, som blev vedtaget med Finansloven 2019. Og de lovede bevillinger har Bertel Haarder ikke tænkt sig at løbe fra.

”Bevillingerne vil stige. Der er forskellige initiativer, som Mette Bock har fået penge til i efteråret, så samlet set bliver der tale om stigende bevillinger”, siger han.

Så institutionerne vil reelt få samme budgetter i 2020, som de havde i 2019, og dertil vil der blive tilført midler, der betaler for initiativerne i kulturpakken?

”Ja. Det er det, vi vil”.

Rødt flertal, blå kulturpakke
Så gik det imidlertid hverken værre eller bedre, end at Venstre og blå blok, der stod bag finansloven og dermed kulturpakken, mistede det parlamentariske flertal. Bolden ligger derfor nu hos Socialdemokratiet og venstrefløjen.

Spørger man SF, er der ingen tvivl om, at omprioriteringsbidraget på kulturområdet skal væk, og jo før jo bedre.

”Det er noget, vi har kæmpet for i hele valgperioden, og det er ikke mere end nogle måneder siden, at vi havde kulturministeren i folketingssalen, hvor vi forsøgte at samle opbakning til, at man skal droppe netop besparelserne på kultur”, siger SF’s kulturordfører Jacob Mark.

Der er dog den forskel, at hverken SF eller Socialdemokratiet stemte for Finanslov 2019 og således heller ikke for kulturpakken. Det røde flertal, der er kommet efter valget, er derfor ikke forpligtet til at fastholde kulturpakkens bevillinger, der for nogles vedkommende løber frem til 2022, og som ifølge KU-professor Hans Dam Kristensen var kendetegnet med et klart DF-præg, som gav sig udslag i en vægt på ”det danske og det nationale”.

Vil ikke garantere bevillinger
Og selv om Jacob Mark ligesom Bertel Haarder er villig til at tilføje yderligere midler til kulturbudgettet, vil han ikke totalfrede bevillingerne i kulturpakken.

”Når vi skal forhandle finanslov næste gang, er det hele sådan set i spil. Vores indstilling er ikke, at kulturen skal finansiere sig selv, men at der også kan komme nye midler til kulturen. Derfor kan det sagtens være, at nogle af initiativerne, der er gode, fortsætter, og at pengene i hvert fald bliver på området. Men om alle initiativer fortsætter, det må være op til finanslovsforhandlingerne”, siger Jacob Mark

Så institutioner, der har fået penge i kulturpakken, kan ikke være sikre på at beholde dem?

”Det er altid sådan, at man kan ændre, hvad man vil i en finanslov. I princippet er der ingen, der kan være sikre på at beholde deres bevilling. Jeg er den type politiker, der synes, at ro er godt. Så er det gode initiativer, og de allerede er i gang, så vil det da være tåbeligt at fjerne det. Jeg siger bare, at alt er i spil, men med det udgangspunkt at der skal tilføres nye midler efter valget”.

I princippet er der ingen, der kan være sikker på at beholde deres bevilling. Jacob Mark, SF

Muligt flertal uden om S
En afgørende faktor er naturligvis, hvad Socialdemokratiet ønsker. Partiets kulturordfører Mogens Jensen har været ganske fåmælt omkring Venstres udspil, men han er citeret i Altinget for at sige, at ”der kun kan skabes et bredt flertal i Folketinget for at fjerne regeringens hidtidige besparelser fra 2020, og det vil vi gerne være med til at finde ud af”.

Mogens Jensen har dog ikke siden uddybet, hvad præcist, han vil ”finde ud af”, herunder om han er villig til at tilføre flere midler til kulturområdet, eller budgettet blot skal fastfryses på 2019-niveau, og om kulturpakkens bevillinger i hans øjne er fredede. Natur & Kultur har efter valget forsøgt at få en kommentar fra Mogens Jensen. Det er dog kun blevet til en mail fra kulturordføreren, hvor han skriver: ”Jeg finder det rigtigst, at forhandlingerne om dannelsen af en ny regering får lov at gå sin gang, før jeg udtaler mig om meget specifikke spørgsmål på Kulturområdet, som en kommende regering skal tage stilling til.”

Jacob Mark er ikke så optimistisk i forhold til, om Mogens Jensen har den store tegnebog med til kulturforhandlingerne.

”Det bliver da en armlægning – en hård armlægning. For S ville ikke forpligte sig til at fjerne besparelserne. de ville gerne fjerne store dele af den, men ikke det hele. Så at få tilført nye midler bliver rigtig svært, men jeg håber, det er noget, vi kan blive enige om”, siger han.

Kan det være noget, I kan lave aftale med de borgerlige om, hvis Socialdemokratiet ikke vil?

”Som udgangspunkt tror jeg sagtens vi kan blive enige med S, hvis det er et vigtigt krav for os. Socialdemokratiet har en parlamentarisk erfaring, der gør, at kan de set et flertal uden om S, så retter de ind. Alt andet vil være tåbeligt. Men det er klart, hvis de stejler fuldstændig, vil vi bruge de parlamentariske midler vi har for at få tilført midler til kulturen”.