Kan videnskab skrives som digte? Det mener denne forsker, der fik kvalme af konventionelle analyser

"Mange samfundsvidenskabelige tidsskrifter ville aldrig – som i aldrig, aldrig nogensinde – udgive den type forskningsarbejde", siger lektor Jo Krøjer fra sin villahave et sted i København. 

I hånden har hun en lille, blågrøn bog. 

"Det må være danmarkshistoriens korteste, samfundsvidenskabelige ph.d.-afhandling", siger køns-og arbejdslivsforskeren og slår op i analysekapitlet. Her står der blandt andet: 

Gymnasielev med tryksværte 
Om sommeren 
tager vi ferieafløsere ind 
gymnasielever. 
Små splejser 
de tror jo fanme de er 
verdensmestre. 
Sådan nogle er man 
lidt hårdere ved 
smører deres høreværn ind 
i tryksværte 
det er ikke til at få af 
igen. 
Det er sådan noget man gør. 
En tradition.  

Resten af de 28 sider i kapitel fire, ”Det mærkede sted”, har samme form; det ligner umiskendeligt en digtsamling. Analysen har ingen argumenter, der tager læseren fra A til B, intet forslag til forklaring, ingen konklusioner.

Bare tekster som denne: 

Ikke en skid 
Mine mandlige kolleger 
de siger 
du skal ikke bøvle en skid 
for de piger. 
Bare lad dem 
passe sig selv. 
Det mener jeg 
er forkert. 

Ny viden, større forandring 
Jo Krøjer, 53, er lektor og studieleder på Roskilde Universitet, hvor hun forsker i køn, arbejdsliv og social forandring. Og hun har af flere omgange brugt digtformen som en helt central metode sin forskning.

Målet er dels at udvide forståelsen af sociale problemstillinger, som har vist sig vanskelige at forstå og forandre, dels at gøre forskningen tilgængelig for mennesker uden for akademia og åbne for dialog.  

Læg i første omgang mærke til ordvalget: digtformen. 

Jo Krøjer undgår bevidst og konsekvent at bruge betegnelsen digt, når hun taler om sin forskning, og flere gange under interviewet bruger hun denne vending: ”Det, jeg laver, som ligner digte, og som ikke er digte".

Det er ikke, fordi Jo Krøjer ikke kan lide digte. Tværtom læser hun dem med glæde – Tove Ditlevsen, Ursula Andkjær Olsen, Søren Ulrik Thomsen, Henrik Nordbrandt – men der er ingen direkte sammenhæng til det, hun selv laver, mener hun.

"Jeg bruger en poetisk udtryksform, men det er ikke poesi, for det er baseret på videnskabelig empiri og analyse. Jeg kalder det fortætninger. Det er kondenseringer af det, der bliver oplevet", siger Jo Krøjer. 

Forestil dig vanddamp, der bliver kølet ned og samler sig i dråber. Før svævede dampen uhåndgribeligt i luften, nu er den koncentreret i væske, der kan håndteres, drikkes, smages. Vanddråben er en fortætning af dampen, og det er samme effekt, Jo Krøjer forsøger at fremkalde i sin forskning. 

Helt konkret skaber Jo Krøjer fortætningerne ved at sammensætte bidder fra sine interviewudskrifter, så de får et stærkt følelsesmæssigt indhold og en digtlignende struktur med strofer og vers.

Hun fik idéen fra den amerikanske forsker Laurel Richardson for tyve år siden, da hun som ph.d.-studerende undersøgte, hvorfor LO's tillidsrepræsentanter sjældent engagerede sig i at sikre ligestilling på arbejdspladsen, selv om det igennem 30 år havde været et klart ønske i hovedorganisationen.

Igennem et år fulgte hun tæt fire tillidsrepræsentanter fra levnedsmiddelindustrien i Jylland. Jo længere tid, der gik, des bedre lærte hun dem at kende, og des mindre følte hun sig i stand til at skrive en konventionel akademisk tekst.  

"Jeg følte lede og ubehag, da jeg skrev denne tekst … Jeg bliver kvalm”, skrev hun på et tidspunkt i sin forskningslogbog om arbejdet med en konventionel analyse. 

Mere præcist mente Jo Krøjer ikke, at den konventionelle videnskabelige metode kunne rumme kompleksiteten i de oplevelser, tillidsrepræsentanterne havde. Deres kropslige sansninger og følelser var svære at formidle rationelt og med abstrakte teoretiske begreber, så i stedet søgte hun mod en genre, der lå så langt som muligt fra den videnskabelige afhandling. 

"Digtformen skærper opmærksomheden på kroppen og følelseslivet. Det er en genre, som fremkalder fysiske, personlige reaktioner, og giver kropslige og følelsesmæssige oplevelser, som kan åbne for en ny og anderledes forståelse af andre mennesker", siger Jo Krøjer. Ved at tage digtformen i brug sigtede hun  efter en helt anden form for læseoplevelse.

"Når du læser en videnskabelig artikel har du en forventning om, at nu får du en rationel, entydig indsigt i noget. Jeg håbede, jeg kunne give mere – eller noget helt andet – end det", siger Jo Krøjer. 

"Der er ærlig talt meget få mennesker, som læser videnskabelige artikler. Jeg ville også gerne skrive, så ikke kun forskere havde lyst til at læse det, men også de tillidsrepræsentanter, jeg havde arbejdet med".

Digte: et magtopgør? 
Jo Krøjer søgte mere end bare en ny måde at skrive på. Hun ville være en anden form for forsker. 

"For mig var det etisk besværligt at lave konventionelle videnskabelige analyser. I traditionel forskning er det en præmis, at forskeren distancerer sig fra feltet. Men min forskning handlede netop om at komme tæt på mennesker, om at engagere dem – og mig i dem", siger hun. 

Jo Krøjer var ganske enkelt blevet personligt forbundet til de mennesker, hun havde fulgt igennem et helt år. Det virkede uærligt og utilstrækkeligt, hvis hun skulle foregive at være en neutral observant. 

Jo Krøjer – og andre der tilhører samme videnskabsteoretiske skole, poststrukturalismen – mener, at enhver humanistisk og socialvidenskabelig forskning indebærer, at forskeren bliver personligt involveret i det, der bliver forsket i.  

”Det handler om at gøre op med forestillingen om, at forskeren er en neutral udenforstående, der blot observerer og registrerer. Det er en illusion", siger hun.

I det perspektiv bliver digtformen også en politisk udtryksform – et slags magtopgør med videnskabsmænd i hvide elfenbenstårne. Digtformen fjerner forskerens mulighed for egenhændigt at bestemme, hvordan der skal tolkes, så magten bliver flyttet væk fra forskeren og hen til læseren, der selv skal registrere forskningen, også emotionelt.  

Med andre ord vil der aldrig være klare svar, når det kommer til forskning i menneskets væren, og netop det gør den poetiske udtryksform effektiv, mener Jo Krøjer. Måske er det derfor, metoden har vundet udbredelse de seneste årtier, hvor der er blevet publiceret flere andre ph.d.-afhandlinger med poetiske repræsentationsformer.

”Digtformen betyder, at jeg kan lave forskning, der ikke prætenderer, at der findes entydige svar på, hvad mennesker oplever eller hvorfor de gør det, de gør,” siger Jo Krøjer. 

Og måske kan den pointe og denne artikel bedst opsummeres med endnu en fortætning fra Jo Krøjers ph.d.-afhandling: 

På talerstolen 
Første gang jeg skulle op 
og stå på den talerstol. 
Jeg tænkte 
Du kommer aldrig op 
til den talerstol 
benene rystede. 
Men jeg kunne da holde stemmen 
nogenlunde klar. 
Der var ligeså musestille 
de lytter 
efter dig. 
Da det var færdigt 
klappede de