”Diskussioner om racisme og privilegier er akavede – men det er en god ting”
© Farhiya Khalid
Studerende med minoritetsbaggrund er ofte førstegangsakademikere, og de har ikke altid de samme forudsætninger som deres medstuderende. Mange oplever også racisme på studiet, og det kan være svært at tale om. Undervisere og studerende skal derfor klædes bedre på, mener antropolog og studenterforkvinde.
Solen bager på fortovet foran Københavns Hovedbibliotek. To mandlige soldater er blevet fast inventar foran synagogen på den modsatte side, og man får det endnu varmere af at se dem traske frem og tilbage i fuld gear.
Sådan lød ét råd fra antropolog Oda-Kange M. Diallo, der diskuterede mangfoldighed på de videregående uddannelser med forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost, og en adjunkt på pædagoguddannelsen UCC.
LÆS OGSÅ: Flere mønsterbrydere på Aalborg og Syddansk Universitet
Fra ekstrovert til introvert
Oda Kange M. Diallo har fulgt 12 kvindelige studerende med afrikansk baggrund, der studerer indenfor naturvidenskab, samfundsvidenskab og på professionshøjskolerne.
Som et deltagerobservationsstudie fulgte hun deltagerne til deres forelæsninger, undervisning, gruppemøder og vejledning. Og selvom de ellers var meget udadvendte, engagerede, og fx lavede frivilligt arbejde, så var det et helt andet billede, der viste sig på uddannelsesinstitutionerne, fortalte hun.
”På uddannelsesinstitutionen sagde de meget lidt, og de sad ofte helt bagerst i lokalet. På en måde forsøgte de at gå ubemærket hen, fordi de i forvejen følte sig så udstikkende. Og selvom de kunne tale om problemer med racisme med mig, så orkede de ikke at tackle det på uddannelsesinstitutionen”, sagde Oda Kange M. Diallo.
”Langt hen ad vejen bed de sig i tungen for at kunne komme igennem det. For når de forsøgte at tale om fx racisme, så mødte de modstand og oplevede anklager om, at de var for sensitive, identitetspolitiske eller ville indføre svenske tilstande”, fortalte Oda Kange M. Diallo.
Sværere for førstegangsakademikere
Forkvinden for Dansk Studerendes Fællesråd Sana Mahin Doost læser statskundskab og har selv iranske forældre. Hun mener, at noget af det, der gør det svært at tale om disse problemer, er en fornægtelse af virkeligheden.
”Man bliver nødt til at accepterer den grundpræmis, at der findes racisme på uddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet. Ellers kommer vi ikke problemerne nærmere”, sagde hun.
Sana Mahin Doost mener fx, at vi må tale mere om, hvor svært det kan være at være ’førstegangsakademiker’ fra såkaldte uddannelsesfremmede hjem.
”Førstegangsakademikere kender ikke nødvendigvis de akademiske koder, og hvis ens forældre ikke har gået på universitet, er der ikke meget hjælp at hente. Ikke alle er heldige at have familie, der kan hjælpe med ens CV fx eller har gode råd og kontakter, hvis man søger studierelevant arbejde”, sagde hun.
Sana Mahin Doost peger også på det, hun ser som et mønster blandt minoritetsetniske studerende ift. valg af studie. Og hun mener ikke altid, der er tale om et positivt mønster.
”Vi har en tendens til at vælge professionsrettede fag – studier som medicin, jura, ingeniør, tandlæge. Uddannelser, hvor man har et klart svar til sine forældre, hvis de spørger, hvad man bliver. Her er selvfølgelig nogle socioøkonomiske elementer på spil. Der skal være en vis sikkerhed, og man vælger ikke et ’brødløst fag”, sagde hun.
LÆS OGSÅ: Nyt netværk vil knække uddannelseskurven for børn af ikke-akademikere
Flere svære samtaler
Både antropolog Oda Kange M. Diallo og studenterforkvinde, Sana Mahin Doost, var enige om, at der skulle flere svære og måske akavede samtaler til. Og de samtaler må også gerne faciliteteres af institutionerne.
”Der er en del bias. Fx når vi skal søge arbejde, og vi ved, at en del studerende bliver frasorteret pga. navn og adresse. Det skal vi kunne tale om – selvom det kan være akavet og ubehageligt. For det er grundlæggende uretfærdigt, at nogle har dårligere forudsætninger pga. af deres efternavn”, sagde Sana Mahin Doost.
Antropolog Oda Kange M. Diallo påpegede dog også, at der til tider er nogle barriere, når man forsøger at tage netop den samtale.
”Det er i grunden en del af den danske tankegang, hvor det ofte ikke er i orden at kritisere humor og daglig tale. For så er man en glædesdræber”, sagde hun.
”Men det må man øve, og jeg mener derfor, at undervisere på alle niveauer bør undervises i normkritik – ganske enkelt”, sagde antropologen.
På trods af det gode vejr valgte små hundrede mennesker for nylig at bruge tre timer indenfor på biblioteket – for at blive klogere på mangfoldighed og mangel på samme i det danske uddannelsessystem.
Debatten var arrangeret af organisationen Mino Danmark, og under titlen ”Det delte uddannelsessystem?” førte forfatter og sociolog Aydin Soei med tre forskellige paneler lytterne gennem nogle af de udfordringer, unge med minoritetsetnisk baggrund oplever i hhv. folkeskolen, gymnasiet, erhvervsskolerne og de videregående uddannelser.
”Når man skal tale om de eksisterende normer og strukturer, der gør, at nogle etniske minoriteter bliver begrænsede og ikke udlever deres fulde potentiale på studiet og i samfundet, så bliver det akavet. Men det er godt.”Sådan lød ét råd fra antropolog Oda-Kange M. Diallo, der diskuterede mangfoldighed på de videregående uddannelser med forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost, og en adjunkt på pædagoguddannelsen UCC.
LÆS OGSÅ: Flere mønsterbrydere på Aalborg og Syddansk Universitet
Fra ekstrovert til introvert
Oda Kange M. Diallo har fulgt 12 kvindelige studerende med afrikansk baggrund, der studerer indenfor naturvidenskab, samfundsvidenskab og på professionshøjskolerne.
Som et deltagerobservationsstudie fulgte hun deltagerne til deres forelæsninger, undervisning, gruppemøder og vejledning. Og selvom de ellers var meget udadvendte, engagerede, og fx lavede frivilligt arbejde, så var det et helt andet billede, der viste sig på uddannelsesinstitutionerne, fortalte hun.
”På uddannelsesinstitutionen sagde de meget lidt, og de sad ofte helt bagerst i lokalet. På en måde forsøgte de at gå ubemærket hen, fordi de i forvejen følte sig så udstikkende. Og selvom de kunne tale om problemer med racisme med mig, så orkede de ikke at tackle det på uddannelsesinstitutionen”, sagde Oda Kange M. Diallo.
”Langt hen ad vejen bed de sig i tungen for at kunne komme igennem det. For når de forsøgte at tale om fx racisme, så mødte de modstand og oplevede anklager om, at de var for sensitive, identitetspolitiske eller ville indføre svenske tilstande”, fortalte Oda Kange M. Diallo.
Sværere for førstegangsakademikere
Forkvinden for Dansk Studerendes Fællesråd Sana Mahin Doost læser statskundskab og har selv iranske forældre. Hun mener, at noget af det, der gør det svært at tale om disse problemer, er en fornægtelse af virkeligheden.
”Man bliver nødt til at accepterer den grundpræmis, at der findes racisme på uddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet. Ellers kommer vi ikke problemerne nærmere”, sagde hun.
Sana Mahin Doost mener fx, at vi må tale mere om, hvor svært det kan være at være ’førstegangsakademiker’ fra såkaldte uddannelsesfremmede hjem.
”Førstegangsakademikere kender ikke nødvendigvis de akademiske koder, og hvis ens forældre ikke har gået på universitet, er der ikke meget hjælp at hente. Ikke alle er heldige at have familie, der kan hjælpe med ens CV fx eller har gode råd og kontakter, hvis man søger studierelevant arbejde”, sagde hun.
Sana Mahin Doost peger også på det, hun ser som et mønster blandt minoritetsetniske studerende ift. valg af studie. Og hun mener ikke altid, der er tale om et positivt mønster.
”Vi har en tendens til at vælge professionsrettede fag – studier som medicin, jura, ingeniør, tandlæge. Uddannelser, hvor man har et klart svar til sine forældre, hvis de spørger, hvad man bliver. Her er selvfølgelig nogle socioøkonomiske elementer på spil. Der skal være en vis sikkerhed, og man vælger ikke et ’brødløst fag”, sagde hun.
LÆS OGSÅ: Nyt netværk vil knække uddannelseskurven for børn af ikke-akademikere
Flere svære samtaler
Både antropolog Oda Kange M. Diallo og studenterforkvinde, Sana Mahin Doost, var enige om, at der skulle flere svære og måske akavede samtaler til. Og de samtaler må også gerne faciliteteres af institutionerne.
”Der er en del bias. Fx når vi skal søge arbejde, og vi ved, at en del studerende bliver frasorteret pga. navn og adresse. Det skal vi kunne tale om – selvom det kan være akavet og ubehageligt. For det er grundlæggende uretfærdigt, at nogle har dårligere forudsætninger pga. af deres efternavn”, sagde Sana Mahin Doost.
Antropolog Oda Kange M. Diallo påpegede dog også, at der til tider er nogle barriere, når man forsøger at tage netop den samtale.
”Det er i grunden en del af den danske tankegang, hvor det ofte ikke er i orden at kritisere humor og daglig tale. For så er man en glædesdræber”, sagde hun.
”Men det må man øve, og jeg mener derfor, at undervisere på alle niveauer bør undervises i normkritik – ganske enkelt”, sagde antropologen.
