Censorer: Nuværende karaktersystem er ødelæggende

Når uddannelsesminister Tommy Ahlers på baggrund af den nye evaluering af syv-trins-skalaen taler om, at en ændring skal ”rumme og anerkende de virkelig dygtige elever” er det helt fint, mener to formænd for censorer på læreruddannelsen.

Den ene, der er historiker, savner ”helt principielt” en karakter for den exceptionelle præstation, mens den anden, teologen, synes, det kunne være ”hyggeligt”, men slet ikke nødvendigt.

Om den kommende ændring af den ti år gamle syv-trins-skala skal indeholde en mulighed for at honorere ”usædvanlig selvstændige” præstationer som i gamle dage, er dog ikke afgørende.

Det langt vigtigske, mener såvel historiker Rune Christiansen og teolog Hans Krab Koed, er, at der bliver gjort op med den ødelæggende effekt på læringskulturen, som er indlejret i beskrivelsen af de enkelte karakterer.

For syv-trins-skalaen er en mangel-skala. Når en censor bedømmer en præstation, tager man udgangspunkt i karakteren 12 og tæller så ned afhængigt af omfanget af ”fejl” i præstationen.   

”Det allerstørste problem i syv-trin-skalaen er, at den straffer de studerende for det, de ikke kan, frem for at belønne dem for det, de kan. For det medvirker til en nulfejlskultur og fremmer en forkert læringsforståelse. Det er simpelthen dårlig pædagogik”, siger Rune Christiansen.

Hans Krab Koed er enig. I syv-trins-skalaen skal karakteren afspejle graden af målopfyldelse i faget, og det modvirker selvstændig tækning, mener han.  De studerende bliver instrumentelle. De arbejder for at undgå at lave fejl, frem for arbejde med deres faglige nysgerrighed.

Det kan også forklare, hvorfor karakteren 12 bliver mere og mere udbredt. På læreruddannelsen gives den bedste karakter i dag til 20,8 pct. af de studerende, altså godt en femtedel af de studerende.

”De højere karakterer skyldes ikke, at vi uddeler dem anderledes eller er mere rundhåndende, men at de studerende kan se præcist, hvad de skal for at lykkedes, og dermed undgå fejl. Så det er beskrivelserne, den er gal med. Frem for at stimulere deres interesse i faget, bruger de krudtet på at regne ud, hvordan de får 12”, siger Hans Krab Koed.

Kompetencemål gør situationen bedre

For Hans Krab Koed er diskussionen om skalaen imidlertid uløseligt forbundet med de kompetencemålsætninger, der ligger til grund for fagene.

Færdighederne handler fx om, hvordan man planlægger og tilrettelægger undervisning ud fra nogle didaktiske modeller. Det er de studerende blevet rigtig gode til.

”Men planerne siger ikke så meget om, hvad baggrunden for at arbejde med planerne overhovedet er.  Altså det fagfaglige. Man har prioriteret kompetencerne først og så vidensindholdet bagefter”.

Udviklingen har ifølge censorerne haft noget nær fatale konsekvenser. Fx skrev censorformandskabet i 2017 at ”antallet af indrapporteringer, der peger på et utilfredsstillende fagfagligt niveau, er alarmerende højt” og at en ”betydelig” grupper af censorer vurderer, at det fagfaglige vidensniveau hos de studerende ”simpelthen ikke er tilstrækkeligt højt til at sikre undervisning af høj kvalitet i folkeskolen”.

Foruden at være formand for censorerne for religionsfagene er Hans Krab Koed også censorformand for hele læreruddannelsen.

Er læreruddannelsen nødlidende?

”Den har nogle udfordringer. Den har virkelig udfordringer”.

Så når man diskuterer karakterskalaens negative indflydelse på uddannelser kommer man ikke uden om at tale om kompetencemålene, mener han.

”Når vi taler læreruddannelsen, så er det vores holdning, at man ikke bare skal justere på skalaen. Det er for nemt. Det handler i høj grad om, hvordan man arbejder i uddannelsen. Og der bør det fagfaglige fylde mere”.

”Du kan også sige det sådan her: De studerende vil gerne have 12, men deres interesse i studiet bliver ikke rigtig motiveret. Den faglige nysgerrighed bliver ikke stimuleret. Så der skal nok være en anden balance mellem det fagfaglige og det didaktiske. Hvis man skal fungere i en profession, så skal man altså have nogle fagfaglige ressourcer”, siger Hans Krab Koed.

For Rune Christensen er kompetencemålene ikke i sig selv problemet. Han taler i stedet for om massiv ”stoftrængsel” og for få ressourcer.

”Vi er i en situation, hvor de studerende på et halvt årsværk skal lære både de historiefaglige begreber,  teorier og metoder samt fagets unikke didaktik og anvendelsesformer. Og så i øvrigt også lige erhverve sig den nødvendige substansviden om alt fra stenalderen til kampen mod Islamisk Stat. Det er ikke så realistisk”.

Derfor skal man snarere finde ud af at arbejde med såvel færdighedsmål og vidensmål på en anden måde, mener Rune Christensen. 

”Målbeskrivelserne er så omfattende, at det er umuligt for de studerende at leve op til det hele på samme tid, og umuligt at teste det på den tid, der er afsat til eksamen. Men med den nuværende eksamensform er det ikke desto mindre det vi skal. Og vi skal helt formelt gøre det ved at finde fejl, frem for at vurdere, hvor dygtige historielærere de studerende er blevet. Det er det største problem”, siger han.

”Det vi med den nuværende karakterskala siger til de studerende er: Du skal undgå at lave fejl, for så er det godt arbejde. Men så nem er verden ikke”.