Dansk Magisterforening

Hvad sker der med OK18?

© Troels Kølln

Del artikel:

Aftalen om OK18 landede for næsten et år siden. Alligevel har staten og regionerne endnu ikke taget flere dele af den i anvendelse. Det går blandt andet ud over 4.400 ph.d.-studerende.

Tilbage i oktober sidste år indløb det mest kontante resultat af sidste års besværlige overenskomstforhandlinger på de offentligt ansattes lønkonti: Flere lønkroner.

De generelle lønreguleringer aftalt under OK18 er udmøntet som planlagt, herunder også 1,30 pct. for statsansatte per 1. april. Regionalt ansatte har foreløbig fået 2,30 pct. og må vente på 1. oktober til næste regulering på 1. pct.

Men i både regioner og i staten er det faktisk sådan, at den officielle overenskomst endnu ikke findes i endelig form. Normalt er overenskomstcirkulærerne på plads i sensommeren, men denne gang er parterne forsinkede, og det betyder, at man endnu ikke anvender dele af aftalen.

Det har ingen betydning for vilkår, der ikke ændres, fx spisepausen, mens fx den nye stillingskategori ”chefkonsulent med personaleledelse” afventer cirkulæret. Derfor kan stillingskategorien endnu ikke bruges.

Ca. 4.400 ph.d.-studerende har heller ikke set noget til den aftalte forbedring af deres pensionsprocent, men pengene vil blive efterbetalt senere. Det samme gælder lønforbedringer for bachelorer.

Tillidsrepræsentant: Antiklimaks

Ifølge chefkonsulent i Dansk Magisterforening Anders Dissing er det set før, at parterne skal bruge ekstra tid på at skrive overenskomsterne igennem. Selvom der denne gang er tale om en usædvanlig stor forsinkelse, maner han til ro.

”Nogle gange er der behov for drøftelser efterfølgende. Det kan være teknikaliteter, der volder besvær eller sågar uenigheder. Det er selvfølgelig et problem, at det tager så lang tid, det giver jo noget bøvl og besvær, men det skal nok falde på plads”, siger Anders Dissing.

Ifølge OK18 skal tillidsrepræsentanter ikke længere godkende lønnen for special- og chefkonsulenter, men heller ikke denne del af aftalen er trådt i kraft. Og det gør faktisk ikke noget, mener fællestillidsrepræsentant for de teknisk-administrative AC-medarbejdere på Københavns Universitet Signe Møller Johansen.

”Det er jo en øget grad af individualisering, hvor vi som tillidsrepræsentanter kan blive sat uden for nogle lønforhandlinger. Så jeg er da lidt spændt på, hvad det betyder for sammenholdet i de lokale klubber og mellem akademiske medarbejdere og fuldmægtige på den ene side og special- og chefkonsulenter på den anden. Så jeg har det fint med, at vi endnu ikke er begyndt at bruge den del af aftalen”, siger hun.

Signe Møller Johansen synes alligevel, det er underligt, at aftalen fortsat ikke implementeret.

”Vi var oppe på de høje nagler under OK18, vi var på nippet til en kæmpe konflikt og fik så alligevel en løsning i 11 time. Også rent psykologisk var det krævende. Men nu hvor vi så er klar til at implementere aftalen, det gode og knap så gode, så sker der ikke noget, og det er lidt et antiklimaks”, siger hun.

Hvad betyder den manglende overenskomst:

Det nye grundbeløb for trin 1 og 2 – det vil sige grundbeløbet for bachelorerne – afventer cirkulæret og vil blive reguleret med tilbagevirkende kraft.

Forhøjelsen af pensionsprocenten for ph.d.’er afventer cirkulæret og vil blive reguleret med tilbagevirkende kraft.

Special- og chefkonsulenter
Løn og vilkår for den nye stillingskategori chefkonsulent med personaleledelse afventer cirkulæret. Det betyder, at man reelt ikke ansætter i denne stillingskategori endnu.

Den nye aftale, om at DM og dermed også at DM’s tillidsrepræsentanter ikke længere skal godkende lønnen for special- og chefkonsulenter, træder også først i kraft, når cirkulæret er udkommet.

Eksterne lektorer på universiteter
Aftalen om at eksterne lektorer på universiteterne var sikret mindst 100 arbejdstimer om året, blev ophævet 1. januar 2019 og er dermed gældende nu.

Kompetenceudvikling
Rådgivning og økonomisk støtte til individuel kompetenceudvikling ligger i Kompetencesekretariatet, der også varetager administrationen af Den Statslige Kompetencefond, som er en del af OK18.

Ændringerne i administrationen af midlerne bliver implementeret løbende, og man kan orientere sig på www.kompetenceudvikling.dk

Ferie
På statens område blev det aftalt, at nyuddannede har ret til fem fridage med løn i deres første ansættelsesår i perioden frem mod 2020, hvor den nye ferielov træder i kraft.  Dette er allerede implementeret, fordi der er udfærdiget et selvstændigt cirkulære på området.

Plustid
Aftalen om plustid fra 2008 er blevet ændret, så arbejdsgiver har mulighed for at indgå en aftale direkte med den enkelte medarbejder uden at det skal gennem tillidsrepræsentanten. Det står fortsat medarbejderne frit for at takke nej til aftalen, ligesom medarbejderne fortsat kan kontakte tillidsrepræsentanter og DM for rådgivning, inden de indgår aftale om plustid. Ingen ansatte kan sættes op på 40 eller 42 timer mod deres ønske. Aftalen om plustid afventer også cirkulæret og bør altså gå gennem dig som tillidsrepræsentant, indtil cirkulæret foreligger.

Regioner

På det regionale område er cirkulæret heller ikke kommet endnu. Det betyder følgende:

Løn og pension

Almindelige lønreguleringer er implementeret. Dem burde du og kollegerne kunne se på lønsedlen fra oktober 2018 og frem, og der kommer en regulering mere 1. oktober.

Det nye grundbeløb for trin 1 og 2 – det vil sige grundbeløbet for bachelorerne – afventer cirkulæret og vil blive reguleret med tilbagevirkende kraft.

Kilde: dm.dk/tillidsvalgt/nyheder/