Kun hver fjerde professor er kvinde
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil afsætte 20 millioner kroner i et talentprogram, der skal fremme mere ligelig fordeling af køn blandt professorerne på landets universiteter. © Jens Honoré
Ud af 2500 professorer på universiteterne er kun 23 procent kvinder, viser nye tal. Forskningsministeren afsætter 20 millioner kroner til talentprogram, som skal fremme en mere ligelig kønsfordeling. Men det beløb er som en dråbe i havet og vil ikke flytte noget, pointerer kvindelig professor.
Der er stadig alt for få kvinder som bliver forskere i Danmark. Den skæve kønsfordeling er ikke mindst tydelig på professorniveau på landets universiteter.
I dag er der ansat knap 2.500 professorer på universiteterne – men kun 23 procent – eller under hver fjerde professorer er kvinde. Det viser nye tal fra årets udgave af Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse.
Ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) viser tallene, at der er for få kvindelige forskere, og ministeren ønsker derfor at gøre noget ved problemet.
”Fordelingen mellem mænd og kvinder er faktisk ret lige blandt forskere på ph.d.-niveau, men der er langt færre kvinder, som stiger i graderne. Det skal vi have gjort noget ved. Hvis dansk forskning skal klare sig internationalt, skal vi have alle talenter i spil, og der er simpelthen for få kvindelige forskere, udtaler Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.
Uddannelsesministeriet har derfor afsat 20 millioner kroner til et talentprogram opkaldt efter den danske forsker Inge Lehmann, som skal fremme en mere ligelig sammensætning af køn i forskningsmiljøerne i Danmark, og programmet vil ifølge forskningsministeren gøre en forskel.
”Jeg håber, at vi med Inge Lehmann-programmet kan være med til at skabe en bedre kønsbalance. Dansk forskning har brug for både mænd og kvinder. Og talentprogrammet vil komme til at gøre en forskel. Både de konkrete forskningsprojekter, men også i form af signalværdien, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
20 millioner kroner er ingenting
Men regeringens nye talentprogram er som en dråbe i havet, der ikke vil flytte ret meget på problemet. Det mener professor og forskningsleder på Syddansk Universitet Charlotte Wien. Hun blev tilbage i 2010 vurderet professorkvalificeret, men blev alligevel først i 2018 ansat som professor.
”Når man afsætter 20 mio. til talentudvikling, så svarer det til 4-5 forskningsbevillinger. Det er jo ingenting, når der er 2500 professorer og langt de fleste er mænd. Dette hjælper ikke meget på professorproblematikken”, siger Charlotte Wien.
Regeringens medicin med økonomisk incitamenter til at vende udviklingen er ifølge Charlotte Wien egentlig fornuftig nok. Men der skal langt mere til. Og økonomiske incitamenter kan bruges som både stok og gulerod, understreger hun.
”Man kan jo tage penge fra steder, som ikke går den rigtige vej og give til dem, som faktisk vil mere ligestilling. Det er en del af løsningen. Men der skal også en kulturændring til, så forskerne forstår, at store dele af videnskabslandskabet i dag er henlagt i mørke, fordi vi i dag kun undersøger det, som mænd finder relevant, men glemmer det, som kvinder vil undersøge”, siger Charlotte Wien.
Der skal flere penge i kassen
Charlotte Wien mener, at der er blevet talt og talt om problematikken, men i praksis ikke gjort noget ved den. Der har også ved få lejligheder været afsat midler øremærket til kvinder, men det har været alt for få, pointerer hun og peger på YDUN-midlerne fra 2014 som et strålende eksempel herpå.
Med YDUN-programmet var der under Det Frie Forskningsråd afsat 110 millioner kroner målrettet kvindelige forskere på baggrund af en stigende bekymring over, at forskertalentmassen i Danmark ikke udnyttes godt nok, da for få kvinder bliver forskere.
”De modtog 550 ansøgninger, næsten udelukkende fra kvindelige forskere, men imødekom kun 17. Det er en succesrate på tre procent. Det er desillusionerende. Skal det nytte noget, skal det være lettere for kvinder at få adgang til forskningsmider, end det er i dag”, siger Charlotte Wien og understreger:
”Selv når man har forsøgt at gøre noget, er der ikke sat ind med tilstrækkelig substans til, at det har battet noget som helst. Laver man særlige programmer for kvinder, så skal der være tilstrækkeligt med penge i kassen til, at det kan flytte noget”, siger Charlotte Wien.
Modstand mod at gøre noget ved problemet
Ifølge Charlotte Wien er der meget modstand mod at gøre noget ved den ulige kønsfordeling blandt professorerne på landets universiteter.
”Det er professorerne, der som er forskningsledere er ansvarlige og bestemmer, hvad der skal forskes i og dermed styrer fagområderne. Og typisk stiller mænd og kvinder forskellige forskningsspørgsmål og interesser for noget forskelligt. Er der en overvægt af mænd, som sætter forskningsdagsordenen, så kommer kvinder nemt i klemme i systemet”, siger Charlotte Wien.
Men hvorfor har mandlige professorer så ikke et helhedssyn, der også tilgodeser forskningsfelter, som også kvinder interesserer sig i?
”Det er meget svært. Forskere arbejder hver især på snævre fagområder, og opgaven som professor er at fremme sit eget specifikke forskningsfelt, og ikke alle de andres – og dermed ikke at anlægge en helhedsbetragtning. Er der så en overvægt af mænd, så bliver de klart nok ved at trække i en retning, der tilgodeser deres egen retning”, siger Charlotte Wien.
Der skal være et ledelsesmæssigt fokus på at gøre noget ved problemet, og det er der i dag kun til delvist.
”Kvinderne vil i deres forskning trække i en retning, som mange mænd ikke ønsker, fordi de ønsker at forske i det, som de interesserer sig i. Ligestillingsproblematikken møder derfor meget modstand blandt flertallet af forskere, og derfor er ledelsen tilbageholdene med at gøre noget reelt ved problemet”, siger Charlotte Wien.
