Forskere griber til megafoner

Når Jens ­Friis Lund forestiller sig det værst tænkelige scenarie for Jorden, ser han millioner af klimaflygtninge for sit indre. Han ser verdenshavene stige, byer blive opslugt af vandmasserne, ørkener sprede sig over kloden.

Kort sagt en verden i kaos.

Det vil han gerne forhindre. Han vil have verdens politikere og borgere, særligt i den velstående del af verden, til at gøre noget ved den globale opvarmning. Til at leve mere miljørigtigt, til at sætte ambitiøse klimamål og til at skabe en bedre fremtid for menneskeheden.

Derfor er han blevet klimaaktivist. Ud over at være klimaaktivist er Jens Friis Lund også professor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i forvaltning af verdens naturressourcer.


Jens Friis Lund erkender, at der er en gråzone mellem aktivisme og hans forskergerning. Her ses han til Klimamarchen 2018. Foto: Lars Bech.

Med en walkie-talkie i den ene hånd og en sprittusch i den anden dirigerer Jens Friis Lund slagets gang ved Folkets Klimamarch i København. Det er en solrig lørdag i september, og snart vil cirka 15.000 mennesker stimle sammen foran en rustik, lille scene ved Christiansborg. Jens Friis Lund er en af hovedkræfterne bag arrangementet.

Han er en ung forsker med et stålfast blik og gråblå øjne. Han var blevet frustreret over, at der ikke blev gjort nok ved verdens klimaproblemer. Derfor besluttede han sig for cirka fem år siden for, at han ikke kun ville spille rollen som den objektive forsker.

“Jeg føler et personligt ansvar. Over for mig selv, min familie, mine medborgere og samfundet. Jeg skal walk the talk. Når jeg sidder med mere viden end andre om et vigtigt problem, som vi overhovedet ikke er i gang med at løse, så er jeg nødt til at gøre noget”, siger han.

Forskere har altid været aktivister
Jens Friis Lund er langtfra den eneste forsker, der er blevet aktivist. I Information blev han under overskriften “De har fået nok” portrætteret sammen med flere andre forskere som meteorologen Jesper Theilgaard og historikeren Stefan Gaarsmand Jacobsen, der er blevet klimaaktivister.

Og der er ikke noget unormalt i, at forskere eksempelvis bliver klimaaktivister, forklarer Stine Krøijer, der er antropolog og forsker i aktivisme ved Københavns Universitet.

“Vi har i Danmark måske haft en tradition for, at det var nok, at forskere bare var vidensproducerende. Men forskere er også borgere, der kan finde det nødvendigt at engagere sig i de her store spørgsmål, fordi de ligesom mange andre oplever, at der ikke bliver handlet”, siger hun.

Men det er ikke kun på klimaområdet, at forskere kaster sig ud i aktivisme. Det siger Lasse Lindekilde, der forsker i politisk vold og politisk protest ved Aarhus Universitet.

“Jeg er selv fra et forskningsfelt, hvor mange også er aktivister ved siden af forskningen. Det er helt almindeligt. Der har altid været forskere, som er blevet aktivister”, siger Lasse Lindekilde.

Det er normalt for mange forskere at have et drive, der gør, at de gerne vil gøre verden bedre, forklarer Lasse Lindekilde. Og det kan for nogle føre til, at de bliver aktivister.

Et eksempel er sociologiprofessor Ole Bjerg, der er medstifter af den aktivistiske forening Gode Penge. Han kæmper for at få reformeret hele verdens banksystem. Og i USA er Nasas tidligere førende klimaforsker, James Hansen, flere gange blevet anholdt, fordi han deltager i klimaprotester.Ved klimamarchen er Jens Friis Lund gået op på en lille trappe bag scenen, hvor over 50 frivillige er ved at gøre de sidste detaljer klar. En af dem har klædt sig ud som en isbjørn. En anden synger om, hvor slemt kulkraft er, over et hiphopbeat.

"Jeg har gode venner i styrelser, som privat er enige med mig, men aldrig ville turde gå ud og sige det, fordi de ville frygte for deres karriere", siger Jens Friis Lund. Foto: Lars Bech.

“Der er stress på lige nu. Mon tidsplanen holder?” spørger han, imens han skuer ud over det hele. Der er få minutter, til den første taler går på scenen.

Aktivisme kan true troværdigheden
Forskere, der bliver aktivister, skal passe på, at de ikke sætter forskningens troværdighed over styr. Sådan lyder det fra Peter Sandøe, der er professor i bioetik.

Han frygter, at aktivistiske forskere kan ende med at fremstå som parter i de sager, de engagerer sig i.

“Vi skal gøre opmærksom på, hvornår vi udtaler os som forskere, og hvornår vi udtaler os som borgere”, siger han og tilføjer:

“Vi skal også være opmærksomme på, at vi i formidlingen af vores forskning ikke skærer hjørner af, fordi vi har en bestemt holdning. Forskningen bør præsenteres på en måde, så den er åben for debat og kritik. Der må ikke være grundlag for en mistanke om, at vi bevidst udvælger resultater, der bekræfter vores aktivistiske grundholdning”, siger han.

Grundlæggende åbner forskeraktivisterne for en debat om, hvad forskerens rolle i samfundet egentlig bør være.

Skal det være som den uafhængige forsker, der så objektivt som muligt fremlægger sine resultater og lader andre have holdninger til dem? Eller skal det være som en aktiv medspiller i samfundet, der også går ind i debatten med sine egne holdninger?

Ifølge aktivismeforsker Stine ­Krøijer er det et eller andet sted misforstået at se forskeren som grundlæggende objektiv.

“I al forskning er forskeren også sit eget værktøj. Når man vælger sine emner, er der et element af egne værdier og holdninger, der spiller ind – sammen med en vurdering af samfundets udfordringer”, siger hun.

Historisk set er aktivismen en af grundestenene, der har været med til at forme vores demokrati, forklarer hun. Uden den, intet velfærdssamfund. Og her har forskeren faktisk spillet en rolle.

“Det er en helt grundlæggende mekanisme i velfærdssamfundet, at forskeren er der for at bidrage til at gøre det bedre”, siger hun.

Selvom han er bekymret, er Peter Sandøe faktisk til dels enig i den betragtning.

“Det ville være forfærdeligt, hvis forskere ikke var involveret i samfundet”, siger han og tilføjer, at det bestemt ikke udelukker, at man formidler sin forskning objektivt.

Forskeren, der vil i Folketinget
På Aalborg Universitet sidder endnu en forsker, som har fået nok. Hun hedder Theresa Scavenius og er lektor i klimapolitik.

For nylig er hun blevet medlem af Alternativet, hvor hun er folketingskandidat.

“Klimaet er blevet negligeret de seneste år, hvor vi er gået væk fra at være et foregangsland. Jeg ser forskere, der er dybt bekymrede, bliver klimaaktivister og får klimadepressioner. Og alligevel bliver det ikke taget politisk seriøst. Jeg ser det som min demokratiske værnepligt at stille op”, siger hun.

For Theresa Scavenius handler det ligesom for Jens Friis Lund om at ville gøre noget. Men hun står ikke med protestskilte ved hans klimamarch.

“Uanset hvor mange der står på slotspladsen og råber, vil de aldrig blive hørt”, siger hun.

“Opgavens omfang er langt større, end at det kan løses med protester. Jeg stiller op til Folketinget, fordi det er dér, der er brug for forandring”.

Selvom hun folder sin politiske side ud, ser hun det ikke som en konflikt med sin rolle som forsker.

“Jeg gør meget ud af at sige, at jeg stiller op som borger og ikke som forsker. Det er selvfølgelig vigtigt at holde de to roller adskilt. Men jeg ser ikke nogen udfordring i det etisk”, siger hun. 

Skader det din troværdighed?

“Det synes jeg overhovedet ikke. Forskning og politik er to forskellige ting. Vi har et meget robust system for forskning med peer review”, siger hun og tilføjer:

“Faktisk har jeg kun oplevet, at jeg har fået opbakning fra mine forskerkolleger, fordi jeg forsøger at gøre en forskel ved at gå ind i politik”, siger hun.

Men det er ikke alle forskere, der er enige med Theresa Scavenius.

Kaptajnen, der satser på FN
Klimaprofessor Sebastian Mernild har været udsendt til både Kosovo og Afghanistan. Han har stadig rang af kaptajn i reserven, og han har boet i både Alaska, Chile og New Mexico.

Han er, hvad mange nok ville kalde en handlingens mand.

Han er også administrerende direktør på det anerkendte klimaforskningscenter Nansen i Norge, aktiv klimaforsker og ligesom mange af sine kolleger frustreret over, at der ikke bliver gjort nok for at modarbejde den globale opvarmning.

Han er til gengæld ikke aktivist. Og det er han meget bevidst om.

“Hvis man er aktivist, så går man også ud over sit job som forsker. Det har jeg prøvet at undgå”, siger Sebastian Mernild.

Og det har der været en særlig grund til. Han har nemlig længe haft det som et mål at blive hovedforfatter på FN’s klimarapporter, fordi han tror, han kan bidrage mest til at løse problemet på den måde. Og det er lykkedes ham, så han nu skal bidrage til den næste rapport.

“De rapporter er biblerne, som politikere og beslutningstagere forholder sig til. Og FN vil for alt i verden ikke have klimaaktivister ind, der har en anden dagsorden end en rent videnskabelig dagsorden. Hvis du bliver opfattet, som om du har en agenda, er det problematisk”, siger han.

Sebastian Mernild kan godt forstå de forskere, der bliver aktivister. Han mener også, at man sagtens kan udøve redelig forskning og være aktivist.

“Men man er nemmere at skyde på blandt kritikere, hvis man gør det”, siger han.

Alligevel kunne han godt se sig selv blive aktivist i fremtiden.

“Hvis mit videnskabelige arbejde og FN’s klimarapporter ikke rykker noget politisk, så kunne jeg godt overveje det”, siger han.

Pligt til at hjælpe de druknende
Da geologiprofessor Minik Rosing kiggede ud ad vinduet fra sit hotel i Paris en vinterdag i 2015, så han isblokke på i alt 100 tons smelte i natten. Han havde importeret dem fra Grønland og sat dem op som et klimaaktivistisk kunstværk sammen med kunstneren Olafur Eliasson, fordi der var internationale klimaforhandlinger i byen.

“Når byen stod op, skulle den se isfjeldene. De er levende. De bobler og syder. Det var et forsøg på at engagere folk på en anden måde. At bringe virkeligheden ind i debatten. Videnskaben er bundet op på ord. Sprog. Det agerer folk sjældent på baggrund af. De reagerer på grund af følelser”, siger Minik Rosing.

Isfjeldene var et forsøg på at påvirke klimaforhandlingerne. Men også mennesker mere generelt.

“Det kom fra en grundlæggende frustration. Man kan godt føle sig amputeret som forsker. Du kan ikke udtrykke din passion videnskabeligt. Det, din forskning egentlig handler om, står meget sjældent i en videnskabelig afhandling”, siger han.

Minik Rosing sidder lænet tilbage i en stol med benene slynget op på bordet på sit kontor på Geologisk Museum. På den ene væg hænger et enormt maleri af en sovende og drømmende isbjørn med blå og grønne malerpletter skudt hen over sig.

“Der kom en mand cyklende alene i natten. Han stoppede op og smed cyklen fra sig, da han så isen. Så gik han med åben mund over og rørte ved den. Der tænkte jeg, at det virker. Han havde smidt sit intellekt væk”, siger Minik Rosing.

Isblokkene blev en af de mest omtalte begivenheder i medierne under klimaforhandlingerne. For Minik Rosing et eksempel på, at forskere sagtens kan spille en større rolle i samfundet.

“Det er urealistisk, at forskere skal være i et vakuum. Det er ikke et ideal. Vi har som mennesker ret til en form for aktivisme. Og hvis vi ser nogen, der er ved at drukne, har vi også en pligt til at hjælpe”, siger han.

Brændende benzin og klimasyndere
En sort Porsche brænder benzin af uden for Christiansborg, imens en tilsyneladende uendelig strøm af mennesker vandrer forbi den med skilte, der skælder ud på kul, politikere, kød og alle andre klimasyndere.

Jens Friis Lund står foran Porschen. Han holder den tilbage med den ene hånd, imens han ihærdigt genner folk videre med den anden. De mange mennesker har forsinket arrangementet. Tidsplanen holder slet ikke.

Jens Friis Lund holder en Porsche tilbage under klimamarchen. Han blev aktivist for snart fem år siden, da han begyndte at undervise i, hvordan vi håndterer klimaforandringerne. Foto: Lars Bech.

“Jeg begynder at kunne se enden dernede”, forsøger han sig beroligende til Porsche-ejeren. 

Da han er tilbage ved scenen, indrømmer han, at han på en måde også godt kan forstå den skepsis, som Theresa Scavenius eksempelvis har over for klimamarchens effekt.

“Og hvad skal det hele egentlig nytte? Det kan man godt spørge om. Men så ser jeg rundt i dag. Der er kommet mange flere mennesker, end vi havde håbet. Og jeg ser de mennesker, der har været med til at hjælpe. Jeg tænker på alt det, vi også har lært ved det. At der er flere, der kan hjælpe til fremover. Og hvis ikke vi gør noget ...”, siger han, før han løber tør for ord.