Eksperter vil justere S-forslag om lønbonus

Det kaldes undertiden ”negative incitamenter”.

For hvad er belønningen, når hjemmeplejen har succes med at rehabilitere ældre, så borgeren ikke har brug for så meget hjælp? Jo, borgerne får det måske bedre, hvilket naturligvis er godt, men gevinsten for hjemmeplejen er  måske en afvisitering, der kun gør det sværere at få ressourcerne til at hænge sammen i udføreleddet.

I Jyllands-Posten lancerede Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Saas Larsen tirsdag et forslag, der skal løse et dilemma, der længe har rumsteret i den offentlige sektor. For det er en bremseklods for de ansattes lyst og motivation til at løse opgaverne smartere og mere effektivt, når resultatet bliver, at politikere og Finansministeriet kommer og snupper de opnåede besparelser.   

Derfor skal medarbejderne indkassere 50-75 pct. af besparelserne, lyder det fra Henrik Saas Larsen om forslaget, der er en del af Socialdemokratiets varslede ”Fingerne-væk-reform” af den offentlige sektor.

Ifølge professor i offentlig forvaltning ved CBS, Carsten Greve, spiller forslaget ind i en langvarig diskussion om motivation i den offentlige sektor.

”Problemet i dag er ikke, at den offentlige sektor ikke er god til offentlig innovation, for det er den.  Men der er formentlig også en tendens til, at man holder sig tilbage, fordi man risikerer at save den gren over, man selv sidder på. Den udfordring har man indtil videre ikke løst”.

Eller sagt med andre ord: Hvor løn og forfremmelser i den private sektor bruges som incitament til at skabe innovative tiltag, kan forbedringer og nye metoder nye i det offentlige føre til en fyreseddel.

Henrik Sass Larsen siger, at han ikke mere tror på 2 pct.-besparelser og omprioriteringsbidrag som metode til at skabe mere produktivitet i den offentlige sektor, og ifølge Carsten Greve kan det være en god ide at udfordre besparelsestækningen.

”Man siger hele tiden til de offentlige ansatte, at de skal finde på nye metoder og være effektive. Men de er trætte af den relation, der eksisterer i dag, hvor Finansministeriet tager besparelserne. Så hvis man kan finde en mekanisme, hvor det man laver, faktisk bliver i organisationen på den ene elle anden måde, vil mange nok reagere positivt”, mener Carsten Greve, der dog samtidig tvivler på, at en sammenkædning af lønbonus og effektiviseringer er den rigtige mekanisme.

Det samme gør professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

”Problemet er, at det i praksis er umuligt at afgøre, om et mindreforbrug er realisteret som følge af et særligt effektivt arbejde eller manglende serviceleverance”, siger han.

Per Nikolaj Bukh giver et eksempel: Hvis en gruppe lærere er blevet super effektive og er lykkedes med deres undervisningsopgave 3 pct. under budgettet, har de så undervist det, de skulle, eller har de bare skønnet, at der ikke var brug for en vikar, fordi eleverne selv kan sidde og læse?

”Den skelnen er svær at foretage”, siger han. ”Og selvom medarbejderne selvfølgelig er ansvarlige og ikke tænker på at mele deres egen kage, så det går ud over borgerne, vil der også komme eksempler frem, hvor man har undladt at gøre nogle ting og samtidig haft et mindreforbrug og fået bonus”, mener Per Nikolaj Bukh.

Per Nikolaj Bukh er dog ligesom Carsten Greve positiv overfor tanken om at lade opnåede besparelser blive i institutionerne. Men i stedet for lønbonus foreslår han puljer, som de ansatte frit kan disponere over.

”Gymnasielærere motiveres jo ikke alene af udsigten til en lønbonus. De vil gerne lykkedes med deres opgave overfor de unge. Og hvis noget af deres effektiviseringsgevinster kanaliseres over i puljer, de får mulighed for at disponere over til deres faglige opgaveløsning, tror jeg det vil være et voldsomt stærkt incitament”.