Spring menu over
Dansk Magisterforening

DM dropper Danske Bank efter hvidvask

Foto: Christian Lindgren

Del artikel:

Medlemmernes penge skal ikke længere forvaltes af Danske Bank. DM vil fremover sikre etiske investeringer ved at skifte til ny bank og investeringsselskab.

Danske Bank har i årevis tilladt, at enorme pengebeløb er blevet brugt til hvidvask gennem bankens filial i Estland. Det er blandt andet russiske organisationer og diktaturet i Aserbajdsjan, der uhindret har brugt konti i Danske Bank til at overføre penge til for eksempel europæiske politikere, embedsmænd og skattely, har Berlingske afsløret.

Dansk Magisterforening har også været kunde i Danske Bank, men det er ikke etisk forsvarligt, at medlemmernes penge støtter hvidvask af kriminelle midler. Derfor har DM i løbet af sommeren skiftet Danske Bank ud med Lån & Spar, siger DM’s formand, Camilla Gregersen.

”Jeg er rigtig glad for, at DM’s økonomiske midler er i hænderne på en kapitalforvalter, som vil levere et højt økonomisk afkast, og som samtidig vægter etik, klima og bæredygtighed højt. Begge dele har været vigtigt for os i Hovedbestyrelsen, når vi skulle træffe valg om ny bank og kapitalforvalter”, siger DM’s formand, Camilla Gregersen.

DM har ledt efter alternativer til Danske Bank siden oktober sidste år.

”Hvidvaskningssagen er moralsk forkastelig. Jeg er ligesom alle andre rystet over den måde, Danske Bank har opført sig på, og min tillid til pengeinstituttet er stærkt svækket. Derfor overvejer vi lige som mange andre, om vi fortsat ønsker at anbringe foreningens penge i banken”, sagde Camilla Gregersen dengang.

Sådan skal pengene investeres

Pengene i DM’s strejkekasse, der før blev håndteret af fire forskellige investeringsselskaber – Nykredit, Danske Bank, Jyske Bank og Bank Invest– skal fremover håndteres af MP Pensions investeringsselskab, MP Investment Management.

Pensionskassen har igennem længere tid arbejdet med netop etiske investeringer, blandt andet ved at droppe investeringer i virksomheder, der tjener penge på fossile brændstoffer og tobak.

Investeringerne skal give samme afkast som hidtil, men skal fremover følge DM’s investeringspolitik. Det betyder, at pengene skal lægges i virksomheder, der overholder etiske hensyn til blandt andet menneskerettigheder, bæredygtighed og retten til at organisere sig i fagforeninger.

”Vi har landet en løsning, hvor en etisk investeringspolitik går hånd i hånd med et solidt investeringsafkast, og det er jeg rigtig godt tilfreds med”, siger Camilla Gregersen.

DM’s investeringspolitik sætter krav om fokus på disse etiske principper:

  • Menneskerettigheder skal overholdes
  • Der skal tages hensyn til miljøet
  • Ingen børne- og tvangsarbejde
  • Foreningsfrihed og retten til kollektiv forhandling skal opretholdes
  • Korruption og bestikkelse skal modarbejdes
  • Må ikke medvirke til krig eller fremstilling af krigsmateriel
  • Må ikke investere i skattelylande