Spring menu over
Dansk Magisterforening

S-kulturordfører: Socialdemokratiet vil ikke ændre kulturpolitik

Del artikel:

Der har der været heftig debat, efter flere Socialdemokrater meldte ud, at de ønsker et opgør med elitens kulturbegreb. Nu slår partiets næstformand og kulturordfører, Mogens Jensen, fast, at S-kulturpolitik er uændret.

Bør ballet, biblioteker og klassisk musik nedprioriteres til fordel for mere folkelig kultur som foreningsliv og revy.

Det mener Socialdemokratiets kulturordfører og næstformand Mogens Jensen ikke, selvom flere af hans partifæller har udtrykt netop dette ønske den seneste tid. 

"Vores udgangspunkt er, at vi har mange forskellige kulturudtryk og -former, og det er en rigdom for Danmark", siger Mogens Jensen om Socialdemokratiets kulturpolitik til Magisterbladet og fortsætter:

"Jeg mener, at vi understøtter de mange forskellige kulturformer, der er. Vi skelner ikke, om der er noget kultur som er mere populært end andet. Både smalt og bredt bør støttes".

Afviser gruppeformandens udtalelse
Partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, udtalte ellers i et interview hos P1 i februar, at der i dag bliver givet for mange penge til for eksempel biblioteker og symfoniorkestre, som ifølge ham, kun benyttes af eliten.

Men det er Mogens Jensen ikke enig i. Efter at Magisterbladet i sidste uge skrev om partifællernes krav om et kulturelt opgør, gik han i rette med Henrik Sass Larsen på Twitter, hvor han skrev, at bibliotekerne faktisk har fat i befolkningen.

'Bibliotekerne har 38 mio. besøg om året og er et vigtigt fundament for borgernes adgang til information, litteratur, debat og kulturoplevelser', skrev Mogens Jensen på Twitter.

LÆS OGSÅ: S-opgør med elitens kulturbegreb

Både plads til dansktop og ballet
Til Magisterbladet fortæller Mogens Jensen, at det faktisk er lykkedes, at få flere danskere til at bruge de forskellige kulturtilbud. Dette betyder blandt andet, at danskernes kulturforbrug i dag er langt mere nuanceret end tidligere. 

"Det at opdele kulturen finkultur og folkelig kultur er en forældet tankegang. I dag kan man godt hører dansktop den ene dag, og se ballet den næste".

Mogens Jensen pointerer dog, at der stadig er lang vej, før alle danskere er repræsenteret på de danske museer og teatre.

"Gennem årene er det lykkedes at få flere til at bruge kulturen, men vi er standset et sted, hvor der er en kerne som blandt andet på grund af kulturel opvækst og deres sociale- og økonomiske situation, ikke får brugt de her tilbud. Og det er noget, vi i Socialdemokratiet vil gøre mere for, så alle danskere kan opleve en mangfoldighed af kultur".

Eliten sidder fortsat på museerne
Tal fra Slots- og Kulturstyrelsens nyeste undersøgelse af brugerne, viser da også, at det stadig er eliten som fylder mest på landets museer.

I 2017 var de højtuddannede overrepræsenterede på museerne idet knap 30 procent af besøgende på de statsstøttede museer havde en lang videregående uddannelse, mens 32 procent havde en mellemlang videregående uddannelse. Lidt over 60 procent var kvinder og 54 procent var over 50 år.

LÆS OGSÅ: Eliten fylder stadig mest på museerne

Trods nye besøgsrekorder på blandt andet Louisiana, Arken og Glyptoteket, er det altså stadig ikke lykkedes at få de kortuddannede til at gå lige så meget på museum som de højtuddannede.

Men hvor blandt andre Henrik Sass Larsen og Kaare Dybvad synes, at der derfor bør omprioriteres i midlerne til kulturen, mener Mogens Jensen derimod, at højkulturen bør prioriteres, så alle har mulighed for at nyde den klassiske kultur.

"Alle skal have mulighed for at opleve de forskellige kunstarter. Det gælder også opera og ballet.  Derfor ønsker vi, at fremme et alsidigt og mangfoldigt kulturliv og fri og lige adgang til den".

Et splittet spørgsmål
Mogens Jensen mener ikke, at den seneste tids diskussioner er et udtryk for uenighed hos Socialdemokraterne.

"Der er ikke ændret noget i Socialdemokratiets kulturpolitik. Vi er enige om, at kulturen skal være mangfoldig og for alle".

Henrik Sass Larsen fortalte i P1-interviewet, at kulturen bør omprioriteres, således at der skæres i midlerne til ballet og koncerter for i stedet at bidrage mere til for eksempel foreningsliv. Er du enig i det?

"Vi giver idag også meget offentlig støtte til den mere folkelige del af kulturen for eksempel foreningsliv, idræt, musik og film osv. Så der støttes både bredt og smalt".