Ny undersøgelse: Museer og bibliotekers forbrug skaber 4.400 job i andre brancher
© Ossip van Duivenbode
Nye tal fra Dansk Magisterforening viser, at museer og biblioteker skaber 4.400 job i andre brancher.
Noget tyder på, at den danske kulturbranche er en god forretning for samfundsøkonomien. For nyligt viste tal fra Dansk Industri, at når alle indtægter og udgifter er afholdt, bidrager landets museer med et overskud på fem mia. kr. til samfundsøkonomien.
Nu viser tal fra Dansk Magisterforening, at i 2015 skabte museerne og bibliotekernes forbrug, hvad der vil svare til 4.400 fultidsjob i en række andre brancher.
Især inden for branchen ”videnservice” (virksomhedskonsulenter, dyrlæger, reklame- og analysebureauer samt revision og bogføring), skaber museerne og bibliotekerne mange job. Ser man på de enkelte industrier, er det teater, musik og kunst; ejendomsservice; post og kurertjeneste samt restauranter, hvor der bliver skabt flest job.
Undersøgelsen er lavet på baggrund af data fra nationalregnskabet, der viser, hvor meget museer og biblioteker bruger på diverse varer og tjenester. Forbruget er blevet omregnet til, hvad det svarer til i årsværk inden for de enkelte brancher.
Synergi mellem virksomhed og museum
Et af de steder, hvor museumsbranchen har skabt job, er i Roskilde. Her forpagter virksomheden DankBar caféerne på Roskilde Museum og museet Ragnarock.
Der er en god synergi mellem virksomheden og museerne, mener ejeren af DankBar, Randi Tang Nielsen. For eksempel steg besøgstallene på museerne, efter caféerne kom til.
”Noget tyder altså på, at vores mad har været med til at tiltrække nye besøgende”, fortæller hun.
For DankBar er fordelene ved samarbejdet dels det forretningsmæssige. Og dels det at give ekstra dannelse til firmaets unge medarbejdere. DankBar er nemlig udover at være forpagter af flere caféer også et specialiseret tilbud til sårbare og psykisk syge børn, unge og voksne.
Virksomheden tilbyder bl.a. de unge at arbejde i en af deres caféer med fuld løn og på normale arbejdsvilkår.
”Når de unge så kommer ind på museerne og arbejder, får de et nyt forhold til det at være på museum. De ville typisk ikke selv opsøge museerne, da de jo ikke rigtig er museernes målgruppe”, forklarer Randi Tang Nielsen.