Kan det være rigtigt, at samtlige 23 medlemmer af en internationalt anerkendt forskningsgruppe, der har skaffet mere end en kvart milliard kr. i forskningsmidler og fået flere fremragende evalueringer af eksperter, kan blive fyret med to timers varsel og få deres opsparede midler eksproprieret?

Ja, det skete på Kemisk Institut på Københavns Universitet, hvor Susan Stipp og gruppemedlemmerne i Sektionen for Materialekemi blev afskediget i august sidste år. Hun siger, at årsagen var, at institutlederen ville ekspropriere gruppens forskningsmidler på grund af et truende underskud på instituttet. Det skriver Forskerforum.

Dokumenterne i den spegede sag, som Forskerforum er kommet i besiddelse af, tegner et billede af en institutleder, der pludselig beslutter at fyre alle forskerne, selvom der var bevillinger og opsparede midler til deres løn. Hans overordnede – John Renner Hansen, dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet – havde tilmed set og kommenteret en plan fra Susan Stipp, der betød, at forskerne kunne gøre deres projekter færdige og derefter blive overflyttet til andre arbejdspladser ved udgangen af 2019.

Institutleder Mikael Bols fastholder, at pengene tilhører Kemisk Institut, og afviser at have eksproprieret forskningsmidler. Han siger, at det trak fundamentet væk under sektionen, at Susan Stipp ønskede at forlade instituttet.

“Jeg havde ikke tiltro til, at sektionen kunne overleve, når både Susan Stipp og sektionslederen ville forlade den, og så besluttede jeg at lukke ned hurtigst muligt, så vi ikke blev ved med at bruge midler på lønninger”, siger han.

John Renner Hansen bekræfter, at han nikkede ja til planen, som Susan Stipp præsenterede ham for, men at det viste sig, at præmisserne ikke holdt.

Indkaldt med to timers varsel 
I en e-mail til de ansatte i Sektionen for Materialekemi dateret 15. august 2018 kl. 11.01 skriver Mikael Bols: “Jeg indkalder jer hermed til møde i dag kl. 13.00 i lokale 02-04-413. Mødet omhandler sektionens fremtid”.

Mødet blev altså indkaldt med to timers varsel, og kl. 14.11, ca. en time senere, annoncerer han lukningen i en ny e-mail sendt til alle på instituttet:

“For at sikre instituttets bæredygtighed har Kemisk Instituts ledelse derfor besluttet at nedlægge Sektionen for Materialekemi per 31/12-2018. Det betyder, at alle stillinger i sektionen nedlægges”, skrev Mikael Bols.

Ifølge Forskerforums oplysninger blev samarbejdsudvalget (LSU) orienteret to timer før de ansatte. Flere medlemmer protesterede, men beslutningen var reelt truffet på forhånd.

Susan Stipp siger, at mange af de ansatte ikke kunne nå frem til mødet kl. 13 på grund af den korte varsel, og en del havde slet ikke set deres e-mail. Flere fandt derfor ud af, at de var ved at blive fyret, da de snakkede med kollegerne fra andre sektioner ved kaffemaskinen i mødelokalet. En var sågar på vej på talerstolen for at holde sit oplæg til en konference, da hun fik beskeden.

“De virkelige ofre er de unge lovende forskere, som ikke kunne færdiggøre deres projekter, og de ph.d.studerende,som blev efterladt uden vejledere. Sagen har haft alvorlige følger for deres karriere, og det var unødvendigt”, siger hun.

Tog opsparede midler 
Ifølge Susan Stipp overtog institutlederen efter lukningen Sektionen for Materialekemis midler, da de stod på underkonti, som ledelsen havde adgang til, for at dække et truende underskud på instituttet.

Forskerforum har set institutlederens opgørelse over konti, hvor det fremgår, at der står i alt 17,8 mio. kr., og en opgørelse over andre bevillinger.

Ifølge dokumenterne mødtes sektionsleder Henning Osholm Sørensen med Mikael Bols i begyndelsen af juni 2018.

Den nu forhenværende sektionsleder Henning Osholm Sørensen bekræfter, at mødet med Mikael Bols fandt sted, og at han blev præsenteret for en opgørelse, hvor det fremgik, at Sektionen for Materialekemi havde et beløb opsparet, der var tilstrækkeligt til, at de kunne køre videre i 1½ år på cirka samme niveau.

Det var penge, som forskerne havde skaffet fra EU, industripartnere, fonde og havde fået i intern bonus fra KU for at have hentet EC grants fra EU. Institutlederen bad ham berolige de ansatte med, at der var penge nok til løn, men to måneder senere afskedigede han dem alligevel.

“Der er ingen tvivl om, at pengene i stedet i et vist omfang er blevet brugt til at dække instituttets underskud”, siger Henning Osholm Sørensen.

Han tilføjer, at han blev orienteret om lukningen, samtidig med at de øvrige ansatte modtog indkaldelsen til mødet om sektionens fremtid. Samarbejdsudvalget var blevet orienteret to timer inden.

“Jeg var selv ansat i et såkaldt tidsubegrænset lektorat, men det viste sig kun at være tidsubegrænset, indtil institutlederen traf en anden beslutning og fyrede mig”, siger Henning Osholm Sørensen.

Flere af de afskedigede forskere protesterede mod beslutningen i deres partshøringsbrev. Blandt andre franske Nico Bovet, der argumenterede med, at der var sparet eksterne midler sammen til lønninger.

I svaret underskrevet af dekan John Renner Hansen står der blandt andet:

“For the avoidance of doubt, it is stressed that a Head of Department has the right to limit the researchers’ access to use of their savings for the sake of the Department’s overall finances”.

“De kaldte det en fast stilling, da jeg fik jobbet, men alligevel blev jeg fyret hurtigt, uventet og brutalt. Det kunne aldrig ske i Frankrig”, siger Nico Bovet.

Susan Stipp har også fået at vide, at det ifølge universitetets regler var lovligt at inddrage gruppens opsparede midler, men det er alligevel uetisk, mener hun.

“Jeg vil argumentere for, at det er amoralsk at ekspropriere forskningsmidler og bonusser, som medlemmerne af forskningsgruppen har tjent gennem deres hårde arbejde, og så sige, at gruppen giver underskud, og fyre dem”, siger hun.

Hun tilføjer, at hun ikke har fået lov til at overflytte en del af de forskningsinstrumenter, som hun har indkøbt for eksterne midler, til sin nye arbejdsplads, og det ville koste omkring 20 mio. kr. at erstatte dem.

Ifølge Susan Stipp fik hun lov til at overflytte en mindre del af sine egne forskningsbevillinger. Hun fik 2,5 mio. kr. til at færdiggøre industriprojekter, men der stod 7,9 mio. kr. på hendes konti på KU.

Flere eksterne bevillingsgivere klagede til rektor over behandlingen af Susan Stipp, men de, der fik et svar, fik blot at vide, at det er foregået efter reglerne.

Havde et anstrengt forhold 
Susan Stipp fortæller, at samarbejdet med institutlederen Mikael Bols hurtigt blev anstrengt, efter at han blev ansat i 2007, måske fordi hun er typen, der siger sin mening.

“Jeg troede, at han mente det, da han sagde, at han gerne ville have input til ledelsesmøder, men han bryder sig ikke om folk, der er uenige med ham”, siger hun.

Forholdene blev værre og værre, og i 2014 blev det uudholdeligt og nærmede sig chikane, fortæller hun. Hendes gruppe har i løbet af 12 år skaffet mere end 250 mio. kr. i forskningsmidler fra industrien, EU og fonde, herunder overhead på 10 til 44 procent, som gik til instituttet – cirka 50 mio. kr., vurderer hun – men sektionen fik intet tilbage i form af teknisk eller administrativ støtte. Hun fortæller, at hun selv betalte tre teknisk-administrative ansatte med eksterne forskningsmidler, og gruppen måtte selv indkøbe møbler, it-udstyr og betale for istandsættelse af lokaler. Ikke engang instituttets printere måtte de benytte.

“Gruppen har altid været selvfinansieret, også til sidst. Vi kostede instituttet intet på nær min løn i 6 af de 12 år”, siger Susan Stipp.

I 2014 bevilgede BP 10 mio. kr. til at købe et nyt måleinstrument, men i to år kunne hun ikke få en plads til det, selvom der var et lokale i kælderen, der kun blev brugt til tomme flasker og skrammel.

Lige efter en evaluering i 2014, hvor et ekspertpanel roste sektionen, meddelte institutlederen hende pludselig, at hun ikke måtte søge om flere eksterne midler, medmindre der fulgte 45 procent overhead med. Ikke engang offentlige danske fonde betaler mere end 44 procent overhead, så i realiteten afskar det hende fra at søge funding.

“Han hævede hele tiden kravene”, siger hun.

Loven giver risiko for magtmisbrug 
Susan Stipp understreger, at hun ikke bærer nag til KU som institution, men hun har valgt at fortælle om sagen, i håb om at den danske universitetslov vil blive ændret.

Hun siger, at problemet med loven er, at institutlederen ikke skal stå til ansvar over for nogen: “Der er et hul i systemet, der må repareres, ellers vil det her ske igen og igen”.

“Systemet, der blev indført med universitetsloven, er en model, der kendes fra erhvervslivet, men den kræver, at lederen på hvert niveau af ledelseshierarkiet kan holdes ansvarlig for sine handlinger af sin overordnede”, siger Susan Stipp.

Mange af hendes kontakter i forskningsverdenen i udlandet kan ikke forstå, at den slags kan ske i et land som Danmark.

“For folk uden for Danmark er det uhyrligt at forestille sig, at en institutleder kan fyre en hel sektion, der har ry for god videnskab og at kunne fundraise. I alle andre lande, hvor universiteter er drevet via demokratiske processer, er det simpelthen utænkeligt, at en institutleder kan have så meget magt. Den hast, fyringerne blev gennemført med, og det irrationelle ved beslutningen får folk til at tænke, at noget er råddent i Danmark”, siger Susan Stipp.

Gruppen fik fremragende ekspertevalueringer
Et internationalt ekspertpanel evaluerede Kemisk Institut i henholdsvis 2008, 2011, 2014 og 2017, og alle rapporterne var positive over for Sektionen for Materialekemi.

I 2017 anbefaler ekspertpanelet en styrkelse af forskningsområdet, da det er med til at løse mange samfundsproblemer relateret til energi og miljø.

På side 16 i rapporten på engelsk står der i anbefalingerne:

“A plan for the future of the Materials Chemistry section should be developed, either by combining it with Nano Chemistry or by considering its expansion beyond the group of a single tenured faculty member. In our minds, Materials Chemistry is an important area that is not being adequately covered by a single research group, irrespective of the high quality of the research being produced by that group”.

Formand for ekspertpanelet var Stefan Hecht, professor på kemisk institut ved Humboldt-Universität zu Berlin. Han er leder af afdelingen “Organic Chemistry and Functional Materials” og har tidligere været både dekan og vicedekan på det naturvidenskabelige fakultet på Humboldt-Universität zu Berlin.

Han er chokeret over nedlæggelsen af sektionen og kalder det ufatteligt, da Forskerforum fanger ham på telefonen i lufthavnen på vej til en konference.

“Vi gav jo Sektionen for Materialekemi en meget positiv evaluering, og Susan Stipp var tydeligvis succesfuld og hentede store forskningsbevillinger hjem. Hun bar sektionen på sine skuldre, så vi anbefalede at udvide den og give nogle af de unge lovende forskere en fast stilling, så de kan tage over, når hun på et tidspunkt vælger at gå på pension. Instituttet havde et unikt aktiv i hende, så jeg forstår det virkelig ikke”, siger han.

Umuligt at fyre en professor i Tyskland 
Stefan Hecht er rystet over, at det overhovedet er muligt at fyre en professor i Danmark. I Tyskland har professorer tenure og dermed sikkerhed i ansættelsen.

“Jeg skal begå en meget alvorlig forbrydelse, hvis jeg skal risikere at blive fyret. Hvis jeg passer min forskning og undervisning, har jeg intet at frygte, og sådan er det i alle lande, jeg kender til”, siger Stefan Hecht og fortsætter:

“Det er meget vanskeligt at blive udnævnt til professor, men når du først har opnået tenure, er det svært at miste dit professorat igen. Hvis det ikke var tilfældet, ville en akademisk karriere, hvor du bruger årtier af dit liv på at blive bachelor, kandidat, ph.d., postdoc, adjunkt og lektor, være langt mindre attraktiv”.

“Hvordan vil processen være i Tyskland, hvis ledelsen vil lukke en hel forskningsgruppe eller sektion?”

“Jamen, det er utænkeligt. Det vil aldrig kunne ske. Jeg har aldrig hørt om en lignende sag i academia. Jeg troede ærlig talt, at det var umuligt – også i et land som Danmark. At der var love og rettigheder, der forhindrede den slags”, siger han.

Stefan Hecht tilføjer, at det er hans indtryk, at vi burde diskutere, hvordan vi driver vores universiteter i Danmark.

“Der er måske lidt for meget elfenbenstårn over systemet i Tyskland, men det virker, som om I er gået for langt i jeres reformer, og at universiteterne bliver drevet som virksomheder. Det er skadeligt for forskningen, hvis en institutleder kan gøre, som han har lyst, og fyre forskerne. Det er skræmmende, hvis det er lovligt”, siger han.

Danmark lever ikke op til internationale aftaler 
Stefan Hecht er langtfra den eneste, der har fået øjnene op for, at det danske universitetssystem mangler både indflydelse og jobsikkerhed for det videnskabelige personale.

I 2007 klagede Dansk Magisterforening til UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, over, at danske universitetsansatte har usikre ansættelsesforhold og for lidt indflydelse på deres arbejde. Danmark tilsluttede sig i 1997 UNESCOs anbefalinger om friheder og rettigheder for universitetsansatte, men de skiftende regeringer fulgte ikke anbefalingerne, lød klagen. Ifølge UNESCO-erklæringen er kollegialt demokratisk selvstyre en væsentlig del af det at have akademisk frihed. Det indebærer ret til at vælge repræsentanter og have medarbejderflertal i styrende organer med reel besluttende myndighed i sager vedrørende administration, politikudformning, fordeling af ressourcer, forskningsstrategier og uddannelser og undervisning.

UNESCO slår også fast, at tenure – altså sikkerhed i ansættelsen – er en forudsætning for akademisk frihed, fordi det forebygger vilkårlige afskedigelser. Der skal være gode grunde og en retfærdig proces baseret på grundig og præcis evaluering, hvis det overhovedet skal være muligt at afskedige en forsker, og institutionen skal have taget alle skridt, som man med rimelighed kan forvente, for at hindre afskedigelse.

I forbindelse med nedlæggelsen af Sektionen for Materialekemi på KU skrev institutlederen, at beslutningen var truffet af ledelsen på Kemisk Institut, og samarbejdsudvalget (LSU) blev orienteret, to timer før de ansatte fik besked om, at de ville blive afskediget. Ifølge Forskerforums oplysninger protesterede flere medlemmer af udvalget, men beslutningen var reelt truffet på forhånd.

Danmark dumper i EU 
Seniorforsker Terence Karran fra University of Lincoln i Storbritannien har i 2007 og 2017 undersøgt graden af akademisk frihed i EU, og i begge undersøgelser dumper Danmark med et brag.

I 2007 sluttede Danmark næstsidst, kun undergået af Storbritannien, og i 2017 sluttede Danmark på en 24.-plads blandt 28 EU-lande, efter at universitetsloven var blevet revideret i 2011.

Danmark scorer lavt hvad angår både demokratisk selvstyre og sikkerhed i ansættelsen.

De danske professorer Niels Kærgård og Peder Andersen har i en kronik i Berlingske kritiseret, at KU og AU overhovedet bruger udtrykket “tenure” i forbindelse med universitetsansættelser i Danmark:

“Når danske universiteter internationalt lancerer stillinger som “tenured” og “tenure track”, mens man rask væk fyrer kvalificerede lektorer og professorer, får man let et meget blakket ry, der svarer til, hvad der sker, hvis man bliver kendt for at sælge hestekød under betegnelsen “beef””, skriver de.

Terence Karran har i en ny undersøgelse fra 2018 fundet en sammenhæng mellem, hvor stor en akademisk frihed universiteter har, og hvor højt de ligger på internationale ranglister. De bedst placerede universiteter som Oxford og Harvard er præget af, at medarbejderne har stor medbestemmelse.

“De bedste forskere bliver tiltrukket af at arbejde på de bedste universiteter, ikke mindst fordi de beskytter den akademiske frihed. Forestil dig, at en lad os sige indisk topforsker vil rejse til Europa for at fremme sin karriere. Han bliver tilbudt en stilling i Spanien, hvor den akademiske frihed er beskyttet i forfatningen og i lovgivningen, og en stilling i Danmark, hvor han har hørt, at forskere kan blive fyret uden grund. Hvilket job tror du, at vedkommende vælger? Min forskning viser en sammenhæng mellem beskyttelsen af den akademiske frihed og et universitets placering på de internationale ranglister. På lang sigt vil det føre til en lavere placering på rankings, hvis et land ikke beskytter den akademiske frihed”, skriver han i et svar per e-mail til Forskerforum.

Terence Karran skriver også, at der er flere tiltag på vej i EU. En taskforce skal blandt andet udvikle et forslag til monitorering af brud på grundlæggende værdier som akademisk frihed, der skal præsenteres på en konference i Rom i 2020.

“Det er svært at forudsige, om det vil have en effekt på situationen i Danmark, men det er sandsynligt, at vi kommer til at se et fælleseuropæisk akademisk adfærdskodeks (code of conduct)”, skriver han.

Ansatte er prisgivet 
Heine Andersen, professor emeritus på KU og forfatter til bogen “Forskningsfrihed”, er enig i, at den manglende beskyttelse mod fyring er problematisk, da tryghed i ansættelsen er en forudsætning for forskningens kvalitet og troværdighed, på samme måde som dommeres ansættelsestryghed er det for retssikkerheden.

Han mener, at problemerne bunder i afskaffelsen af de valgte ledere med universitetsloven fra 2003. Systemet med valgte ledere havde indtil da lagt en dæmper på, hvor egenrådige de kunne være.

“Der findes mange gode ledere, men der er også eksempler på dårlige og ligefrem kyniske ledere på alle niveauer, der misbruger deres meget vidtgående magtbeføjelser. I dag er du som universitetsforsker prisgivet i forhold til ledelsens dispositioner”, siger Heine Andersen.

Han tilføjer, at en dekan godt kan afskedige en institutleder, men han har ikke kendskab til noget tilfælde, hvor det er sket i Danmark. Det skyldes formentlig, at institutledere er åremålsansat, så det er lettere at lade dem sidde perioden ud.

Ifølge Heine Andersen bliver de fastansatte forskere på en del universiteter i USA involveret i forbindelse med både ansættelser og afskedigelser, og han foreslår, at vi i Danmark indfører en lignende model, hvor Akademisk Råd bliver rådført, når der er sparerunder og fyringer.

Udarbejdede flytteplan med dekanen 
Susan Stipp begyndte efter 2014 at snakke med andre institutioner om muligheden for at flytte sin forskningsgruppe fra Kemisk Institut.

I 2018 var planerne blevet så konkrete, at hun med hjælp fra John Renner Hansen, dekan på naturvidenskab på KU, udarbejdede en plan for flytningen, der forstyrrede forskerne og de ph.d.-studerendes arbejde mindst muligt ved at lade instrumenterne, som hun havde indkøbt, blive på KU i en overgangsfase.

Ifølge Susan Stipp godkendte dekanen overflytningsplanen den 28. juni 2018 og præsenterede den for Mikael Bols, og så hørte hun ikke mere, indtil hun blev varslet fyret den 15. august. Hun klagede til dekanen, men John Renner Hansen svarede ifølge Susan Stipp, at han ikke brød sig om, hvad institutlederen havde gjort, men at han intet kunne stille op, da det var institutlederens ret.

Susan Stipp siger, at hun kender tre andre forskergrupper, der har stået i samme situation som hendes gruppe, men de tør ikke stå frem i offentligheden, af frygt for at det vil ødelægge deres karriere.

Hun håber ved at fortælle gruppens historie at få systemet ændret hen imod, at lederne skal stå til ansvar over for medarbejderne og overordnede, så det samme ikke kan ske igen.

---

Energi, miljø og sundhed

Mikael Bols begrundede blandt andet sin beslutning om at nedlægge Sektionen for Materialekemi med, at sektionen var afhængig af bevillinger fra olieindustrien, som er på vej til at stoppe, men det afviser Susan Stipp.

Gruppen havde for længst udvidet sit fokus og blandt andet modtaget 45 mio. kr. fra andre industrier, fra EU som EC grants og midler fra det britiske forskningsråd EPSRC (Engineering and Physical Sciences Research Council). De unge forskere havde tilmed deres egne projekter, og flere midler var på vej.

Hun og gruppen forskede blandt andet i, hvordan væsker bevæger sig i undergrunden, hvilket kan bruges til at udvikle produkter, der kan fjerne forureninger med olie, pesticider og rengøringsmidler.

De er også i gang med et projekt på Island, hvor man binder Co2 fra atmosfæren i mineraler og dermed hjælper med at begrænse den globale opvarmning, og de har projekter, der forsøger at forstå, hvordan naturen bestemmer form, størrelse og styrke på tænder, knogler og skaller. Fænomenet, som kaldes biomineralisering, er stadig et mysterium. hvis man kan forstå detaljerne i de kemiske processer, kommer man nærmere på at kurere lidelser som gigt, knogleskørhed og nyresten. Måske man endda kunne producere kunstige tænder, knogler og andre reservedele.

Denne artikel stammer fra bladet Forskerforum, som udgives af Dansk Magisterforening og Djøf. Historien optræder i det seneste nummer af bladet, som kan hentes her: Forskerforum, juni 2019.